icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Stemmehørere

Når stemmerne bliver til at tale med

Terapi for stemmehørere befrier mangeårige psykiatriske patienter fra at være plaget af destruktive indre stemmer – Anders Schakow er en af dem, der lærte at komme i dialog med stemmerne, der nu har tiet i snart to år

  • Af Susanne Lautrop
  • 01-2011 /

Han ligner en fyr, der er med på de sidste trends, og som selv er med til at sætte dem. Og han starter sit foredrag med at vise et sejt billede af en skummelt udseende fyr med filthat og mørke briller og et udtryk, der kunne være Humphrey Bogarts. En skygge fra mørket, der kan lamme med koldsved og paranoia, hvis man ikke ved, hvordan man træder ud af skyggen og ser angstens stemmer og skikkelser i øjnene.

Han har malet billedet efter cd-coveret på Århus-gruppen Volbeats første cd, for skikkelsen passede lige på en af hans stemmer. Nu står han på talerstolen i et auditorium på Herlev Sygehus foran 200 mennesker, der alle er kommet for at høre, hvordan det er ‘At leve med stemmer’.

Anders Schakow hedder han, og han taler frit og ubesværet om at have diagnosen paranoid skizofreni – og om at have fundet sig selv igen.

Han fortæller om at være sluppet af med de truende, angstfulde og belastende stemmer, som han i sine vrangforestillinger fortolkede sådan, at de opfordrede ham til at begå mord eller slå sig selv ihjel.

Nu er han på en mærkelig, uimodståelig måde ved at befri sig fra en af de tungeste og mest belastende psykiatriske diagnoser.

Han er ved at slippe af med følelsen af at have fået en dom på livstid. Bort fra en stigmatiserende  lammelse og et liv i en kunstig medicinsk verden, hvor medicinen kun blev suppleret af miljøterapeutisk korrektion. Dag efter dag, uge efter uge, måneder, år. År af tabt liv.

Nu taler han om at vriste sig fri af psykiatriens favntag. Om at få ophævet sin diagnose, genvinde sit liv og finde sin egen hensigt og mening.

For Anders og flere og flere andre udvikler livet sig til noget andet end den livslange uhelbredelige tilstand, som psykiatrien forudsiger:

De begynder at befri sig selv.

Tidligere skizonfren – kan man være det?

Anders kom med i en af de første grupper med terapi for stemmehøring som Lokalpsykiatrien i Århus Kommune begyndte at tilbyde i 2003.

Den første gruppe startede, efter at Trevor Eyles, der er udviklingskonsulent i Lokalpsykiatrien i Århus, på en konference havde hørt den hollandske psykiater Marius Romme fortælle om terapi for stemmehøring og havde mødt Ron Colemann.

Colemann er skotte, forfatter, stemmehører, konsulent og diagnosticeret skizofren. Gennem sit internationale arbejde og sine bøger om stemmehøring er han en vigtig inspirator og igangsætter af recovery-perspektivet på verdensplan. Og han præsenterede sig som ‘tidligere skizofren’.

Anders Schakow: Det at kunne være tidligere skizofren havde Trevor Eyles aldrig hørt om, selvom han havde arbejdet i psykiatrien i mange år, og da han fortalte Johnny Sparvang, der var stemmehører, om det, blev de begge så grebet af det, at de startede den første gruppe.

I dag er Trevor Eyles blandt andet med til at etablere selvhjælpsgrupper og har enesamtaler med stemmehørerne. Han er aktiv initiativtager til at udbrede terapiformen til hele lokalpsykiatrien i Århus.

Anders Schakow fik tilbudt valget mellem personlig terapi, kortlægning af stemmerne gennem  det såkaldte Maastricht-interview (et udførligt spørgeskema, der systematisk udforsker stemmerne, red.) eller at gå ind i en samtalegruppe.

De snakkede bare med dem

Han valgte gruppen og oplevede, hvordan de andre i gruppen kunne lave aftaler med deres stemmer, og efterhånden blive gode venner med dem.

Anders: Der var ikke noget, der havde virket, så jeg tog imod tilbuddet om at arbejde med stemmerne i en gruppe. Det var godt, for der var nogle af de andre, der gjorde noget med deres stemmer, som jeg ikke lige havde tænkt man kunne. De snakkede bare med deres stemmer. Mine stemmer talte ekstremt meget om kidnapning og mord og sådan noget. Det var meget angstpræget. Jeg turde ikke snakke med dem.

Fik du mod til at snakke med dem, da du kom i gruppen?

Anders: Det gik op for mig, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg havde set det som et lukket land med envejskommunikation fra dem til mig.

Så det blev mindre farligt?

