Gid de så mennesket bag fedtet
Annette Munck har sendt uopfordrede ansøgninger til samtlige kommuner på Sjælland og søgt mere end 50 pædagogstillinger. Hun er sikker på, at hendes størrelse er en stor barriere
På vej ind til jobsamtalen tænkte Annette Munck på alle de kreative ideer, hun drømte om at føre ud i livet.
– Jeg var godt klar over, at min overvægt ville have en betydning, men jeg tænkte ikke, at det ville overskygge det faglige, fortæller hun.
Som altid havde Annette Munck sendt et billede med og skrevet, at hun ikke bevægede sig som en jagthund, men snarere som en Sankt Bernhard hund. Hun havde også nævnt, at hun er ved godt helbred.
– For det ved jeg, at arbejdsgiverne altid spørger mig om, og det irriterer mig, for jeg tror ikke, de spørger normalvægtige, fortæller hun.
Samtalen drejede sig om en stilling på et værested for socialt udsatte, og Annette Munck havde hovedet fyldt med forslag til, hvordan aktiviteterne i værestedet i højere grad kunne spille sammen med den tilknyttede genbrugsbutik. For eksempel ved at lave julepynt på værestedet og sælge det i butikken. Eller ved at peppe genbrugstøjet op ved at sy eller hækle pynt, der kunne sættes på.
Men da hun kom ind til samtalen var det overvægten, der fyldte.
– Samtalen tog en halv times tid, og jeg tror halvdelen af tiden gik med at snakke om min overvægt. Tid, hvor jeg ligesom skulle forsvare mig selv, fortæller hun.
Bombardement af spørgsmål
Annette Munck blev placeret ved enden af bordet, og så gik de 6-7 deltagere i ansættelsesudvalget ellers i gang med at spørge:
Hvordan har du det med trapper?
Hvordan er dit helbred?
Nu har vi jo et klientel, hvor der er overvægtige i blandt. Kan du spise sund mad sammen med dem?
Kan du gå ture med brugerne?
Har du mange sygedage?
Kan du tage på ferie med brugerne og gå sammen med dem?
– Det var modbydeligt, for de var så fokuserede på min overvægt, og det var som om de spurgte om det samme igen og igen – bare med forskellige ord, fortæller Annette Munck, der måtte sige at: Jo, hun kunne godt gå ture med brugerne. Nej, hun havde ikke mange sygedage. Ja, hendes helbred var så godt, som det nu er, når man er 51 år. Ja, hun kunne godt spise sund mad. Ja, hun kunne godt gå ture med brugerne på ferier. Ja, hun kunne godt gå op af trapper – hun var måske bare lidt langsommere end andre.
– Jeg trækker på det ene ben, og min overvægt gør det selvfølgelig ikke bedre, men det mest groteske er, at det faktisk skyldes en gammel sportsskade, hvor jeg faldt på håndboldbanen. Og hvis det er en del af mit arbejde at rende op og ned af trapper, ja, så gør jeg det, siger hun.
Annette Munck Blev i 2008 færdiguddannet som pædagog fra Slagelse Pædagogseminarium. Arbejdede i et år som pædagog på Bo- og Naboskab i Næstved, der er et hjem for voksne senhjerneskadede. Har nu været ledig i trekvart år. Er 51 år. Har tidligere arbejdet som matros, pædagogmedhjælper og bestyrer af egen forretning med brugskunst. |
Overvægten trak ned
Da Annette endelig fik mulighed for at tale om sine ideer, kunne hun mærke medvinden.
– De sagde faktisk, at nogle af mine konkrete forslag var geniale, og da jeg gik derfra, havde jeg en god fornemmelse af, at jeg ville få jobbet, fortæller Annette.
Men da svaret tikkede ind i hendes mailboks, var der afslag.
– Og da jeg ringede op for at spørge hvorfor, svarede de, at det ikke var mine faglige kvalifikationer eller kreative evner, der var noget galt med – det var min overvægt, de var bange for. De var bange for, at der ville komme komplikationer, siger Annette.
