Ufrivilligt på efterløn
Mange socialpædagoger vil hellere arbejde end gå på efterløn, siger Socialpædagogernes efterlønsgruppe, men vælger alligevel det sidste frem for ledighed
Der går næsten ikke en dag, uden at den politiske sprængfarlige efterlønsordning får plads i medierne, og det evige budskab fra visse politikere og fra erhvervslivet er, at efterlønnen bør afskaffes, fordi den belaster samfundsøkonomien. De ældre bør i stedet blive længere tid på arbejdsmarkedet og bidrage til fællesskabet.
Efterlønnen beskrives ofte som et frivilligt valg for folk over 60 år. Men sådan var det ikke for socialpædagog Grethe Svendsen, der fortæller sin historie i artiklen på de foregående sider. Hun ville gerne være blevet på arbejdsmarkedet, men kunne ikke få et arbejde. Derfor valgte hun efterløn.
Og hun er ikke den eneste, der har det sådan, fortæller sagsbehandler i Socialpædagogernes efterlønsteam, Maja Jepsen. Hun vejleder og rådgiver socialpædagoger, der vil gå på efterløn.
– Tidligere gik man frivilligt på efterløn, måske fordi man var træt eller ville have tid til børnebørnene. Man trak sig tilbage med god samvittighed og med en følelse af, at man havde gjort det godt i 40 år, siger hun.
– I dag oplever mange, at det ikke længere er et frivilligt valg, de træffer. De er blevet arbejdsløse og foretrækker så efterlønnen frem for ledighed, fordi de ikke kan holde til arbejdsløshedssystemet. De føler sig jagtet samtidig med, at de oplever, at de ikke får arbejde på grund af alderen, siger Maja Jepsen.
Det er hendes erfaring, at nogle arbejdsløse socialpædagoger træffer beslutning om at gå på efterløn, efter at de har været til møde i jobcentrene.
– Det er socialpædagoger, som har været på arbejdsmarkedet i rigtig mange år, og så bliver de som ledige mødt af et kontrolsystem, som er ubærligt at acceptere, når man gør alt for at skaffe sig et job. Mange af dem fortæller, at de helst vil blive på arbejdsmarkedet, men de føler sig tvunget til at trække sig tilbage, siger Maja Jepsen.
Får et ufrivilligt puf
Tal fra Socialpædagogernes arbejdsløshedskasse viser, at næsten en tredjedel af dem, der vælger at gå på efterløn som 60-årige, kommer fra ledighed. (Se figur) Procentsatsen falder med alderen, således at næsten alle dem, der går på efterløn som 65-årig, kommer fra beskæftigelse.
Tallene kan ikke umiddelbart sige noget om, hvorvidt de ledige har valgt efterløn efter eget ønske, eller fordi de har følt sig presset ud. Men for mange er der ikke tale om et frivilligt valg. Det vurderer jobkonsulent Mette Carlsen, Socialpædagogerne i Kreds Midt- og Vestjylland, efter at have interviewet adskillige ældre arbejdsløse over 55 år (hendes diplomopgave om vejledning af ledige socialpædagoger kan downloades her).
– Jeg ser en tendens til, at ledige over 55 år puffes ufrivilligt ud af arbejdsmarkedet, og derfor bliver valget mellem at forblive på eller forlade arbejdsmarkedet ikke frivilligt, siger Mette Carlsen.
Gå med oprejst pande
Mange lønarbejdere vælger efterlønnen, fordi de gerne vil have en værdig afsked fra arbejdsmarkedet, fortæller en ekspert på området, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Per H. Jensen. Han henviser til en undersøgelse, hvor 40.000 ud af 150.000 efterlønsmodtagere svarer, at de gerne vil have et arbejde.
– Men man vælger efterlønnen. Hvis du alligevel ikke ved, om du er købt eller solgt, er det mere værdigt selv at træffe beslutningen og dermed komme en eventuel ubehagelig oplevelse i forkøbet, siger Per H. Jensen.
Han gør opmærksom på, at initiativet alene ligger hos arbejdsgiverne. Det er dem, der kan inspirere folk til at blive eller det modsatte. Han henviser til flere af sine undersøgelser, som viser, at folk bliver, hvis arbejdsgiverne siger: ‘Vi har brug for dig’.
Han har spurgt folk i arbejde, om arbejdsgiverne har gjort noget for at beholde dem, og 80 procent svarer ja, hvorimod det kun er 20 procent af efterlønnerne, der har oplevet det samme.
– Efterløn er, hvad man kan kalde et ambivalent gode. Jo længere væk, du er fra det, jo bedre ser det ud. Det vil sige, de unge synes, det er helt fantastisk, og det samme gælder politikerne, som aldrig selv vil få brug for at gå på efterløn. Men økonomisk er det ingen dans på roser.
– Det grå guld er eftertragtet, hvis du er akademiker, og man kan se, at vidensintensive virksomheder som Novo Nordisk har en højt udviklet seniorpolitik, fordi man vil holde på de ældre medarbejdere længst muligt, siger Per H. Jensen.
Men så attraktive er seniorer ikke inden for alle områder, så her er det nødvendigt, at der bliver gjort en indsats for at fastholde ældre medarbejdere, mener han.
– Problemet er, at arbejdsgiverne i øjeblikket kører fuldstændig på frihjul. De vil have efterlønnen afskaffet, så de kan få medarbejdere til rådighed, men de gider ikke gøre noget for at passe på de ældre, siger Per H. Jensen.
Omkring en tredjedel af de socialpædagoger, der valgte at gå på efterløn som 60-årige, kom direkte fra ledighed. Det viser denne statistik, der bygger på den gruppe socialpædagoger, der er født mellem 1935 og 1940 og altså er cirka 70 til 75 år – tendensen er den samme, når man kigger på de lidt yngre årgange