Handicapområdet skal udvikles – ikke afvikles
Hvis ikke mennesker med handicap inkluderes i fællesskabet, vil samfundet og den enkelte miste noget væsentlig i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske
I påsken luftede Ole Pass, formand for socialchefforeningen, i medierne sin frustration over den stramme økonomi på handicapområdet. Forståeligt nok. Regeringens nul-vækst-strategi oven i en i forvejen stærkt presset kommunal økonomi må få enhver socialchef
til at ligge søvnløs om natten. Når socialministeren samtidig gør det klart, at kommunerne ikke må lade økonomien stå over loven, er det klart, at grænsen er nået.
En række dyre enkeltmandsprojekter blandt udviklingshæmmede og sindslidende fik Ole Pass til at opfordre til at skære i bevillingerne til handicappede borgere. Det er en trist og rigtig dårlig udmelding på et tidspunkt, hvor indsatsen i forvejen mere eller mindre har tabt pusten og mistet engagementet; mærket af nedskæringer og ikke mindst manglende værdsættelse af det socialpædagogiske arbejde.
Det, der mest af alt er brug for, er at få skabt en ny vision for den fremtidige udvikling og fornyelse af handicapområdet, at få genskabt entusiasmen, den faglige stolthed og oplevelsen af at blive påskønnet for indsatsen. Fagligheden må og skal i højsædet. De 73 ansøgninger for omkring 200 millioner kroner, der søgte Socialministeriets pulje på 24 millioner kroner til kompetenceudvikling i botilbud, vidner om, at netop behovet for faglig udvikling står højt på ledernes og medarbejderes ønskeliste. Men også, at det ikke bare er en del af det daglige arbejdsliv i tilbuddene.
Det er rigtigt nok, at sådan som Serviceloven og økonomien er skruet sammen i dag, har kommunerne ikke de optimale muligheder for at løse opgaverne, men Ole Pass burde rette smed for bager og skyde på regeringen og finansminister Claus Hjort Frederiksen frem for at foreslå nedskæringer i bevillingerne til de handicappede borgere.
En anden socialchef, Jens Elmelund, socialdirektør i Københavns Kommune, svarede på spørgsmålet om, hvad samfundet får ud af den dyre og individuelle behandling: ’Jeg tror i hvert fald, man får en stolthed over at leve i et samfund, som har råd til at prioritere, at de allersvageste får den bedste behandling, vi kan give’ (Politiken, 3. april 2010).
Det er sagt så mange gange før, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Men det er mere dybtliggende end det. Respekt for forskellighed og accept af personer med handicap – som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden – er hele grundlaget for FN’s Handicapkonvention og den danske lovgivning. Hvis ikke mennesker med handicap inkluderes i fællesskabet, vil samfundet og den enkelte miste noget væsentlig i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske.