I kølvandet på de skandaleombruste episoder fra 2007/08 om misrøgt af borgere på bosteder for mennesker med nedsatte psykiske og fysiske funktionsevner, har bostederne om ikke andet så i hvert fald oplevet et økonomisk løft. De uværdige forhold blev for alvor sat i fokus i TV2-dokumentaren ‘Er du åndssvag?’. Her viste optagelser, hvordan medarbejdere blandt andet lod beboere ligge i deres eget urin i timevis, talte hårdt til beboerne og ignorerede dem, når de var kede af det.
Efterfølgende blev medarbejdere afskediget eller jobroteret som følge af uetisk handlen. Ledelser fik tjenestelige påtaler og nogle blev suspenderet, primært for at have ladet stå til og som følge af mangelfuld indsendelse af registreringer af magtanvendelser. Embedsmænd i forvaltninger og socialborgmesteren i Københavns Kommune blev kritiseret for at have negligeret klager fra pårørende og medarbejdere om misrøgt på bostederne. Herefter blev området genstand for øget kontrol. Eksempelvis åbnede Københavns Kommune en hotline, hvor borgere havde mulighed for at angive oplevede misforhold. Forvaltningen og eksterne konsulentbureauer blev sat til at kulegrave området, inspicere bostederne, udarbejde tilfredshedsundersøgelser – såvel personale, beboere som pårørende blev hørt. Bostedernes økonomi, herunder beboernes private midler, blev underlagt en grundig revision. Retningslinjerne med hensyn til dokumentation af pædagogisk praksis og omgang med økonomiske midler blev skærpet. Derudover oplevede mange bosteder en organisatorisk omstrukture-ring, der blandt andet betød udpegning af flere mellemledere (afdelingsledere) og en tydeliggørelse af den enkelte medarbejders specifikke ansvarsområder.
Nu stilles imidlertid spørgsmål ved rimeligheden i, at udgifterne til handicapområdet er så iøjefaldende høje, samtidig med at forringelser på eksem-pelvis daginstitutions-, folkeskole- og uddannelsesområdet er indiskutable. Dette ud fra en tese om, at det er påkrævet med en stram offentlig udgiftspolitik, hvorfor der argumenteres for en mere retfærdig fordeling af skattemidlerne. Alligevel er der vel (stadig) noget nær konsensus om, at vore medbor gere med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser skal behandles anstændigt og gives muligheder for et værdigt liv.
Men retorikken er skærpet. Handicapområdet er blevet kaldt en ‘gøgeunge’ og det er sågar foreslået, at de mest omkostningstunge borgere samledes på (lukkede) institutioner og at den pædagogiske tilstedeværelse reduceres via øget medikamentel behandling. Her sigtes specielt efter de såkaldte solistprojekter. Det har været fremme, at enkelte af disse ‘koster samfundet’ op mod et tocifret millionbeløb og samlet set bruges over en halv milliard kroner på mindre end 200 borgere.
Socialpædagogernes Lands-forbunds modsvar er blandt andet en relancering af Det ka’ nytte-konceptet. Selvklart fordrer et sådan kompetenceløft umiddelbart flere midler til området, men kan på sigt vise sig at være en fornuftig investering såvel menneskeligt som økonomisk – mere livskvalitet qua større selvstændiggørelse og selvhjulpenhed, der alt andet lige minimerer behovet for pædagogisk tilstedeværelse. Imidlertid er der en fare for, at en for stor succes i samspillet mellem borger og pædagog sætter begge parter i et dilemma.
Solistprojekter er ofte etableret efter et akut opstået behov herfor. Typisk vil borgeren være blevet tilbudt sommerhusophold, indtil et mere stabilt botilbud forefindes. Efterhånden vil der blive ansat et team af medarbejdere, der er gearet til denne specielle opgave, men som nødvendigvis ikke vil have en forankring på en ‘moderboform’ og derved er ‘afhængig’ af solistprojektets fortsatte beståen. Det er dog kun et fåtal af projekterne, der har karakter af permanent løsning, hvorfor medarbejderne kan stilles i dilemmaet: minimere behovet for pædagogisk tilstedeværelse (overflødiggøre medarbejdere) versus dokumentere nødvendigheden af normering (bevaring af arbejdsplads). Borgeren kan ligeledes stå i et dilemma. Han vil på den ene side gerne leve op til ‘krav om passende adfærd’ men omvendt have et behov for social interageren, som i et solistprojekt selvsagt stort set kun kan opfyldes af personalet.
Hvordan skal det afgøres, at tiden er inde til, at solistprojektet bør ændre karakter – at der ændres på forhold som placering, normering eller visitation til anden boform? Er det det pædagogiske personale, som formodes at have bedst kendskab til borgerens potentialer, men som samtidig kan have en interesse i fortsat ansættelse og bevarelse af det kollegiale team? Er det betalingskommunen, der formodes at ville varetage borgerens tarv, men som samtidig har en forpligtigelse overfor skatteyderne (rationere de offentlige udgifter)? Er det solistprojektets ledelse, som formodes at være ansvarlige i forhold til betalingskommunen, men som samtidig har en interesse i, at medarbejderne er sikret fortsat ansættelse i henhold til stillingsbeskrivelser? Skal der sættes en deadline på ‘foranstaltningens’ varighed? Eller er det borgerens egen afgørelse?
Ofte vil afviklingen af projektet blive dikteret akut som følge af kommunale budgetteringer, eller fordi der pludselig er mulighed for oprettelse af et nyt botilbud. Disse dispositioner vil blive taget uagtet borgerens eventuelle manglende parathed.
Mange af ovennævnte problemstillinger/dilemmaer kunne imødegås, såfremt solistprojektet fra start af var etableret som en skærmet enhed i tilknytning til det botilbud, borgeren på sigt ville kunne integreres i; eller solistprojektet blev etableret i tilknytning til lignende projekter – flere boliger med fælles medarbejderstab.