Som medarbejdere i endnu en lukningstruet institution for børn og unge, er vi blevet nysgerrige på, om du fik gjort det du ville og om du har hørt de sidste vers ?
Vi skriver til dig, fordi vi ser dig som arkitekten bag nedlæggelsen af amterne – arkitekten, der fredede de amtslige institutioner i tre år, og den arkitekt, der nu kan læne sig tilbage og se den ene tidligere amtslige institution efter den anden dreje nøglen om.
Turen er nu kommet til os. Som en del af problemstillingen for kommunerne i udkants-Danmark fattes også Guldborgsund kommune penge – mange penge. Og som det naturligt sig hør og bør kigger kommunens politikere efter mulige spareobjekter, og vi kan nedlægges med en besparelse på otte millioner For disse penge giver vi hver dag hele året rundt plads til 15 børn og unge, som af forskellige grunde ikke kan være hjemme. Det har vi for amtet gjort i over 25 år, med gode resultater, men alle kommuner fattes nu penge, og vi får derfor sandsynligvis et mindre underskud i år, hvorfor det er naturligt som lokal politiker at fjerne de ting, der ikke er rentable.
Men er det sådan du forestillede dig børnepolitikken i landets kommuner? Forestillede du dig sager som Brønderslevsagen, Vordingborg Kommunesagen og vi kunne blive ved med sager i vores område, som i den grad er styret af manglende vilje til indgreb, fordi det smadrer de små kommuners økonomi? Forestillede du dig, at socialt arbejde blev et spørgsmål om økonomi? Forestillede du dig, at alle med sociale behov skulle forbi den økonomiske vægtskål, og hvis den tipper, så venter vi her i udkants-Danmark gerne en måned til?
Forestillede du dig den familie, der lige har fået anbragt deres unge dreng på 15 på grund af mistrivsel og udadreagerende adfærd, en dreng, som dagligt overfor pædagogerne udtrykker bekymring for sine mindre søskende, der er efterladt hos disse ressourcesvage forældrene, hvis ressourcer og sociale kompetencer står i ruiner, og som efter serviceloven er en klar trussel mod børnenes udvikling og trivsel.
Her overfor står en sagsbehandler, der er helt bevidst om situationen, men som også har en klar melding: Hvis du anbringer flere skal du samtidig hjemgive. Øje for øje og tand for tand. Børneområdet er ved at udvikle sig til det vilde vesten, og der er kun tabere – nemlig alle de børn, unge og familier, som ikke får den hjælp, de har så stort behov for.
Hvis du havde forestillet dig alt dette, så kan vi kun håbe på, at du stadig sover godt om natten som den Lykkelige Lars – åbenbart uden kendskab til udsatte børn, for der er godt nok mange børn og unge, der i tiden fremover ikke kan prale af en god nattesøvn.
Den sociale eksport til udkants-Danmark er på sit højeste og vi udkantsdanskere kan se frem til mangel på fagligt forsvarlige løsninger for børn og unge. Vi kan kun håbe på, at landets statsminister har forstået sine arkitektoniske ideer, og giver sig selv en stille stund til at forklare os pædagoger, hvorledes dette kan være en socialpolitik, vi som danskere kan være os selv bekendte at føre.
Vi mener ikke, at den nuværende situation er en farbar vej. Det bidrager derimod til et mere skævt Danmark, og til at den nødvendige opmærksomhed og opgaveløsning forringes.
Indsatsen på børne-, unge- og familieområdet burde organiseres og finansieres på en helt anden måde.
Der burde være en central ‘pulje’, kald det hvad du vil, der stod for finansiering eller delvis finansiering af hele det sociale område i Danmark. På den måde ville man sikre, at indsatsen på området ville blive mere fagligt orienteret end i dag, samt at hele Danmark bidrog til det skæve Danmark i stedet for, at kommunerne med mange sociale problemer står alene med udgiften, som det er i dag.