Økonomiaftale uden økonomi
Det var ventet, at ankesystemet ville få et skud for boven. Men det gør ikke indholdet af aftalen mindre chokerende. Det er en markant undergravning af retssikkerheden for en masse udsatte borgere
Da KL og regeringen for kort tid siden fik forhandlet årets økonomiaftale på plads, stod det lysende klart, at KL har brugt anledningen til at få sin vilje i forhold til at stække udsatte borgeres mulighed for at klage over kommunernes afgørelser.
Vi har længe hørt kommunerne klage over, at de finder ankesystemet udgiftsdrivende, og at det gør det specialiserede område svært at styre økonomisk. Så det var ventet, at ankesystemet ville få et skud for boven. Men det gør ikke indholdet af aftalen mindre chokerende. Det er en markant undergravning af retssikkerheden for en masse udsatte borgere rundt om i landet.
Så vi fik serveret en økonomiaftale, hvor det mest markante indhold er et begyndende opgør med en af grundpillerne i den sociale lovgivning – nemlig at en social støtte til en borger skal ske ud fra en konkret individuel vurdering af borgerens behov. Hvad er det, borgeren har brug for, hvis han eller hun skal have et liv, der er andet end opbevaring.
KL har længe arbejdet målrettet på at skildre mennesker med handicap og socialt udsatte som en økonomisk byrde, som skal væk. Og her spiller svækkelsen af ankesystemet en væsentlig rolle. Og det er bekymrende! Ankesystemet handler om anerkendelse af og forståelse for andre menneskers situation. Og det er en del af det, et demo-kratisk samfund står for. Det skal der ikke pilles ved.
Det, der sker i øjeblikket, kan få stor betydning for socialpædagogernes arbejdsvilkår. Hvis det får lov til at udvikle sig, er der stor risiko for, at mulighederne for at udføre godt socialpædagogisk arbejde vil blive reduceret. Derfor skal vi tage til genmæle.
KL’s spin er dygtigt gjort, og tilmed båret frem af en usandhed om, at socialområdet fortsat er i voldsom vækst. Det passer ikke. Socialområdet har været udsat for en markant opbremsning på økonomien de seneste to år. Derfor er det uforståeligt, at KL og regeringen mener sig nødsaget til at ty til et så markant indgreb som at mindske klageadgangen for at holde økonomien i ave. Vi har set massive besparelser og mange fyringer på vores område de seneste år. Og med den her ramme er det kun begyndelsen.
Der er brug for en grundlæggende diskussion af, hvad det er, vi som samfund vil, når det gælder det specialiserede sociale område. Vi og andre har tilbudt at indgå i de nødvendige drøftelser af området. Vi har et ansvar og vi har også den nødvendige viden. Både når det handler om faglig udvikling og økonomien. Hvad ønsker vi for mennesker med handicap og for socialt udsatte? Skal de være en del af samfundet? Eller hvad?