Anders: Ja, det blev det efterhånden og jo mere, jeg prøvede at snakke med dem. For de hørte mig heller ikke i starten. I begyndelsen var det bare ‘ja’ og ‘nej’ om, hvad jeg havde lyst til. Jeg prøvede at komme i dialog med stemmerne, men det tog meget lang tid før det lykkedes. Det varede lidt over et år, fra jeg begyndte at forsøge at komme i kontakt med dem, til de rent faktisk begyndte  at høre på mig. Den proces arbejdede jeg med i stemmehørergruppen.

Terapi for stemmehøring


Terapi for stemmehøring blev udbredt, da den hollandske psykiater Marius Romme og journalisten Sandra Escher i 1980’erne begyndte at tale med psykisk syge mennesker, der hørte stemmer. De  fandt ud af, at det at tale med mennesker om deres stemmer, anerkende stemmerne, lytte og forsøge at udlede deres budskab efterhånden kan bringe orden i et overbelastet sind. At finde frem  til stemmernes alder, køn og navn er første skridt på vejen til at anerkende en indre virkelighed af delpersonligheder, som er en realitet for mange mennesker. Og det er både mennesker, der føler  sig belastede og plagede af stemmerne, og de, der oplever stemmerne som trygge indre livsledsagere og vejledere. At tale med stemmerne kan til dels sammenlignes med at analysere drømme.

 

En del af gruppen

Lene Sloth er socialpædagog i Århus Kommunes Lokalpsykiatri Centrum, hvor hun arbejder som bostøtte, og sammen med en kollega er hun facilitator i den stemmehører-gruppe, Anders er med i på femte år.

Lene Sloth: Når vi starter en gruppe, begynder vi med at henvende os til stemmehørere, som vi kender. Først og fremmest dem, vi kommer ud til som bostøtte. Vi spørger, om de kender nogen, eller har hørt om andre, der hører stemmer og måske kunne være interesserede. Til den første gruppe annoncerede vi også i avisen efter interesserede. Og nu, hvor det er blevet kendt, at grupperne findes, får vi også henvisninger fra kolleger i lokalpsykiatrien og andre behandlere.

Lene: Vi ser os selv som en del af gruppen, og tager det overordnede ansvar, hvis det er nødvendigt. Vi starter med at tage en vejrmelding. En runde, hvor man fortæller, hvad der er sket siden sidst. I gruppens første tid, hvor stemmerne fyldte meget, havde vi fokus på dem.

Lene: Men i den her gruppe, som har eksisteret en del år, er der kommet fokus på andre ting. For der er jo så mange andre ting, der kan have indflydelse. For eksempel har vi talt om livshistorie, for det fylder jo også ofte rigtig meget. Men det er altid op til gruppen, hvordan aftenen forløbet, og  hvad de synes det er vigtigt at tale om. Gruppen har seks deltagere og vi mødes hver 14. dag. Vi har besluttet, at vi har to en halv time hver gang, for der er meget at tale om. Nogle gange er der meget siden sidst, og andre gange kan det være andre ting, der fylder, og som kommer frem under runden i gruppen. Det kan for eksempel være aktuelle begivenheder relateret til stemmerne, men det kan også være begivenheder, der ikke decideret har relation til stemmerne. Sådan er det blevet i denne gruppe. Hver gruppe danner sig selv, fordi det er deltagerne selv, der bestemmer, hvor lang tid møderne skal vare, hvad der skal tales om og hvordan mødeformen skal være. Så i andre grupper kan en time være rigeligt.

En hård, men givende proces

Det kræver både mod og tro på, at det kan lykkes at komme sig, for at gå i gang med at arbejde med stemmerne. For det kan være en lang og hård proces, men det er også meget givende, når man kan begynde at forstå stemmene som hjælpere, understreger Lene Sloth.

Hvordan er det at starte som ny i en stemmehørergruppe?

Lene: For mange føles det meget nyt, det der med overhovedet at kunne tale om sine stemmer, og at høre de andre fortælle om, hvad de gør. Det kan også være rigtig hårdt at tale om det, når man ikke er vant til det; det at man kan tale med stemmerne og spørge dem om noget. Og efterhånden få svar. For nogen er det så svært, at de bliver nødt til at stoppe igen. Så vender de måske tilbage på et senere tidspunkt, fordi der ikke er andre steder at gå hen, hvis man gerne vil tale om sine stemmer.

I begyndelsen handler det om at lære stemmerne at kende. Om det er mænd eller kvinder, om de har navne.

Hvad med alderen? Marius Romme omtalte, at stemmen ofte har den samme alder som det traume, den refererer til. Kender du til det?

Anders: I min historie er det sådan, at da jeg begyndte at høre stemmer, var jeg fem år. Min  far var 30 år, og en af stemmerne, der var 30 år, repræsenterede ham. Så på den måde passer det. Men man skal være meget opmærksom på alderen. Man kan godt begynde at regne på, hvordan forskellige ting og begivenheder passer sammen og kan have påvirket en. Det er ikke altid sådan, men i mange tilfælde hænger det sammen.

