Når vi ved, at der er en beboer, der skal dø, er der altid en ekstra på arbejde
Landsbyen Sølund har den målsætning, at medarbejderne skal hjælpe en døende beboer med at få en værdig afslutning, og så skal de også selv have et godt arbejdsmiljø
Stedet er Landsbyen Sølund i Skanderborg Kommune. Her bor mennesker med vidtgående fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. En af dem er Peter, der bor i en boenhed for især ældre beboere. Peter er døende, og familie og personale har i dagevis siddet ved hans dødsleje. Om dagen får han besøg af naboer og venner, der ønsker at sige farvel til ham.
Peter er holdt op med at indtage væske, og da han har ligget en rum tid, begynder personalet at tale om, at han hele tiden er omgivet af mennesker, som er triste over at skulle miste ham, og som muligvis indirekte forsøger at holde ham fast til livet.
Måske har Peter brug for fred, og personalet beslutter efter aftale med de pårørende i løbet af dagen at indlægge pauser, hvor han er alene.
Kort tid efter dør han. Det sker, mens han er alene.
Om han ønskede det sådan, ved medarbejderne ikke. De ved heller ikke, om den tid, han fik alene, gav ham fred til at give slip på livet.
Boenhedsleder Lone Premate fortæller om Peter for at illustrere, hvad der er kernen i Landsbyen Sølunds værdigrundlag omkring omsorg for døende beboere.
Med udgangspunkt i værdisættet fra hospice skal beboerne sikres en værdig død, og det betyder her, at de så vidt muligt dør fri for smerte og helst i deres bolig på boenheden, hvor de er omgivet af ting og personer, de kender og holder af.
– Det skal være trygt og godt at dø, og som udgangspunkt skal ingen dø alene, medmindre det er selvvalgt, siger Lone Premate.
Eksemplet med Peter viser, at den svære kunst for personalet er at vurdere situationen og gå væk i tide, hvis det er det, beboeren ønsker. Beboernes kognitive niveau er fra ni måneder til seks år, og det betyder, at de ofte ikke selv kan udtrykke, hvad de ønsker. Det er derfor vigtigt, at de er omgivet af mennesker, som kender dem godt, og som har de faglige forudsætninger for at aflæse og fortolke deres behov, fortæller Lone Premate.
– Vores værdigrundlag om omsorgen for døende er vigtig – ikke kun for beboerne, men også for medarbejderne. Det kan være med til at sikre dem et ordentligt arbejdsmiljø, så ingen lider psykisk overlast, fordi de står med en døende beboer, siger hun.
|
Sorg, tab og død Socialpædagogen bringer i dette nummer tre historier, som handler om, hvordan man arbejder med sorg, tab og død blandt udsatte borgere i botilbud og på herberg. |
Forbereder sig på døden
Når lægen – ofte i samråd med medarbejdere og sygeplejerske – har vurderet, at en beboer er døende, taler personalet med de pårørende om, hvor meget de har lyst til at være med. Nogle ønsker at være der meget, andre mindre. Personalet dækker de ledige timer hos den døende, så han eller hun så vidt muligt ikke er alene. Er der ingen pårørende, dækker personalet alle døgnets timer.
– Når vi ved, at der er en beboer, der skal dø, bliver der som udgangspunkt altid kaldt en ekstra medarbejder på arbejde. Den døende skal ikke være alene og bange, der skal være nogen til at give tryghed. Og ingen medarbejder skal stå alene med den døende, siger Lone Premate.
Oftest er det de medarbejdere, som kender beboeren godt, der sidder hos dem. Der er ikke fælles fastlagte emner, som medarbejderne skal tale med beboerne om, men der er et stykke papir, hvor der er nedskrevet forslag til, hvad man eventuelt kan bruge tiden på. Fx beboerens livshistorier, oplevelser, man har haft sammen, og mennesker, den døende godt kan lide.
– Vores opgave er at skabe tryghed, vise omsorg og kærlighed, men herefter er det op til den enkelte medarbejder at gøre de ting, som falder naturligt. Det kan fx være at holde i hånd, ligge i sengen og holde om den døende eller synge en sang, siger Lone Premate.
