icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Arbejdsløs

Du kan få dagpenge i udlandet, men…

Man kan tage sine danske dagpenge med til udlandet, men der er en række betingelser og tidsfrister, der skal overholdes, fortæller Socialpædagogernes fagkonsulent

  • Af redaktionen
  • 20-2013 /

Som dagpengemodtager kan man – på visse betingelser – tage sine danske dagpenge med i tre måneder, når man søger job i et andet EØS-land. EØS-landene tæller EU-landene plus Norge, Island og Lichtenstein, og her er der efterhånden en række socialpædagoger, der tager hen for at finde arbejde, fortæller Mikael Gotlieb Hansen, forsikringsfaglig konsulent i Socialpædagogernes A-kasse.

– Når du søger job i udlandet, får du udbetalt dagpengene direkte fra Socialpædagogernes A-kasse – men der er fire betingelser, der skal være opfyldt, fortæller han:

  • Man skal være statsborger i et EU-/EØS-land eller Schweiz.
  • Man skal være medlem af en dansk a-kasse.
  • Man skal være berettiget til dagpenge, den dag man rejser fra Danmark
  • Man skal sammenlagt have været tilmeldt sit lokale jobcenter som fuldt ledig og have stået til rådighed i mindst fire uger, efter man sidst blev arbejdsløs.

Opfylder man de betingelser, kan man få den attest, der beviser, at man er berettiget til dagpenge under sit ophold i EØS-landet. Attesten har det mundrette navn PD U2.

Men der er yderligere et par ting, der skal være i orden, før man få attesten, påpeger Mikael Gotlieb Hansen:

– Hvis du tidligere har benyttet en attest PD U2, kan du ikke få en ny, før du – som fuldtidsforsikret – har haft arbejde i mindst 296 timer inden for tre måneder. Og så skal du huske at ansøge om attest PD U2, inden du rejser, siger han.

– Og i det hele taget er det afgørende at holde styr på tidsplanen: Jobcenteret må tidligst udfylde den blanket, der skal bruges til at få attesten fire uger før afrejsetidspunktet – hvorefter den så skal sendes til os i a-kassen. Og hvis vi har modtaget ansøgningen senest 14 dage før afrejsen, kan vi udstede attest PD U2 ca. 1 uge før afrejsen, fortæller Mikael Gotlieb Hansen.

Ligesom herhjemme kan man også blive syg, mens man arbejder i udlandet – eller mens man søger arbejde.

Når man har fået sin PD U2-attest, skal man derfor tage op på sin kommunes Borgerservice og få lavet et EU-sygesikringsbevis, så man er sygesikret under dit ophold.  Og man skal også have en E 119-attest, som sikrer en ret til sygedagpenge under opholdet.

Tjek de lokale forhold

Når man så er nået frem til sin destination, skal man også være vaks ved havelågen – eller rettere ved det lokale jobcenter:

– Du skal tilmelde dig arbejdsformidlingen i EØS-landet senest syv dage efter den startdato, du har oplyst i din ansøgning. Tilmelder du dig senere, får du først dagpenge fra den dag, du har tilmeldt dig. Og så skal du sikre dig, at den lokale arbejdsformidling hurtigt sender besked til os om datoen for din tilmelding, siger Mikael Gotlieb Hansen.

Og så er det, påpeger han, i øvrigt en god idé at kontakte den udenlandske arbejdsformidling på forhånd for at høre om, hvordan man tilmelder sig.

– Så kan du ved samme lejlighed også bede om at få oplyst, hvilke regler om fx jobsøgning mv. du bliver omfattet af i det pågældende land.

Er alt det på plads, kommer dagpengene fra Danmark uden det lokale system og bliver udbetalt, ligesom hvis man er arbejdsløs i Danmark:

– Når du er tilmeldt arbejdsformidlingen i landet, vil du få dine dagpenge udbetalt direkte fra  Socialpædagogernes A-kasse når du sender dit dagpengekort via netkassen.dk, fortæller Mikael Gotlieb Hansen.

Arbejde eller ej

Dagpengene er selvfølgelig kun relevante, så længe man ikke har fundet et arbejde i EØS-landet. Finder man et, så skal der atter handles:

– Hvis du får arbejde, skal du som hovedregel melde dig ud af Socialpædagogernes A-kasse og derefter betale til arbejdsløshedsforsikringssystemet i det land, hvor du arbejder. Og så skal du være opmærksom på, at arbejdsløshedsforsikring er obligatorisk i langt de fleste EØS-lande, og at den betales over skatten. Men du skal dog selv tjekke, fx via din lønseddel, at du er tilmeldt og betaler til ordningen, siger Mikael Gotlieb Hansen.

Han opfordrer dog til, at man evt. kontakter Socialpædagogernes medlemsteam for at sikre sig, at alt er i orden, inden man melder dig ud.

Når man så vender tilbage til Danmark og skal genoptages i a-kassen, skal der skaffes en ny attest:

– Her skal du være opmærksom på, at du som udgangspunkt ikke kan få udbetalt dagpenge før vi har fået en PD U1-attest. Tag en blanket PD U1 med fra dit arbejdsland, når du vender tilbage til Danmark. Blanketten viser, at du har optjent forsikringsperioder i EØS-landet. Du kan typisk få udleveret blanketten hos det nationale arbejdsformidlingskontor i landet, siger Mikael Gotlieb Hansen.

Skulle det ske, at man ikke finder arbejde i EØS-landet i løbet af de tre måneder, skal man sørge for igen at blive tilmeldt jobcenteret i Danmark – og også her gælder det om at overholde tidsfristen:

– Du skal tilmelde dig på jobcenteret i Danmark igen senest den dag, hvor din PD U2-attest udløber, hvis du ikke får arbejde. Ellers mister du din dagpengeret, advarer Mikael Gotlieb Hansen. 


Attesten PD U2 kan downloades på www.sl.dk/EØS – her kan du også læse mere om reglerne. Hvis du har spørgsmål til det at modtage dagpenge i andet EØS-land, kan du kontakte a-kassens dagpengeteam på tlf. 7248 6010.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ledighed, Forbund og a-kasse