Anders: Med alder kan du også begynde at regne ud, hvilke personer stemmerne repræsenterer. Ikke fordi det bogstaveligt talt er de personer, men hvis du begynder at regne på, hvordan deres karakter er, så kan du finde ud af, hvem personerne er. Det er ikke ensbetydende med, at det er de personer, der har gjort dig skade eller noget – de er bare blevet forbundet med stemningen i ens liv på det tidspunkt.

Spilleregler i gruppen

Lene: Alle grupper kører naturligvis efter deres egen orden. Men alle grupperne har nogle regler, som medlemmerne aftaler – for eksempel at der er tavshedspligt i gruppen. Og hvor mange, der kan være i gruppen. Hvis der skal nye ind i gruppen, kan det være Anders og mig, der tager et interview med dem.

Lene: Den gruppe, som Anders er i, er en lukket gruppe nu, fordi den har kørt så længe, så der var et ønske om, at der ikke kom nye ind – fordi de var nået så langt. For nye ville det være rigtig godt, for de ville kunne lære meget. Men for dem, der er i gruppen, er det nogle andre ting, der er vigtige nu, og man går måske ned i nogle dybere lag. Så hvis der kommer nye, som lige er startet på at tale med deres stemmer, er de et helt andet sted.

Lene: Så grupperne kan variere og være meget forskellige i den form, de kører efter. Nogle kan køre med et fast tema og måske har de en meget kort runde, hvor vi for eksempel tager den tid, der er brug, for i forhold til, hvad der ligger på sinde. Og enten kan gruppens medlemmer spørge ind, hvis man har brug for at få emnet belyst fra flere sider, eller man kan sige, at man gerne vil fortælle, men ikke ønsker, at der bliver spurgt yderligere  ind til det, man fortæller. Nogle dage kan det være, at man ikke har så meget på hjerte. På den måde laver man nogle bestemte regler for gruppen, som gruppens medlemmer beslutter i fællesskab.

Stemmerne forsvandt

Hører du ikke stemmer mere?

Anders: Nej, jeg har ikke hørt stemmer siden marts sidste år (2009, red.).

Er det fordi stemmerne er blevet tilfredse eller er du blevet tilfreds med dig selv?

Anders: Begge dele. Jeg ser stemmerne som beskyttere. I begyndelsen var det meget negativt og handlede om mord og så videre. Og på det område har jeg udforsket stemmerne og fundet ud af, at de faktisk var der for min beskyttelse. Og så fandt jeg mere og mere ud af at finde et kompromis mellem stemmerne, og det der var godt for mig. På den måde fik stemmerne mig egentlig ind på den bane, som de også gerne ville have, og så forsvandt de.

Hvilke andre temaer er det, der kommer op i gruppen nu?

Lene: Selvværd og selvtillid. Det at have og ikke have en diagnose. Den tid og det liv, man har mistet, mens man har været erklæret psykisk syg under psykiatrisk behandling og blandt andet forpint af stemmerne. Følelsen af stempling over at have en diagnose som psykisk syg, hvor man er tilbøjelig til altid at bruge sygdommen som forklaring, hvis der opstår et problem eller en vanskelig situation. Tanken om, at ‘det er måske også fordi…’, selvom situationen ikke har noget at  gøre med ens psykiske tilstand. Det betyder, at ens selvværd bliver ved at være lavt, fordi man føler sig fastholdt i det. Det kan for eksempel handle om at skulle forholde sig til dødsfald i familien, og hvad der følger af det.

Fri af diagnosen

Du hører ikke stemmerne mere. Betyder det, at du også vil kunne ophæve din diagnose?

Anders: Ja, det kan jeg. Jeg skal bare vente lidt endnu. Min behandler har sagt, at hvis jeg ikke har symptomer det næste halvandet år, bliver min diagnose slettet.

Er det kendt i psykiatrien, at man kan ophæve en diagnose?

Anders: Nej, det er det ikke. Jeg har ikke hørt om det før. Desværre.

Lene: Det er jo med stemmerne ligesom med de delpersonligheder, vi alle sammen kender.

Jeg har ikke hørt stemmer på den måde, men jeg har jo de der forskellige delpersonligheder – for eksempel den indre kritiker, som vi alle sammen kender i mere eller mindre udpræget grad. Det er ligesom at høre en negativ stemme, som hele tiden siger, at ‘du duer ikke til noget’, og ‘du kan ikke noget’. Eller man er en pleaser, der hele tiden tænker på at sørge for, at alle andre skal have det godt. Man forsøger og forsøger, men lige lidt hjælper det. Og sådan kan man jo have mange forskellige delpersonligheder. Det kan også være et tema, vi tager op, for det kender vi.

