Jo stærkere vi løber, jo finere ser det ud
‘Vi står rigtig meget til rådighed. Det forventes bare. Og hvor længe kan vi så lige holde i sådan et job’, blev der spurgt, da BUPL og SL mødtes med tillidsrepræsentanter fra kommunernes forebyggende og dagbehandlende område i region Syddanmark
Jeg oplever, at vi bliver presset af det private område og af økonomien. Vi skal være endnu mere fleksible på det kommunale område, end vi er i forvejen. Det er spændende og sjovt at arbejde, at kunne bestemme meget selv. Men vi står rigtig meget til rådighed. Der bliver ikke sagt ‘du skal’. Det forventes bare. Og hvor længe kan vi så lige holde i sådan et job? Det er jo også vældig besværligt med de arbejdstider, når man selv har børn for eksempel.
Sådan sagde en tillidsrepræsentant og satte pegefingeren på arbejdstid som det mest specielle for de pædagoger og socialpædagoger, der arbejder på det forebyggende og dagbehandlende område. Hun var til møde om krav til overenskomst 2011 sammen med 30 andre tillidsrepræsentanter fra kommunale arbejdspladser i region Syddanmark. De mødtes i Kolding med næstformand i BUPL, Birgitte Conradsen, og formand for Socialpædagogerne i Sydjylland, Michael Madsen.
Både BUPL og Socialpædagogerne har medlemmer på det forebyggende og dagbehandlende område, og siden 2002 er deres overenskomster forhandlet fælles i PFF, Pædagogernes Forhandlings Fællesskab.
Overenskomsten indebærer én grundløn, der er højere end i andre overenskomster, men ikke garantiløn, centralt aftalt kvalifikationsløn eller anciennitetsforløb. I stedet er der funktionsløn – et ‘skal-tillæg’ for arbejde i klienters hjem. Der er ingen central aftale om arbejdstid, men lokalt aftalt og ofte selvtilrettelagt arbejdstid. Øvrige vilkår er som i andre overenskomster.
Uheldigt med den regning
Er det sådan, det skal være fremover også? Hvad er de vigtigste samfundsmæssige opgaver og udfordringer set via jeres pædagogiske arbejde? Og hvad skal der til, for at I kan bidrage til at løse disse opgaver og udfordringer? Spurgte de to fagforbund så ud i rummet via power-points på endevæggen.
Forinden havde Birgitte Conradsen fortalt om det lille resultat på det private område: I alt cirka 3,5 procent på lønnen over to år, der tynges af et minus på 1,4 procent. Minusset ligger i reguleringsordningen, der ikke trækker de offentlige lønninger op i denne tid, fordi lønningerne på det private arbejdsmarked bliver lavere.
Derfor skylder lønmodtagerne på det offentlige område penge til arbejdsgiverne, når forhandlingerne starter sidst på året. Men derfor skal der alligevel forbedringer på bordet, sagde Michael Madsen:
– Det er uheldigt, at der ligger en regning, som oven i købet vokser, mens vi venter på forhandlingerne. Man kunne selvfølgelig forlænge den nuværende overenskomst eller lukke hurtigt af med en etårig, så vi får betalt regningen og kan starte på en frisk. Men hvis vi skal lave en overenskomst på tre år, så skal der altså forbedringer til, selv om rammen virker snæver, sagde Michael Madsen og bevægede sig over i arbejdstiden:
Det er så synligt
– Der er et meget stærkt fokus på økonomien ude i kommunerne. På anbringelsesområdet er vi på vej ned i et dybt hul. I stedet for anbringelser uden for hjemmet vil kommunerne satse på jeres område.
I kommer til at holde for. I bliver sendt ud i hjemmene. I skal være et amputeret døgntilbud til de børn og unge, der ikke får et tilbud om anbringelse. Og det skal I altså ikke klare med en mobil-telefon og så en rådighedsvagt døgnet rundt, mente Michael Madsen.
– Det er så synligt derude og helt, helt anderledes nu. Der anbringes ikke nye, og der tages anbragte hjem, sagde en TR, og mange andre fulgte op:
– Vi står til rådighed, vi har akut indkald, vi har behandling og social bagvagt. Vi er fire i et behandlerteam fire forskellige steder. Vi har lige nu tre unge piger med psykiatriske diagnoser. Hvad gør vi lige i hele perioden med sommerferie?
