Tag fattigdom alvorligt
De vokser op med forældre med ringe eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet – i værste fald til samfundet. Og det præger naturligvis deres opvækst
Det er EU’s fattigdomsår i år. Det har man måske ikke mærket så meget til, men det ændrer ikke ved, at fattigdom er et stigende problem i vores ellers så rige land. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at andelen af fattige børn er eksploderet på få år. Ikke mindst i de mange ghettoområder i de større byer. Andelen af fattige børn i Vollsmose i Odense er gået fra 7 til 20 procent fra 2003 til 2007, og tallet for Gellerup i Århus er mere end tredoblet fra 7 til 26 procent, viser tallene fra AE.
Samlet er der nu næsten 65.000 fattige børn i Danmark. Det er en stigning på over 13.000 børn på bare ét år, hvilket svarer til en stigning på 26 procent. Sorterer man familier fra, hvor mindst en af forældrene er studerende, er der 56.000 fattige børn i Danmark.
Jeg synes, det er nogle skræmmende høje tal. Jeg synes, det er pinligt, at vi i et rigt land som Danmark skal have 56.000 børn, der ikke kan holde børnefødselsdag. Som ikke har råd til at gå til svømning eller fodbold. Som i det daglige må undvære ting, som deres jævnaldrende kammerater ser som en selvfølge. Computer og mobiltelefon for eksempel.
Det giver sig selv, at økonomisk fattigdom ofte også slår følge med mangel på mere menneskelige ressourcer i de berørte familier. Og derfor siger det også sig selv, at de helt store tabere i fattigdomsdiskussionen er børnene. De vokser op med forældre med ringe eller slet ingen tilknytning til arbejdsmarkedet – i værste fald til samfundet. Og det præger naturligvis deres opvækst. Derfor synes jeg, at det i EU’s fattigdomsår ville klæde regeringen at lytte til og sætte gang i anbefalingerne fra sin egen ghetto-kommission.
Formanden for kommissionen har udtalt, at hvis man vil fattigdomsproblemerne til livs, må man starte med at tage hele problemet langt mere alvorligt og se på det som et samfundsproblem. Det er ikke i orden, at vi taber alle disse børn på gulvet – fordi det rent faktisk handler om 56.000 små mennesker. Men vi har heller ikke råd til at miste dem. Vi har som samfund brug for deres ressourcer. Det er endnu en grund til, at det er halv-hjernet ikke at arbejde mere målrettet på at afskaffe fattigdom i Danmark.
En passende start her i fattigdomsåret kunne være, at regeringen og dens støttepartier indså nytten i at indføre en fattigdomsgrænse. Det har man i snart sagt alle andre lande. Det har OECD, det har EU. Men det mener regeringen ikke, at man med nogen værdi kan indføre i Danmark. Det er noget vås, og det forplumrer diskussionen. Lad os nu få sat tal på og så komme i gang med at diskutere, hvordan vi løser problemet, i stedet for at bruge mere tid på at skændes om, hvor stort problemet er. Og lad os bruge anledningen til at se fattigdommen i Danmark som andet og mere end et spørgsmål om økonomi!