Styrket pædagogik, ikke vagtværn
Når beboere er udadreagerende og sprænger de traditionelle rammer, hyrer nogle bosteder et vagtværn. Hus 6 i Boligerne på Svalevej ville det anderledes, og en gennemgribende forandringsproces gjorde vagtværnet overflødigt, gav medarbejdernes faglighed, arbejdsglæde og stolthed et løft. Og beboerne? De fik bedre trivsel og øget livskvalitet
Personaleflugt og stigende utryghed – det var konsekvensen af flere beboere med stadig mere aggressiv og voldsom adfærd i Hus 6 i Boligerne på Svalevej i Assentoft. Det fik afdelingslederne til at tænke længe og grundigt over, hvad de skulle gøre.
En ny beboer, Tommy, gjorde udslaget, fordi han var så voldsom, at han havde vagter omkring sig, da han flyttede ind i efteråret 2009, og der var overvejelser, om det var nødvendigt at skabe et enkeltmandsprojekt til ham.
Foruden en ændret ledelsesstruktur og sammenlægning af fire afdelinger hyrede de et eksternt konsulentfirma. Det skulle udover at skabe ro omkring den nye beboer også opkvalificere medarbejderne, så vagter og enkeltmandsprojekt slet ikke blev nødvendige. Og det førte til nye arbejdsrutiner med entydighed og forudsigelighed.
– Ofte er det desperation, som får en ledelse til at sætte et vagtselskab ind for at skabe tryghed for personalet, siger Bensaid Vincent Jlil, der er socialpædagog og har sit eget konsulentfirma, Vincent & Partnere, der har arbejdet med en række bosteder i samme situation som Hus 6.
Og arbejdet i hus 6 trak hårde veksler på medarbejderne:
– Det er hårdt at arbejde med andres tragedie, og vores opgaver blev sværere og sværere. Vi havde vanskeligt ved at tiltrække og fastholde medarbejdere, som løb skrigende herfra, fordi det var for svært, siger Karina Gram, pædagog og organisatorisk afdelingsleder i Hus 6.
Symptombehandling
Da Region Midtjylland åbnede institutionerne på Svalevej i efteråret 2002, boede der udelukkende mennesker med fysiske handicaps og kroniske sygdomme som spastisk lammelse, sklerose og forskellige fysiske skader efter ulykker.
Men i dag modtager afdelingen i hus 6 primært mennesker, der ikke kan klare sig i egen bolig på grund af senhjerneskader. En del af dem er udadreagerende og har en adfærd, som giver dem problemer med omgivelserne – og omgivelserne problemer med dem. Nogle har misbrugsproblemer, og mange kommer fra socialt belastede familier. Og karakteristisk for beboergruppen er, at de ordinære kommunale institutioner ikke matcher deres behov.
Og også i Hus 6 havde man svært ved at rumme gruppen – og derfor blev vagtværnet en udvej.
– Men vi stak os selv blår i øjnene, og det var ren symptombehandling at blive ved med at bruge vagtværn, siger Elisabeth Moth, pædagog og faglig leder af afdelingen i Hus 6.
– Vagterne var da flinke, og gjorde medarbejderne trygge. Men når de gik hjem, kunne pædagogerne bare håbe, at beboeren ikke blev vred, eller løb væk.
Udvikling på flere planer Den faglige udviklingsproces i Hus 6 i Boligerne på Svalevej var en kombination af flere elementer:
I tillæg til de resultater, som er nævnt i artiklen, har medarbejderne i ‘Tommys’ team også fået et lavere sygefravær, viser en af de allernyeste sygestatistikker. Afdelingsleder Karina Gram mener selv, at det er kombinationen af konsulenternes arbejde og den efterfølgende supervision, der gør medarbejderne mindre syge. Læs mere på: www.kortlink.dk/9t5y |
Alarmsignal til ledelsen
Elisabeth Moth peger på, at det kræver agtpågivenhed fra ledelsen:
– Det er et alarmsignal til ledelsen, når medarbejdere begynder at omtale den enkelte borger, som ‘fejlanbragt’, at han ikke hører til målgruppen, og at den nødvendige indsats som magtanvendelser går ud over relationen, siger hun.
Modsvaret fra ledelsen skal være at styrke medarbejdernes faglige kompetencer, mener hun og suppleres af Karina Gram, der understreger behovet for ekstern hjælp:
– Vi havde brug for, at få et udenforstående blik på vores arbejdsrutiner og hjælp til at reflektere over vores indsats. Den måde, konsulenterne var til stede på, gav dem muligt for at stille spørgsmål til arbejdet i hverdagen og medarbejderne blev trygge ved dem og turde gå nye veje og udforske nye muligheder, siger Karina Gram.
