Døden kan være en ensom oplevelse
Det kan ikke være rigtigt, at nogle skal dø smertefuldt og alene. Ej heller at personalet ikke har redskaber til at passe på sig selv, når de skal tage sig af en døende beboer, siger forsker bag forskningsrapporten Døden på 3. klasse
Mange beboere får ofte en smertefuld og ensom død, fordi personalet i fx botilbud for udviklingshæmmede og på herberger ikke ved noget om, hvordan man passer døende. Personalet er ikke uddannet i palliativ pleje – læren om at lindre den døendes smerte både af fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art – og det går ikke kun ud over den døende, men medarbejderne lider også under at stå magtesløse over for en beboer, der fx har dødsangst. Det viser afhandlingen ‘Døden på 3. klasse’ af master i humanistisk palliation fra Aalborg Universitet, Birgitte Due Jensen Koch.
Hun er uddannet socialpædagog og har arbejdet med bl.a. sindslidende, udviklingshæmmede, misbrugere og hjemløse.
Hun har i sin masterafhandling undersøgt forholdene for både medarbejdere og deres døende beboere på et bosted for hjemløse og misbrugere og på et bosted for mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.
Undersøgelsen viser, at de døende ofte er plaget af fysiske smerter, angst og en eksistentiel oplevelse af ensomhed, og i de svære situationer formår personalet ikke altid at tage hånd om den fysiske eller den psykiske del af dødsprocessen, fortæller Birgitte Due Jensen Koch, der nu er leder af konsulentfirmaet Institut for Eksistens.
– Beboerne bliver fx ikke optimalt lindret medicinsk, fordi få ved, at misbrugere ofte har brug for meget forhøjet dosis af fx smertelindrende medicin.
Nogle af beboerne bliver meget angste i den sidste fase af livet, og det er ikke rart for medarbejderne at være vidne til det. Nogle medarbejdere bliver selv angste, fordi de ikke kan få kontakt med beboerne, forklarer hun.
– Personalet giver udtryk for stor frustration over, at de ikke altid har redskaber til at håndtere beboernes smerter og dødsangst, og at de ikke kan få den hjælp, de har brug for, siger hun.
De fleste beboere lever deres sidste tid på bostedet eller herberget, fordi de har en personlighed, som ofte ikke kan forenes med livet på et hospice, hospital eller almindeligt plejehjem, hvor der almindeligvis findes et uddannet personale til at tage sig af døende.
– Min oplevelse er, at socialpædagogerne gør et kæmpestort stykke arbejde. Fx sørger de for, at beboere med misbrugsproblemer stadig får deres øl, og at de må ryge. De har ofte mere fokus på beboernes ve og vel end på deres eget arbejdsmiljø.
– Det kan ikke være rigtigt, at nogle skal dø smertefuldt og alene, og at personalet ikke har redskaber til at passe på sig selv, siger hun.
Døden på 3. klasse
Birgitte Due Jensen Koch har kaldt sin afhandling for ‘Døden på 3. klasse’ og forklarer, at 1. klasse i den her sammenhæng er en død på hospice, hvor kulturen minder lidt om wellness med spabade, lækker mad og mulighed for diverse behandlinger. Der er masser af medarbejdere – både professionelle og frivillige – til at tage sig af den døendes behov. Der er musik, koncerter, vinsmagning og andre sociale og kulturelle tilbud. En død på 2. klasse foregår fx på et almindeligt plejehjem eller et hospital, hvor der nogle steder findes uddannet palliativt plejepersonale.
Sådan er det ikke på 3. klasse, som er for socialt udsatte ældre, fx misbrugere, hjemløse, psykisk syge og udviklingshæmmede, der lever og dør på sociale tilbud. Her kan døden være en meget ensom oplevelse, fordi der måske hverken er personale, vågekoner, familie eller venner til at sidde ved den døende den sidste tid, forklarer Birgitte Due Jensen Koch.
– På det her område er der ikke tradition for frivillige, som det fx er tilfældet på hospice, siger Birgitte Due Jensen Koch.
Skal rydde op i sin egen sorg
Det kan være psykisk belastende for medarbejderne at opleve, at en beboer dør. De føler sig nogle gange magtesløse og oplever, at de ikke har evnerne til at varetage plejen – hverken på et relationelt eller medicinsk niveau. Det er voldsomt for medarbejderne at være vidne til, at et medmenneske dør fuld af angst og smerte, uden at de kan hjælpe. Situationen kan fx rippe op i medarbejderens private tab og sorg, fortæller Birgitte Due Jensen Koch.
– Medarbejderne beskriver, at de til tider trækker sig fra angste døende, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre. De oplever det desuden som skamfuldt, at de kommer helt derud, hvor de tager sig selv i at ønske en beboer død, siger Birgitte Due Jensen Koch.
Undersøgelsen viser også, at når medarbejderne overværer en andens død, bliver de mindet om deres egen dødelighed, og det kan fremprovokere angst hos nogle medarbejdere, fortæller hun.
