Er anbringelsesområdet blevet velfærdssamfundets gøgeunge?
Det vrimler med påstande om eksploderende udgifter på anbringelsesområdet. Men hvor er stigningen sket – og hvem går det ud over, når der nu skal spares på området?
Så er de der igen. Historierne i pressen om omsorgssvigtede børn, der ikke er taget hånd om. Og der vil komme flere.
Som altid undrer alle sig over, at det kan ske, og man begynder at lede efter skyldige.
Er det lovgivningen, der ikke er god nok? Er det kommunens sagsbehandlere, der ikke gør arbejdet ordentligt? Eller er det ledelserne, der ikke er sig deres ansvar bevidst? Bruger man pengene forkert?
Vi hører den nye socialminister sige, som de forrige, at det skal undersøges, om lovgivningen er god nok, og om der skal iværksættes mere kontrol med kommunernes sagsbehandling. Der skal anbringes tidligere, og det skal være hensynet til barnets tarv, der skal i centrum og ikke økonomien. Senest har Benedikte Kjær flere
gange brugt argumentet, at der de senere år har været en stor stigning i udgifterne på anbringelsesområdet, så det kan ikke være økonomien, der ikke er fulgt med. En løsning, hun peger på, er, at der skal anbringes tidligere. Senest har formanden for Kommunernes Landsforening udpeget anbringelsesområdet som skyld i, at der spares på normalområdet. Et af hans argumenter er, at da anbringelsestallet er rimeligt konstant, og udgifterne er steget 11 procent de seneste år, må det være fordi, kommunerne vælger de dyreste løsninger.
Debatten bliver på denne måde meget generaliserende og derved unuanceret.
Når der bliver talt så meget om økonomien, så lad os se lidt på problemstillingen fra det perspektiv.
Det er rigtigt, at udgifterne på området er steget de senere år. Men er det generelt over hele anbringelsesområdet, der har været stigning – og er der eventuelt en forklaring på, at der har været stigning? Det har vi ikke hørt så mange udtale sig om.
Ved en ret enkel analyse ses, at udgifterne til de større børn og unge er steget meget, mens der samtidig har været et væsentligt mindreforbrug, hvad angår de 0- til 6-årige.
En stor del af forklaringen kan man finde ved at analysere lidt på tal fra Danmarks Statistik og fra Ankestyrelsen. Der kan man både finde tal for antal anbringelser i forskellige aldersgrupper og også tal for, hvordan den demografiske udvikling har været i børneårgangene. Desværre er man i 1996 begyndt at opgøre talmaterialet på en ny måde, så det ikke er muligt at sammenligne aktuelle tal med dem fra før 1996.
Hvis man ser på udviklingen for anbringelser i familieplejer, døgninstitutioner og opholdssteder, i en 10-årig periode – fra 1996 til 2005 – er der mange interessante oplysninger at hente. For eksempel:
- Anbringelsestallet for de 0- til 6-årige er faldet i perioden, og samtidig er andelen af børnene anbragt i plejefamilie frem for på institution steget betydeligt. Faktisk er anbringelserne på døgninstitution faldet med 46 procent bare siden år 2000. Så denne gruppe må repræsentere et ikke ubetydeligt fald i udgifterne.
- Der var i 2005 107.000 flere børn i aldersgruppen 7 til 14 år. Ud over den demografisk forventelige stigning i antal anbringelser, har der i denne gruppe været en yderligere tilvækst.
- I ungegruppen var der i 2005 7 procent færre unge, men på trods heraf steg anbringelsestallet med 33 procent. Det er ikke ny viden, at der i kommunerne de senere år er sat kraftigt ind overfor denne aldersgruppe. Det har der været et stort behov for. Problemet i denne sammenhæng er, at mange af anbringelserne i ungegruppen koster rigtigt mange penge. Der har været, og er stadig, et utal af projekter og enkeltmandsløsninger, fordi mange af de unge har vanskeligheder og en adfærd, som gør, at de ikke kan rummes i mere traditionelle institutionsrammer. Denne udvikling har kostet en del.