Hun har ikke lyst til at nævne værestedets navn, for de skal med hendes ord ‘ikke hænges ud’.
Derfor er ovenstående selvfølgelig kun en gengivelse af Annette Muncks egen oplevelse, men hendes jobkonsulent i Socialpædagogernes A-kasse, Janne Rubin, nikker genkendende til den:
– Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at Annettes størrelse i sig selv er en barriere for at hun kan få et job. Generelt kan det jo være svært at vurdere, hvorfor en ansøger ikke får jobbet, og jeg er jo heller ikke med til samtalerne – men lige når det gælder Annette, må jeg altså sige, at overvægten spiller ind. Hun er super kvalificeret og super sød, og har alligevel meget svært ved at få arbejde.
Annette Munck fortæller også selv, at der aldrig nogensinde er nogen arbejdsgivere, der har nævnt hendes faglige kvalifikationer som begrundelse for et afslag. Men når hun direkte spørger om det har noget med overvægten at gøre, siger de fx: ‘Den kan vi jo ikke se bort fra’.
Lille barriere forstørres op
Én gang var Annette Munck dog til en samtale, hvor der ikke faldt et eneste ord om vægt. Det var for knap to år siden, da hun var til samtale til en stilling som pædagog i Bo- og Naboskab i Næstved.
– De holdt sig 100 procent til det faglige og spurgte fx om jeg vidste, hvad de tre P’er står for. Og bagefter sagde de, at jeg var den eneste, der kunne svare rigtigt: Personlig, privat, professionel.
Annette Munck fik stillingen, og var rigtig glad for jobbet – men efter et år blev hun fyret pga. nedskæringer og er nu tilbage i ledighedskøen. Indtil videre er det blevet til mere end 50 ansøgninger, 5-6 samtaler og trekvart år på dagpenge.
– Jeg har blandt andet sendt uopfordrede ansøgninger til samtlige kommuner på Sjælland, for jeg vil virkelig gerne have et job.
Hun mener selv, at overvægten er en lille barriere i forhold til nogle jobfunktioner – men at den kommer til at fylde meget mere end den berettiger til.
– Selvfølgelig er der da ting, jeg ikke er god til. Især hvis jeg søgte jobs i børnehaver, ville der være noget, jeg ikke kunne på grund af min overvægt, og netop derfor søger jeg heller ikke børnehaver. Men overvægten er en lille barriere, der kommer til at fylde alt, alt for meget. Fx at det ikke at kunne gå så hurtigt op af trappen kommer til at fylde meget mere end det at lave kreative ting til butikken.
Annette Munck tænker, at hun måske var bedre stillet med en mindre funktionsnedsættelse:
– Noget, man ikke kunne se. Hvis jeg fx ikke hørte så godt, kunne jeg bedre skjule det. Min overvægt kan jeg ikke skjule – selv om jeg tager sort tøj på, kan man stadig se det.
Praktik giver håb
Nu er Annette startet i praktik på et plejehjem, hvor hun skal bruge pædagogiske metoder i arbejdet med demente.
– Jeg tror, praktik er rigtig godt for mig, for så kan de lære mig at kende som Annette og ikke som hende den overvægtige.
Annettes største håb er, at praktikken kan føre til job – eller alternativt til en god anbefaling.
– Og i anbefalingen vil jeg hellere have, at lederen nævner overvægten, end at hun ikke nævner den. Jeg vil fx blive glad, hvis hun skriver at på trods af sin overvægt kan Annette sagtens klare fysiske opgaver som fx at gå tur med de ældre. For det kan jeg jo – der er bare nogle arbejdsgivere, der automatisk tror, at jeg ikke kan.
Når Annette selv tænker de tre P’er ind i relation til hendes overvægt, tænker hun:
– Min overvægt burde høre hjemme som noget privat, men den kommer til at fylde som noget professionelt. Arbejdsgiverne tror ikke, jeg er professionel, fordi jeg er overvægtig. Min drøm er, at arbejdsgiverne begynder at se personens faglighed i stedet for personens størrelse. At de ser mennesket bag fedtet.