– I Esbjerg Kommune har vi fire hjemtagelseskonsulenter nu. De er på vej med den slags i Billund Kommune også. Altså, myndigheden ligger hos politikerne, men konsulenterne er sådan rådgivende, en slags sociale bagvagter. Jeg tror, vores område bliver meget mere styret i fremtiden, så vi får udstukket opgaver, hvor vi til nu selv har lavet aftaler med familierne for eksempel.
– Jo stærkere vi løber, jo finere ser det ud.
Det kommer til at se ud, som om kommunens serviceniveau holder. Det er fordi vores område er præget af ildsjæle, og de lægger hele tiden ekstra i arbejdet, for de ved, der ingen er til at tage over, når de er gået hjem. Og så tager man lige sin telefon i en time om søndagen, for ellers er problemerne blevet meget større, når man møder ind om mandagen.
– Ja, jeres område er præget af ildsjæle. Men I er jo nødt til at tænke på, hvor meget I påtager jer, kommenterede Birgitte Conradsen.
Hvor går grænsen?
– Jeg kunne godt tænke mig nogle regler for arbejdstid og delt tjeneste. Altså hvor kort tid kan en del af delt tjeneste egentlig være? Hvor mange gange i løbet af en arbejdsdag er det rimeligt at have delt tjeneste? Hvor går grænsen, og hvornår slutter normal arbejdstid egentlig, er det klokken 21? Og hvad er overarbejde?
– Normal arbejdstid er til klokken 17, og weekender er ikke normal arbejdstid. Socialpædagogerne præsenterer kommunerne for vores overenskomst på døgnområdet, når vi forhandler, fordi det er sammenligneligt med jeres område, svarede Michael Madsen.
– Jeg hører ofte, at man ikke kan klare at løbe stærkere ude omkring. Det lyder som om pen-gene, der skal dække børns sygedage og senior-dage ikke står på budgetterne, selv om de er delt ud via bloktilskud til kommunerne. Men jeg tror, at kommunerne om lidt bliver lidt mere fleksible i forhold til at beholde seniormedarbejdere, sagde Birgitte Conradsen.
– Jamen, det kunne da prøves konkret af nu i en af de kommuner, hvor borgmesteren siger, at han vil af med efterlønnen, lød et hurtigt forslag fra en TR, som syntes, at seniordagene er guld værd.
Erfaring skal belønnes
– Der tales også meget om kompetenceudvikling på det pædagogiske felt. Men jeg tror ikke, det er helt så relevant på det forebyggende og dag behandlende område. Vi skal faktisk helst have ekstra uddannelser i forvejen. Vi skal ikke tilbage til løntrin efter anciennitet. Men hvordan gør vi så lige?
– Jamen, et eller andet med erfaringsanciennitet alligevel. Vi får højere løn, fordi vi oftest har en terapeutisk overbygning. Men efter ti år er vi indhentet. Det er ikke særlig tilfredsstillende, idet vi ofte selv har været ude og investere en masse penge i efteruddannelse.
– Måske er der brug for en aldersmæssig sammenligning mellem os og andre grupper, Vi skal jo være erfarne pædagoger eller socialpædagoger i de her job, fordi de er vanskelige. Og så vil jeg hellere have centrale lønstigninger. Den decentrale løn er ikke alt det krudt værd, som vi bruger på den.
– Ja, jeg mangler også kroner. Det er stort set umuligt at få mere end det, der er forhandlet hjem decentralt.
Michael Madsen sluttede med tanker om MED og TR:
– I HovedMED aftales der spilleregler og procedurer og så videre. Men så træffer politikerne nogle beslutninger, hvorefter HovedMED er overruled. Det er for nemt, at man bare kan tilsidesætte systemet. Måske skal vi have en slags klageinstans.
– Ja, måske har vi puttet for meget over i MED-systemet. Det handler mere om regler og procedurer end om det egentlige. Samarbejdet, indflydelsen drukner nemt derude, replicerede Birgitte Conradsen.