Tal fra 2007 og 2008
Af interessante tal fra disse år kan nævnes:
- Antal anbringelser i plejefamilier er fra 2007 til 2008 steget med 6,3 procent.
- Antal anbringelser på akutinstitution, kommunal døgninstitution og døgninstitution, anden afdeling, er faldet med 10,5 procent.
- Antal anbringelser på opholdssteder er steget med 10,7 procent.
Hvad betyder disse tal?
Med denne statistiske viden er der en række spørgsmål, som med rimelighed kan stilles i forbindelse med det økonomiske fokus på anbringelsesområdet:
- Hvad er grunden til den store stigning i gruppen af de største børn og unge? Hvad vil det betyde, hvis man lader være med at anbringe? Hvad er alternativet?
- Hvad er konsekvensen af, at antallet af 0- til 6-årige, anbragt på døgninstitutioner, er faldet dramatisk gennem mange år? Er plejefamilierne gearet til at rumme de mest omsorgssvigtede og følelsesmæssigt skadede børn? Hvor forsvinder småbørnsekspertisen hen? Hvor mange anbringelser bryder sammen?
Min pointe med at undersøge alle disse tal er ikke at gå ind i nogen faglig diskussion eller vurdering af, om noget er bedre end noget andet – men udelukkende at undersøge, hvor stor betydning økonomien har for, hvordan man styrer på området – og at det er forenklet, når det fra flere sider i pressen formidles, at udgifterne på området er steget markant, som en generel udmelding. Det er altså ikke tilfældet – i hvert fald ikke for de mindste børn.
Min erfaring som forstander på døgninstitutioner gennem 15 år siger mig, at det ikke er lovgivningen, der skal strammes på. Det er heller ikke min erfaring, at medarbejderne i kommunernes socialforvaltninger er inkompetente.
Men når ovennævnte udvikling betyder stigende udgifter på anbringelsesområdet, og dermed budgetoverskridelser i de fleste kommuner, efterlader det kommunerne med to handlemuligheder:
- De kan sætte flere penge af i budgettet til anbringelsesområdet.
Hvis der skal tilføres penge til området, skal de tages fra andre budgetter i kommunen. Ved en budgetoverskridelse bliver kommunen straffet af regeringen (hvem husker ikke Thors Hammer?). - De kan anbringe færre børn eller finde billigere løsninger.
Hvis kommunen vælger at være tilbageholdende med anbringelser, så er kommunen i risiko for ikke at overholde loven – og så har vi balladen i pressen.
Det er kampen mellem økonomien og fagligheden, der udspilles.
Jeg mener, at kommunerne er fanget i dilemmaet mellem på den ene side at skulle gøre det, der er bedst for barnet, og samtidig overholde økonomien. I perioder med pres på anbringelserne er dette ikke muligt. Når man er så presset, er det derfor nærliggende, at man lige ser tiden an – eller vælger den tredje- eller fjerdebedste løsning.
Tilbage til socialministeren og udtalelsen om, at der bliver brugt så mange flere penge på området end tidligere, så har hun jo ret. Men merforbruget er altså gået til de store børn og unge. I mine øjne med god grund, da rigtigt mange i denne aldersgruppe har udviklet vanskeligheder og en adfærd, som er meget vanskelig at rumme i familierne og lokalmiljøet.
Når der nu skal spares voldsomt på anbringelsesområdet generelt, betyder det, at også indsatsen vedrørende de mindste børn vil blive ramt af besparelser. Og der har som beskrevet været store besparelser over de sidste mange år.
Min påstand er, at der vil komme flere pressesager, så længe den nuværende økonomimodel er gældende. Kommunerne er nødt til at få tilført ressourcer til anbringelser på en anden måde end i dag, hvis der skal ændres på den nuværende praksis.
Problemstillingen er overordnet politisk. Hvis kommunerne selv skal løse de økonomiske problemer, vil det blive ganske alvorligt for anbringelsesstederne og de faglige kompetencer, der er samlet her.
Ud over de økonomiske omkostninger er der så også lige omkostningerne for de børn og unge, det hele handler om.
Gu’ ve’, hvor mange pressesager vi når op på i 2010?