icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Musikterapi på Mette Marie – at fortælle en anden historie

  • Af Martin Pagh Christensen, musikterapeut
  • 08-2010 /

Ubuntu er et sydafrikansk begreb, der kan oversættes til noget i retning af ‘Jeg  er, fordi vi er, og når vi er, er jeg’. Vores selvopfattelse og identitet bliver først synlig for os i mødet med andre mennesker. Man kunne også sige, at livskvalitet bliver afhængig af succesoplevelser i ens sociale miljø.

Musikterapien på Mette Marie i Vanløse er netop et sådant socialt mødested, hvor beboerne har mulighed for at skabe en anden historie om sig selv. Som en af deltagerne udtrykker det:

– Musikken giver mig den identitet, at jeg kan stå og være den, jeg er, når jeg spiller… Jeg føler mig som en person udadtil og ikke bare som en, der går og lukker alting inde.

Her er det ikke den undertrykkende historie om deltagernes sygdoms- og misbrugsidentitet, der er i fokus, men mere historier om udvikling af kompetencer, glæde, fællesskab, at handle på eget initiativ og engagement.

Mette Marie er et bosted for 16 sindslidende med misbrug. Musikterapien på Mette Marie har eksisteret gennem de sidste  syv år – tre timer en dag om ugen. Musikterapien fungerer som en åben gruppe, hvor der gennem årene har været forskellige deltagere – beboere, der flytter ind og ud på Mette Marie, andre holder pause fra gruppen for at vende tilbage på et senere tidspunkt. Mange fra Mette Marie har oplevet og oplever, at det kan være svært at være vedholdende og fastholde ting i livet, men musikterapien har vist sig som et tilbud, deltagerne har kunnet fastholde interessen for. Der har været et stabilt fremmøde, og faktisk har flere af dem, der deltager i dag, været med fra begyndelsen.

Ord på musikken

En dag i musikterapien på Mette Marie indeholder typisk følgende elementer:

En kort runde, hvor vi hver især får mulighed for at fortælle, hvordan det går; hvordan deltagerne har det; om der er sket noget siden sidst.

Vi aftaler i fællesskab, hvad der skal foregå i dag; hvilke sange deltagerne har lyst til at spille; om vi skal spille ‘drømmemusik’, hvor vi improviserer frit på instrumenter.

Efter forudgående aftale har deltagerne taget noget cd-musik med, som vi lytter til sammen. Den, hvis musik vi  lytter til, fortæller, hvad musikken betyder for ham/hende og hvilke associationer, musikken skaber. Gruppen giver feedback til den enkelte.

Mellem hver musikaktivitet er der plads til, at deltagerne kan fortælle om de oplevelser, de måtte sidde med. Jeg motiverer dem til at sætte ord på deres oplevelser eller fortæller, hvad jeg oplever i musikken. Vi kan også snakke om betydningen af teksten eller om, hvilken betydning sangen har for den enkelte.

Vi slutter som regel af med at fortælle, hvordan det har været at deltage den pågældende dag.

Gruppen optræder med de sange, vi spiller. Vi har givet koncert seks gange. Den største var, da vi spillede til ‘Brugernes Bazar’ – en udendørs koncert, hvor der var et par hundrede tilskuere. Derudover har vi spillet på andre bo- og væresteder for misbrugere i København. Vi har været i et studie og indspillet en cd. Vi har optrådt til Mette Maries åbent hus-arrangementer og årlige juleafslutninger. Det har været fællessange som ‘Last Christmas’, men også en ‘julerap’ over ‘Nu det jul igen’ med afrikanske trommer.

En platform

Den musikterapeutiske tilgang inden for socialpsykia trien – som for eksempel på Mette Marie – søger at skabe et musikalsk fællesskab, hvor deltagerne har mulighed for at udfolde og udtrykke sig. Som en af deltagerne formulerer det:

– Jo, man er en del af et fællesskab, man kan ikke stå alene, man er afhængig af de andre … dels at du er afhængig af dem, og andre er afhængige af dig.

Musikken har en evne til at rumme flere nuancer end ord, hvorfor det kan opleves som friere og mere ligetil at udtrykke sig og at mødes i den musikalske kontakt. Musikken som kreativt medie lægger endvidere op til en legende og eksperimenterende proces, hvor nye indsigter og muligheder for forandring kan opstå.

På Mette Marie spiller vi ofte velkendte sange og vil gerne have at det lyder så godt som muligt, men når det er sagt, så handler det i lige så høj grad om processen – vejen til produktet (sangen).

Musikterapien kan på denne vis fungere som en platform, hvor den enkelte kan øve sig i at skabe og afprøve nye handlemuligheder – i relationen til én selv, i større eller mindre sociale sammenhænge og ude i lokalsamfundet.

En bro til livet udenfor

De historier der fortælles i ‘det musikterapeutiske rum’ kan således være med til at styrke deltagernes selvopfattelse, identitet, handlefrihed og livskvalitet samt evnen til at stole på sig selv og forvalte sit liv, at lykkes eller mislykkes og at kunne handle på eget initiativ.

Om det at stå frem overfor andre med egne kompetencer og ressourcer fortæller en af deltagerne:

– Ja, det giver en identitet at spille, man ved, hvad man kan  og sådan, hører man noget, kan man være heldig og spille det ned – på den måde så styrker det ens identitet … Ja, og ens selvværd, ikke?

Jeg ligger stor vægt på, at musikterapien også kan fungere som brobygger til livet uden for Mette Marie, hvor deltagernes sociale omgangskreds; venner, familie og personalet på stedet, er velkomne til at være med ‘på en lytter’ i musikterapien.

For en del år siden blev to fra gruppen spurgt, om de havde lyst til at komme og spille og synge et par sange til en fødselsdagsfest i nabolaget. Det vigtige i denne historie er ikke, hvordan det gik, men i langt højere grad, at de gjorde det! De havde fået  troen på egne kompetencer og havde begge modet til at handle og gøre det!

Man må forstå det enkelte menneske ud fra vedkommendes baggrund og netværk og ikke mindst bestræbe sig på at inddrage dette netværk i arbejdet med personen. Det handler om at se deltagerne som ‘hele’ mennesker med styrker og begrænsninger og behandle dem med respekt, nysgerrighed og åbenhed. Det at være inkluderende frem for ekskluderende gør, at deltagerne får oplevelsen af at være til stede og blive set og hørt.

Musikterapien på Mette Marie handler derfor i højere grad om samhandling frem for behandling.

Om musikterapi


Musikterapi defineres som en behandlingsform, som bygger på musikkens evne til at skabe relationer og kommunikation med det formål at imødekomme fysiske, følelsesmæssige, mentale, sociale og kognitive behov. Musikterapi sigter mod at udvikle potentialer og genetablere funktioner hos den enkelte således, at han eller hun kan opnå bedre  intra- og interpersonlig integration og dermed bedre livskvalitet. der er i dag ansat musikterapeuter inden for blandt andet hospitals- og socialpsykiatrien, på specialskoler, på plejehjem, hospice, i behandlingen af mennesker med sen-hjerneskader, personaletræning og personlig udvikling. Musikterapi kan foregå individuelt eller i grupper, og  musikken kan bruges aktivt og receptivt. den aktive metode fokuserer på anvendelse af instrumenter hvor musikken kan være både improvisatorisk eller velkendt. Stemmebrug, sang, bevægelse og leg med lyd er også elementer der anvendes. den receptive metode består af musiklytning som led i fokuserings- og afspændingsøvelser samt fantasirejser.