Hvis medarbejderne fornemmer, at det vil skabe tryghed og give mening for den døende, bruger de barnlige religiøse billeder på, hvad der sker efter døden. Nogle beboere er religiøse på deres specielle måde og har helt klare billeder af, hvad der sker efter døden. Som fx 87-årige Johannes, der ligger for døden. For 10 år siden mistede han sin bedste ven, og han er overbevist om, at de møder hinanden i himlen. Her skal de lave de samme ting sammen, som de gjorde, da de begge levede, forklarer Lone Premate.
Præsten bliver også inddraget i sorgbearbejdning og det at forberede sig på døden.
– Vi kontakter præsten, når beboere har vist interesse for en eller anden form for religiøsitet eller godt kan lide at være i kirken, eller det på anden måde kan give mening for den døende. Det er med til at give den døende ro, siger hun.
Spædbarnsterapi for voksne
Naboer på boenheden og venner får mulighed for at være sammen med den døende. Mange af dem har boet sammen i årtier, og ofte eksisterer der et slags søskendeforhold mellem dem. De, der ikke ønsker at sige farvel til den døende, forsøger medarbejderne at motivere til det, fortæller Lone Premate.
– Det kan være en måde at begynde at bearbejde sorgen og tabet på. For beboerne kan døden være meget skræmmende, og de kan have svært ved at forstå, hvad den er. Hvor bliver den døde fx af? Og næste gang, jeg bliver syg, skal jeg så også dø?
På Sølund arbejder de ud fra teorierne i spædbarnsterapien. Det gælder også, når det pædagogiske arbejde består i at hjælpe en beboer den sidste tid (Læs om Spædbarnsterapi på Sølund i Socialpædagogen nr. 4/2013).
– Som i denne sammenhæng betyder, at man forsøger at sætte ord på følelser og skabe håb. Ikke håb om overlevelse, men vi forsøger at skabe lette følelser omkring det at dø og give slip, siger Lone Premate.
Synges ud i åben kiste
Når beboeren er død, er der en del at gøre for personalet. Lige efter, at døden er indtruffet, skal liget gøres i stand. Hvis ikke de pårørende selv ønsker at gøre det, får kontaktpersonen eller andre medarbejdere tilbud om at gøre det. Er der ingen, som ønsker det, gør sygeplejersken det. Lone Premate har dog aldrig været ude for, at ingen i personalegruppen ønskede at gøre liget i stand.
Det foregår i den afdødes seng, og beboeren får sit yndlingstøj på eller noget, som de pårørende ønsker, beboeren skal have på. Herefter går der nogle timer, hvor den døde ligger i sengen, vinduerne bliver åbnet, der bliver sat blomster ind og tændt stearinlys. Hvis beboeren har en yndlingsting, bliver den lagt ned i kisten.
– Vi prøvet at skabe et respektfyldt og fredfyldt billede af den afdøde for dem, der kommer ind og siger farvel, siger Lone Premate.
De beboere, der ønsker det, kommer ind og siger farvel. Desuden får alle medarbejdere besked om, at beboeren er død. Både dem på arbejde og dem, der har fri.
– Når man arbejder med de her mennesker, bliver man også meget knyttet til dem, og det ville være ubehageligt bare at møde op på arbejde og få at vide, at en beboer er død, siger Lone Premate.
Både pårørende, beboere og medarbejdere er med, når den afdøde synges ud af boenheden. Det foregår i åben kiste.
– De andre beboere skal kunne se den døde, så de kan få sagt farvel. Det kan være svært at gøre, hvis de bare står over for en lukket kiste, siger hun.
Under udsyngningen får beboerne mulighed for at lægge noget ned til den afdøde.
– Ikke alle ønsker at gå forbi kisten, men vi prøver virkelig at motivere og støtte dem, fordi det er en måde at forstå døden på, at man forsvinder og ikke kommer igen, siger Lone Premate.
Låget bliver skruet fast på kisten, mens beboerne ser på det, og alle går med ud og vinker til ligvognen, der transporterer kisten videre til kappellet.
Herefter går personalet sammen med de pårørende, hvis de ønsker det, i gang med at forberede begravelsen. De taler fx med præsten om, hvilke salmer, der skal synges, og fortæller om den afdøde, så præsten kan holde en personlig tale ved kisten.
De beboere, der gerne vil, er med til bisættelsen.