Man siger, at en ny sorg bringer en gammel med, og man skal derfor have ryddet op i sin egen sorg for at kunne tage sig af andres, forklarer Birgitte Due Jensen Koch, der i dag er frivillig på et hospice.
– Omsorgen med døende på 3. klasse halter så meget, at det efterlader det indtryk, at den døende beboer kun får – for at sige det meget forenklet – skiftet ble, bliver vendt for at undgå liggesår og får vædet munden. Fokus er udelukkende på det fysiske og ikke på helheden i plejen, der også handler om det åndelige, psykiske og sociale, siger hun.
Når livet skal afvikles
Birgitte Due Jensen Koch peger på, at når det handler om at udvikle en beboer, opstiller botilbuddet eller den sociale institution rammer, standarder og målsætninger for, hvordan det pædagogiske arbejde med beboeren skal varetages. Standarderne skal bl.a. være med til at klæde medarbejderne fagligt på og sikre, at alle trækker i samme pædagogiske retning.
Men når det gælder om noget så eksistentielt og essentielt som at skulle afslutte livet, så mangler der ofte fælles standarder, og det betyder, at personalet hverken har viden om eller retningslinjer for det pædagogiske arbejde omkring en døende beboer.
I undersøgelsen fortæller flere medarbejdere, at de oplever det som angstprovokerende at skulle tale med en beboer om hans ønsker til, hvordan den sidste del af livet skal leves. Og som oftest undlader de samtalen, måske også fordi de er bange for at træde ind over beboerens grænser, fortæller Birgitte Due Jensen Koch.
– Men det skal ikke være op til den enkelte medarbejder at tumle med det spørgsmål. Det skal være et fælles anliggende for hele personalet og noget, de skal have redskaber til. Når beboere flytter ind, bør man have en samtale om, hvordan de kunne tænke sig at ende deres dage, siger hun.
Ønsker de at blive begravet? Brændt? Hvad skal der ske ved begravelsen? Skal der synges? Det er godt både for beboeren og for personalet, at de ved, hvordan beboeren ønsker det. Det giver personalet mulighed for at opfylde beboerens ønske.
– Det kan for personalet opleves som meget smukt og meningsfyldt at få lov til at opfylde beboerens sidste ønsker, siger hun.
Der bør også være standarder for, om personalet kan gå med til begravelser. Skal fx det personale, som er tættest på afdøde, have den mulighed?
Birgitte Due Jensen Koch fortæller om en af interviewpersonerne, at hun valgte ikke at gå med til en beboers begravelse, fordi den lå på hendes fridag. Hun var tæt på beboeren, men var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt af hende at gå med. Det havde siden plaget hende en del, at hun ikke gik med, bl.a. fordi hun af erfaring vidste, at hun muligvis ville have været den eneste til begravelsen ud over præsten og kirketjeneren.
Birgitte Due Jensen Koch undrer sig i øvrigt over fraværet af andre faggrupper. Dør man på hospice, hospital eller et plejehjem får man almindeligvis tilbudt at tale med en præst, en palliativ fysioterapeut eller andre faggrupper. Men sådan er praksis tilsyneladende ikke, når man dør på 3. klasse på en social institution. Her må man ‘nøjes’ med en socialpædagog uden uddannelse i palliation.
– Min oplevelse er, at der ikke bliver brugt megen tid på at ringe til fx en præst eller en immam, selv om erfaringer fra andre undersøgelser viser, at for mange kommer de åndelige og religiøse spørgsmål i spil, når de når til den sidste fase af livet, siger Birgitte Due Jensen Koch.
Klare retningslinjer
Hendes undersøgelse viser, at der er behov for at udvikle metoder, der både gavner de døende på sociale institutioner og de medarbejdere, som skal drage omsorg for dem.
– Fokus skal især ligge på det personale, som er nøglen til, at beboerne oplever en god død. De skal have ordentlige arbejdsforhold, så omsorgen for en døende ikke unødigt belaster medarbejderne psykisk, siger Birgitte Due Jensen Koch.
Hertil kommer de øvrige beboere på den sociale institution, som måske mister en ven. Her skal personalet også kunne tilbyde deres omsorg. Men den vigtigste indsats er, at klager og smerter fra døende beboere anerkendes og behandles.
– Behovet for forhøjede doser af medicin til både smertelindring, angst- og abstinensdæmpning for mennesker med misbrug bør være i fokus. Desuden skal personalet, som arbejder med døende beboere, tilbydes supervision, og studerende på uddannelsesstederne skal undervises i palliativ pleje. Endelig skal der være relevante efteruddannelseskurser for medarbejderne, siger Birgitte Due Jensen Koch.
|
Diskuter på facebook: Er I forberedt på sorgen? Hvordan føler du dig forberedt, når tab og sorg rammer beboerne? Er du forberedt på at pleje af døende? Er I på din arbejdsplads klædt på til at sikre de udsatte borgere mod en død på 3. klasse? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |