Man skal stå med en beredskabsplan, før man står med en død borger
I Bofællesskaberne Edelsvej uddanner man medarbejderne i at hjælpe beboerne gennem sorg, tab og krise, og personalet har en detaljeret plan at gå frem efter
Hun ved, hvad hun skal gøre. Det er først på året en lørdag aften ved 21-tiden, og socialpædagog Susanne Thude er på arbejde i Bofællesskaberne Edelsvej i Esbjerg. En kollega ringer og beder om hjælp. Hun har fundet Jacob død på gulvet og ringer straks 112, hvorefter hun går i gang med at give førstehjælp.
I beredskabsplanen står der, at Susanne Thude skal kontakte områdelederen. Hun ringer derfor til Annemette Hauschildt. Hun er på weekend i et sommerhus et stykke fra bofællesskaberne, men overtager via telefonen ledelsen af det videre forløb.
– Det var en kæmpe lettelse, at jeg vidste, Annemette fra da af tog over, siger Susanne Thude.
– Der var rimelig meget andet, jeg skulle rumme.
Susanne Thude løber over til Jacob med hjertestarteren.
Ambulance og politi er nået frem.
Det samme er de to afdelingsledere, som lederen har ringet til. Mens områdelederen er med på en telefon, leder de det videre forløb.
Flere og flere beboere er kommet ud fra deres lejligheder og kan se både politi og ambulance holde uden for døren, mens der går folk ud og ind af døren til Jacobs lejlighed.
‘Er han død’, spørger flere af beboerne, og mange af dem græder højlydt.
Beboerne – eller borgerne, som medarbejderne kalder dem – er udviklingshæmmede og har en udviklingsalder fra tre til godt 12 år.
Medarbejderne kan ikke svare dem, men siger, at lige nu er lægen inde hos Jacob.
I beredskabsplanen står der, at beboerne skal orienteres om et uventet dødsfald, men først når de pårørende og afdelingens medarbejdere er orienteret. Det er vigtigt, at informationen bliver givet på en måde, så beboerne med deres handicap forstår den, og der er personale omkring dem til at hjælpe dem.
De bedst fungerende bliver opfordret til at gå ind i deres bolig, mens ambulancefolkene og politiet arbejder.
Men tre af beboerne, der har en lav udviklingsalder, kan ikke være alene i den her situation, så dem overtaler Susanne Thude – med løfte om varm chokolade – til at gå med ned i fælleslejligheden.
Hun er ‘rundt på gulvet’ og ryster på hænderne. Men det lykkes hende at skjule sin uro for beboerne og holde fokus på det, der er hendes opgave, nemlig at give tryghed til de opskræmte beboere. Hun laver kakao, og de sætter sig alle rundt om bordet og kigger på det billedalbum, hun har fundet frem, mens de taler om, hvad de skal i morgen. Og i løbet af fem minutter falder de tre beboere til ro.
Den 31-årige Jacob døde af en blodprop.
Efterfølgende får de fem medarbejdere, som var tættest på begivenhederne, tilbudt krisehjælp, og det tager de alle imod.
– Jeg følte, at der blev taget hånd om os, og vi fik den hjælp, som vi havde brug for, siger Susanne Thude.
Faglighed i stedet for magtesløshed
Bofællesskaberne Edelsvej i Esbjerg Kommune er kendt for to år i træk at blive kåret som Danmarks bedste offentlige arbejdsplads og som nummer fire på den samlede liste over mellemstore arbejdspladser i Europa. De har fået et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat og dokumenterer dermed, at de har styr på arbejdsmiljøet og er i stand til selv at løse deres arbejdsmiljøproblemer. Der er ansat 65 medarbejdere, heraf er de 45 socialpædagoger. Resten er omsorgsmedhjælpere, natarbejdere, pedel, kontormedarbejdere samt ansatte i fleks-, skåne- og seniorjob.
Omdrejningspunktet for områdeleder Annemette Hauschildt er, at medarbejderne skal have et godt arbejdsmiljø, og der skal være en stor faglighed til stede i det pædagogiske arbejde. Når de to ting går hånd i hånd, kommer man langt i forhold til at skabe trygge og omsorgsfulde rammer for beboerne.
Det har været udgangspunktet, når organisationen på skift har arbejdet med forskellige projekter, fx seksuelle overgreb, efteruddannelse via et diplommodul udviklet til Edelsvejs praksis og arbejdsmiljøcertificering
I 2011 tog man fat på døden som tema, idet man bl.a. ønskede at finde svar på, hvordan medarbejderne skaber tryghed hos beboere, der sørger over et tab?
Beboerne på Edelsvej, der primært er mellem 18 år og 40 år, skal som alle andre borgere i samfundet forholde sig til tab og sorg, at fx de selv, et familiemedlem eller andre beboere bliver alvorligt syge eller dør, deres forældre bliver skilt eller deres yndlingshamster dør.
– Men i og med, at deres kognitive, sproglige og sociale evner og færdigheder er forsinkede eller mangelfulde, bliver det vanskeligt for dem at videreformidle sorgen og tabet. Og det kan være svært for de pårørende og personalet at vurdere, hvordan borgeren mærker fx et dødsfald i familien. Det kan betyde, at omgivelserne måske ikke opdager, når en borgeren sørger, siger Annemette Hauschildt.
Måske føler medarbejderne sig magtesløse, fordi de mangler faglig viden til at kunne støtte borgeren, og i stedet griber de måske til at bruge private ting fra deres eget liv, fortæller hun.
– Vi står hele tiden over for borgernes sorg eller tab, og det skal vi kunne tackle professionelt. Kan vi ikke det, er der fare for, at borgerne ikke får den nødvendige støtte til at håndtere deres følelser. Det kan betyde, at der bliver sat en negativ spiral i gang, som efterlader borgerne i følelsesmæssig ensomhed, siger Annemette Hauschildt.
Skaber en motorvej af faglig viden
Beboerne i Bofællesskaberne Edelsvej kan som udgangspunkt ikke benytte de eksisterende sorgbehandlingstilbud, som tilbydes i samfundet. De har brug for tilbud, som er målrettet deres særlige behov og udviklingstrin, forklarer Annemette Hauschildt.
– Desuden er det betydningsfuldt, at de, der formidler og støtter borgerne i bearbejdningen af sorg, er personer, som de kender og har en tryg relation med, siger hun.
Med penge fra Trygfonden startede Bofællesskaberne for tre år siden udviklingsprojektet ‘Tryghed, trods sorg, død og tab’. Formålet er at uddanne medarbejderne til at optræde fagligt professionelt over for beboernes tab og sorg.
– Projektet skal både tage afsæt i den enkelte borgers udviklingstrin, behov og ønsker i forhold til sorg, død og tab og i fælles referencer og guidelines, der kan løfte vores praksis ud af privat-personlige overbevisninger om, hvordan man håndterer død, sorg og tab, siger Annemette Hauschildt.
Projektet omfatter alle medarbejdere i organisationen, fordi det lige så godt kan være en pedel, en natarbejder eller en omsorgsmedhjælper, som finder en død eller syg beboer.
Når Bofællesskaberne sætter gang i et udviklingsprojekt, ønsker de altid at skabe en bred motorvej af faglig viden. Derfor skal alle i organisationen være med, fortæller Annemette Hauschildt.
– Vi skal have en viden, som ikke forsvinder, fordi en medarbejder rejser.
Positiv prikkerunde
Ledelsen nedsatte en projektgruppe med en repræsentant fra hver afdeling, og opgaven var at tilrettelægge et udviklingsprojekt om sorg og død
Pædagog Thomas Skov Callesen var en af dem, som ledelsen opfordrede til at gå ind i projektgruppen.
– Jeg oplevede det som en positiv prikkerunde, at ledelsen gerne ville have mig med i projektgruppen. Det vil opkvalificere mig fagligt.
Ledelsen stillede som krav, at de medarbejdere, der var med i projektgruppen, skulle brænde for opgaven, idet de også skulle bruge såkaldt interessetid i projektet. Så før de sagde ja, skulle de have aftalt det med hjemmefronten. Den økonomiske gulerod var et engangsbeløb på 10.000 kr. ved projektets afslutning. Der var snarere tale om en erkendtlighed end egentlig løn, da alle brugte mange timer ud over deres almindelige arbejdstid, fortæller Annemette Hauschildt.
En del af projektets tanke var, at alle medarbejdere skal høres.
Der blev derfor som noget af det første gennemført gruppeinterview med alle medarbejdere om, hvordan de fx oplever en beboers sorg og tab. Der blev holdt møder med beboerne og deres pårørende om emnet. Desuden blev der gennemført en række temadage med fokus på sorg, død og tab. Fx en temadag om sorg, sorgens faser og dens udtryk, hvor der blev fokuseret på sorg hos børn i forskellige aldre. En temadag om begravelser med besøg i bl.a. kapel, krematorium og kirke. Og en temadag om den svære samtale: Hvordan taler man med en beboer i sorg?
Redskaber og værktøjer
Projektet sluttede i 2012, og der er udarbejdet forskellige beredskabsplaner for, hvordan medarbejderne skal forholde sig over for beboerne ved død, sorg og tab. Der er desuden retningslinjer for, hvordan beboerne fx kan lave ‘Min sidste vilje’ og ‘Sådan foregår en begravelse’.
– Man skal stå med en beredskabsplan, før man står med en død borger, siger Annemette Hauschildt.
Den var beredskabsplanen, som Susanne Thude brugte, da Jacob døde. Hun vidste, hvad hun skulle gøre. Materialet indeholder også en beskrivelse af børns forståelse af døden i relation til forskellige aldre.
– Således er begrebet sorg, død og tab sat ind i en kontekst, hvor borgerens udviklingsalder bliver central for forståelsen, siger Annemette Hauschildt.
Desuden arbejder de ud fra en hollandsk sorgmodel, der er døbt 2-spors-modellen, hvor det ene spor er tabssporet. Her håndterer man de følelser og udfordringer, som tabet direkte har medført. Fx ‘Jeg har mistet min mor’.
Det andet spor bliver kaldt genindførelses-sporet, som sigter mod at genindføre den efterladte i den forandrede verden, som tabet har medført. Centralt i dette spor er, at den efterladte får rum til at holde fri af det følelsesmæssigt belastende sorgarbejde.
– Mere enkelt kan man sige, at 2-spors-modellen for en borger med en udviklingsalder på mellem 3-6 år er, at det ene øjeblik græder de over tabet, det næste er de mest optaget af, hvad de skal have at spise til aften, forklarer Annemette Hauschildt.
Materialet er bygget op omkring billeder og enkle, konkrete tekster, som beboerne kan forstå. Desuden er der en vejledning til medarbejderne om, hvordan de i praksis kan anvende teksterne.
– Materialet udgør et ‘fælles tredje’ mellem borger og personale og gør det nemmere for borgeren at tale om det svære, fordi det direkte fokus flyttes væk fra borgeren og over på redskaberne, som man er sammen om, fx en sorgkasse med rare ting i, siger Annemette Hauschildt.
Vi tør træde et skridt frem
Udviklingsprojektet har betydet, at medarbejderne har fået et fælles teoretisk ståsted i forhold til deres forståelse af sorg, død og tab. Det giver ro og plads til det pædagogiske arbejde.
– Vi har lært ikke at trække os, når en borger eller en kollega er i sorg. I stedet går vi et skridt frem, siger Helle Ohlsen, der er en af projektgruppens medlemmer.
Hun mærkede kollegaernes omsorg, da hendes far døde, mens de var i gang med projektarbejdet.
Omkring dødsfaldet havde hun svært ved at sove om natten, men i stedet for at sygemelde sig, valgte hun at fortælle på sit arbejde, hvordan hun havde det.
– Jeg ville helst ikke sygemelde mig, fordi det så ville blive sværere for mig at komme tilbage, og jeg vidste, at jeg har nogle kollegaer, som kunne rumme, at jeg var ked af det.
Der blev taget arbejdsmæssige og personlige hensyn til Helle Ohlsen. Bl.a. fik hun lov til at møde senere om morgenen i den periode, hvor hun ikke fik sovet så meget om natten. Desuden blev hun fritaget for at lave de mest psykisk belastende opgaver i forhold til beboerne, men kunne trække sig tilbage med mere administrative ting.
Det var en win-win-situation for hende og for arbejdspladsen, der ikke skulle undvære en kollega.
– Tårer skræmmer ikke så mange her på Edelsvej, siger Helle Ohlsen.
Annemette Hauschildt supplerer:
– Projektet har skabt en øget bevidsthed om og respekt for, at sorg tager tid, og det skal der tages hensyn til i arbejdsmiljøet.
En rygsæk med viden
Udviklingsprojektet har givet Susanne Thude en bedre forståelse for, hvorfor en beboer kan sørge og græde over en farfar, der døde for 10 år siden, og som beboeren i øvrigt aldrig har mødt.
– Jeg har fået en ‘rygsæk’ med faglig viden, og det betyder, at jeg kan møde borgerne og kollegaerne der, hvor de er.
Tidligere var hun meget optaget af at løse den sorg, som en beboer havde.
– Når jeg gik fra hende, skulle hun ikke være ked af det. Men jeg har lært, at det er ok, at hun har det sådan, og min opgave er at hjælpe hende med at være i sorgen over tabet og samtidig guide hende til at genoptage hverdagen, siger Susanne Thude.
– Jeg står ikke længere magtesløs over for en borger, der sørger, og jeg ved, at det er naturligt, at borgerne kan grine fem minutter efter, at de har sørget over et tab. Jeg prøver ikke at undgå en borger, når han eller hun er ked af det, for jeg ved, at jeg har noget at byde ind med, siger hun.
Navnet på beboeren i artiklen er ændret. Bofællesskaberne Edelsvejs beredskabsplaner kan downloades på www.edelsvej.esbjergkommune.dk under fanen Projekt død og tab.