Der skulle rigtig gode argumenter fra afdelingslederne til for at få grønt lys til at hyre de eksterne konsulenter. Men de er i dag ikke i tvivl om, at det var alle pengene værd. De er også glade for, at de ikke sagde farvel til konsulenterne, før omstillingen var faldet helt på plads, og medarbejderne oplevede, at konsulenterne var overflødige.
Pædagogerne er blevet mere systematiske i deres tilgang til den enkelte beboer og bedre til at kompensere for de dysfunktioner, beboernes hjerneskader medfører. I stedet for at reagere på en problematisk adfærd, som ofte er tegn på mistrivsel, har de fået fokus på sammenhængen mellem adfærd og hjerneskade.
Samklang og fokus
– Noget af det, konsulenterne lærte os, var at fejre de små succeser, så vi spiser en hel del flødeboller, siger Karina Gram med et stort smil.
– Vi lærte at sikre enighed om målet i hele personalegruppen og at lave en fælles strategi over for beboeren. Det var også en milepæl at få beslutningerne ned på skrift, så de blev tydelige for alle. Der gav mere sammenhæng mellem møder, beslutningsprocesser og vores måde at arbejde på i hverdagen, fortæller hun, mens Bensaid Vincent Jlil peger på den fælles forståelse som en afgørende faktor:
– Sprogbrugen og de begreber, personalet bruger, når de snakker sammen til hverdag og i for eksempel dagbøger, afspejler den fælles opfattelse af, hvordan tingene hænger sammen – konteksten. Og er derfor et vigtigt parameter for, hvordan man arbejder, siger han.
Når skriftlighed og ikke mindst møderne målrettes, fastholdes det faglige fokus. For at møder og dokumenter støtter opgaven, skal man sikre samklang mellem dem og hele tiden sikre en sammenhæng mellem indsatsen og de hjerneskader, beboeren har.
– Hvad skal vi beskrive, når vi skriver om Tommy? Der skal skrives noget om stemningsleje, aktiviteter, og hvad den enkelte har gjort, så den næste kollega, der møder, kan fortsætte med samme metode. Vi lærte at fastholde fokus på opgaven, siger Elisabeth Moth.
– Konsulenterne effektuerede aftalerne med det samme: ‘Hvad skal der til for, at du får det gjort?’ ‘Hvornår kan du så være færdig med det?’ På den måde blev vi bedre til at følge op på aftalerne, siger Karina Gram.
Tryggere pædagoger
Forløbet i Hus 6 varede to måneder, og medførte ændringer på alle niveauer.
– Det var en proces, som krævede benarbejde. Det er vanskeligt at bryde vaner og ændre kulturen, så vi mødte stor modstand. Men det var en investering, og siden da er ingen rejst. Før fik vi en til to ansøgere, når vi havde en ledig stilling. Nu kommer der 50 ansøgere. Den faglige stolthed og arbejdsglæden er rygtedes. Dygtige folk trækker flere til, siger Elisabeth Moth.
I samme periode indførte de to afdelingsledere en ny ledelsesstruktur. Hidtil havde de været afdelingsleder for hver sin afdeling, men efter en sammenlægning af de fire afdelinger splittede de ledelsen op og indførte kompetenceopdelt ledelse.
De fik hvert sit ansvarsområde: Elisabeth Moth blev den faglig leder, og Karina Gram tog den organisatoriske ledelse. En ændring, de mener, har haft en betydning for dagligdagen i huset, fordi de nu har hver sin side af det ledelsesmæssige område, og kan fordybe sig i det.
Der har ikke været en stor personaleudskiftning i forløbet, men rammerne i afdelingen er ændret, og medarbejderne har fået opkvalificeret deres faglighed og nye redskaber. Arbejdsglæde og faglig stolthed har afløst utrygheden – afmagt er erstattet af systematisk og tæt samarbejde samt fælles faglig refleksion, lyder meldingen.
Og tryggere beboere
Og det har smittet af på relationerne: Der er langt færre konflikter med beboerne, som er blevet mere udadvendte på en positiv måde – nu får de hjælp, så de undgår mange af de problemskabende situationer.
Der er indimellem fortsat behov for magtanvendelser – noget pædagogerne tidligere veg tilbage fra, men nu selv er blevet i stand til at håndtere, uden at de føler, det går ud over relationen.
– For beboerne har forandringerne betydet, at medarbejderne håndterer deres udadreagerende adfærd mere konstruktivt. Det giver beboerne større tryghed, og de kommer til at bruge flere af deres ressourcer. Tommy deltog ikke tidligere i sociale sammenhænge, fordi han blev vred og gal og så destruktiv, at han kunne finde på at slå. Nu sker det sjældnere og er knap så voldsomt. I dag ved han, at han kan få hjælp, når de situationer er ved at opstå, siger Karina Gram – som også fortæller, at Tommys mor er lykkelig over forandringen, for nu kan hun igen genkende den søn, hun havde før ulykken.