I juli måned kom der endnu en plet på det i forvejen lettere tilsmudsede danmarkskort. Et plejebarn fra Mern fik placeret Vordingborg kommune solidt blandt kommuner som Brønderslev, Tønder og Lolland. Ingen er vist i tvivl om, hvad de kommuner har til fælles – og det er ikke noget at prale af. Her er der nemlig sket omfattende omsorgssvigt over for børn og unge gennem flere år.
I alt for lang tid har familier i disse kommuner sluppet af sted med at vanrøgte deres børn, mens kommunerne angiveligt har set mere eller mindre passivt til. Og for mig er det helt store spørgsmål: Hvordan kan det gå til? Hvordan kan det lade sig gøre, at børn, som både skole, daginstitution og naboer har udtrykt bekymring for til kommunen, alligevel ikke har fået den hjælp, de har behov for?
Den sidste sag i rækken – den fra Mern – er om muligt endnu mere opsigtsvækkende end de andre. For her er omsorgssvigten sket i en plejefamilie – den base, som en gruppe af børn og unge bliver flyttet hen til, når svigtet i den biologiske familie er så stort, at børnene bliver fjernet derfra. Her er der altså tale om dobbeltsvigt, hvilket burde være umuligt. Men det er det desværre ikke. Og endnu engang må jeg spørge mig selv: Hvordan kan det gå til?
Selvom der rundt omkring i Danmarks kommuner sidder et hav af dygtige og engagerede medarbejdere, der arbejder hårdt for, at netop de her sager ikke får lov at udvikle sig, så peger alt alligevel på, at kommunerne i de pågældende sager på den ene eller anden måde har svigtet. Det har vi Ankestyrelsens ord for – en undersøgelse fra 2010 konkluderer blandt andet, at kommunerne ikke har handlet hurtigt og konsekvent nok på underretninger. Samtidig viser den også, at der ikke i tilstrækkelig grad er lyttet til de børn og unge, som underretningerne har handlet om.
Midt i al elendigheden er der dog to ting at glædes over: Socialministeren har, allerede inden sommerferien startede, bedt os i Børnerådet om at foretage en undersøgelse af, hvordan anbragte børn oplever det at være anbragt. Vi skal derfor over det næste halve år ud og tale med 80-100 anbragte børn rundt omkring i Danmark. Et af vores væsentligste ærinder er at lytte til og synliggøre børnenes stemmer.
Men ikke nok med det. Efter at Mernsagen er dukket op, har Socialministeren besluttet, at tilsynet i kommunerne skal gennemgå en kulegravning. Ankestyrelsen skal undersøge tilsynsproblematikken til bunds, så vi kan få styr på, om kommunerne overholder deres forpligtelser i forhold til serviceloven. Det skal for eksempel tjekkes, om det uanmeldte tilsyn også skal gøres lovpligtigt for plejefamilierne, som indtil nu har været fritaget. Og det skal undersøges, om det er til børnenes fordel at fjerne tilsynet fra kommunerne og lægge det over i en uvildig instans.
Det er to gode og vigtige initiativer i forhold til at sikre børns retsstilling – men hvor er det uendeligt trist, at det skal ske på baggrund af et plettet danmarkskort.
Deltag i debatten
|