Hvad med eksistentielle spørgsmål?

Lene: Ja, det er noget vi ofte taler om.

Anders: Ja, alle mennesker søger forklaringer, og det gør stemmerhørere også. Og det kan være rumvæsener og ufoer. Og rigtig meget om religion.

Stemmehørerens virkelighed respekteres

Kan det udvikle sig til en diskussion om, hvorvidt det her er en realitet i en fælles virkelighed, eller om det hører til i anden virkelighed?

Anders: Nej, det bliver ikke en diskussion. Hvis stemmehøreren mener sådan, så er det det, man taler ud fra.

Lene: Der er jo forskellige måder at opfatte tingene på, også hvis det er filosofisk. Der er en åbenhed til at tale om de her ting, som man måske ikke finder ret mange andre steder. Så der bliver ikke rejst tvivl om det, som stemmehøreren beskriver. Det er simpelthen sådan det er for vedkommende. Så kan man spørge ind til det, og kommentere, at ‘sådan ser jeg ikke på det’. Men det er ikke sådan, at man går ind i diskussion, der betvivler, at det kan være sådan, som stemmehøreren har beskrevet det.

Må man afklare med sig selv på forhånd, om man kan rumme de her temaer?

Lene: Nej, det synes jeg ikke på noget tidspunkt har været en problematik for mig. Jeg har simpelthen helt fra starten haft det sådan, at det giver så meget mening for mig, så jeg har ikke behov for at stille spørgsmålstegn. Jeg synes ikke det er svært at rumme. Det, der kan være svært at rumme, er folks forpinthed en gang imellem. Det kan godt give nogle tanker, men jeg går jo ikke alene med  det. Jeg kan tage en snak med den anden facilitator, og jeg kan ringe til nogen.

Får I supervision?

Lene: Ja, det har vi haft. Og vi har sparringsgrupper, hvor vi kan tage tingene op.

Man skal turde blive rask

Marius Romme udtalte på konferencen, at man ikke kan opnå recovery inden for psykiatrien?

Anders: Det er jo rigtigt, for det er samfundet ikke bygget op til. Det skulle være sådan, at man ligesom med fysisk sygdom kan sige, at man har haft en psykisk sygdom, som man er kommet sig over. I psykiatrien mener man, at hvis patienten er faldet til ro og er blevet passiviseret med medicin, så er behandlingen lykkedes. Og på den måde kommer man aldrig fri af psykiatrien.

Vil det sige, at for at blive rigtig rask skal man selv tage styringen og komme ud af den medicinskpsykiatriske behandling?

Anders: Ja, det er langt det bedste. Men udtrapning af medicin skal gå meget, meget langsomt og helst i samarbejde med en behandler, og man skal være forberedt på at håndtere såvel fysiske som psykiske symptomer undervejs.

Lene: For Anders har det været rigtig godt at komme ud ad medicinen. For andre kan det være en løsning at tage noget medicin, der kan dæmpe angsten for stemmerne, så man får mod til at tale med dem. At blive rask kræver en modig og vedholdende beslutning. Man skal turde blive rask, for det kræver mod at tage ansvar for sit eget liv. 

Mere om Stemmehøring


Bøger

Giv stemmerne mening, Marius Romme og Sandra Escher, Systime 2003. 

Stemmehøring – Fra offer til sejrherre, Ron Coleman & Mike Smith, Psykovision.

At leve med stemmer – 50 recovery-historier, Marius Romme og Sandra Escher, Psykovision 2010.


Foreninger

Det danske stemmehørernetværk, www.stemmehoerer.dk

Intervoice, Den internationale Stemmehørerorganisation www.intervoiceonline.org


Film

The doctor who hears voices,  7 afsnit, YouTube, www.kortlink.dk/8h99


Bosteder – der arbejder bevidst med stemmehøring i daglig omgang med beboerne.

Slotsvænget, Slotsvænget 23A, 2800 Kgs. Lyngby, Tlf. 4526 7676,slotsvaenget@ltk.dk

Rosengården, Vardevej 45, 6900 Skjern, Tlf. 9735 0499, rosengaarden@rksk.dk

Ørbæklund, Socialpsykiatrisk Center Syd, Ørbæklund 1a, 7330 Brande, Tlf. 9642 6300


Lokalpsykiatriske centre – der tilbyder terapi for stemmehøring. 

Lokalpsykiatrien i Århus:

Udviklings konsulent Trevor Eyles,  tey@aarhus.dk, tlf. 5157 5371

Socialpædagog og facilitator Lene Sloth, lesl@aarhus.dk, tlf.5157 5729

Tidligere stemmehører og facilitator  Anders Schakow, aschakow@gmail.com, tlf. 2849 1888

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis

Relaterede artikler