– Alle medarbejdere kan deltage i både udsyngningen og i begravelsen. Dem, der er på arbejde, får løn, og kontaktpersonen, hvis hun har fri, får også løn. Der bliver altid sat en ekstra på arbejde, fordi vi har kaffebord efter bisættelsen, siger Lone Premate.
Ind og ud af sorgen
Hvis de pårørende tillader det, får beboerne efterfølgende lov til at gå ind i lejligheden og vælge en ting, som har tilhørt den afdøde Det kan være en måde at mindes den døde beboer på.
I tiden efter taler medarbejderne ofte med beboerne om den afdøde. Som regel sker det ved, at medarbejder og beboer sammen bladrer i den billedbog, der er lavet om den afdøde. Desuden er der en slags mindevæg i boenheden med billeder af tidligere beboere. Da mange af beboerne ikke har et verbalt sprog, kan en billedbog være en hjælp til at få fortalt en historie om den afdøde. Som fx ‘Her sidder du og Ruth i sofaen, og I griner’.
– Det er vigtigt at tale om de døde, for det er en måde at håndtere sorgen på. Ligesom det er de mennesker og de relationer, vi har og har haft, der er med til at skabe og understøtte den enkeltes identitet. Det er meget vigtigt for den enkelte, at vi hjælper dem med at fortælle historierne og tale om både at være ked af det og glad.
– Vi skal som personale kunne gå ind og ud af sorgen sammen med beboerne uden at overtage deres følelser, men understøtte den følelsesmæssige proces, de gennemgår. Derfor bliver vi ved med at fortælle historier om dem, der ikke længere er her, siger Lone Premate.
– Mange af beboerne kan jo ikke sige: ‘Jeg er ked af det, fordi jeg savner Ruth’.
Hvis beboerne er interesserede, får de tilbudt at besøge kirkegården og se den afdødes gravsted.
På Landsbyen Sølunds område er der et sansehus, og uden for bygningen er der bygget en slags mindemur, hvor der er plads til at mødes og mindes de afdøde enten alene eller sammen med andre. Der er huller i muren, hvor man fx kan putte en blomst, et brev eller et billede ind.
Professionelle pårørende
Når en beboer er døende, taler personalet indbyrdes om, hvordan de kan passe på hinanden, fordi det kræver meget at være tæt på.
– Jeg vil næsten sige, at personalet er en form for professionelle pårørende. De har ikke kun den plejemæssige opgave, men skal også give omsorg, kærlighed og tryghed til de døende, så de kommer godt herfra, siger Lone Premate.
Nogle medarbejdere har svært ved at håndtere det. Måske fordi der er sket noget i deres privatliv, som betyder, at en beboers død kommer for tæt på. Det er ok at sige fra, fortæller hun.
– Døden er så sindssyg intens – og også meget smuk, siger Lone Premate.
Hun har ikke oplevet medarbejdere, som siger fra over for fx at sidde ved en døende. Men hun har set nogle, som var meget følelsesmæssigt påvirket.
– Det er noget, vi taler meget om. Alle situationer bliver vendt i personalegruppen. Hvad gør det fx ved de medarbejdere, der sidder hos den døende. Alle har en fælles forpligtigelse til at være opmærksom på hinanden.
Mens beboeren ligger for døden, følger beboerens læge og ikke mindst sygeplejersken på Sølund forløbet. Sygeplejersken kommer forbi hver dag og ser både efter, hvordan det går med beboeren, og ikke mindst med de medarbejdere, der på skift sidder ved den døende. Sygeplejersken kan fortælle om forskellige reaktioner og signaler hos den døende, som er til stor hjælp for personalet. Fra arbejdsskift til arbejdsskift bliver der talt med medarbejderne. Er de trygge ved opgaven og føler de sig ordentlig klædt på, siger Lone Premate.
Jo tættere medarbejderne er på en døende, jo mere bliver der talt med dem, og der er en ordning, som er et tilbud til medarbejdere, der har været udsat for noget voldsomt, som de reagerer på. Lone Premante giver et eksempel.
– En medarbejder fandt en beboer død på badeværelsesgulvet, og selv om hun havde været i faget i mange år, var det en meget kritisk situation for hende, og hun fik psykologhjælp. Her er det den tætte kollegas opgave at følge hende og huske at spørge hende, hvordan det går, siger hun.
Når der skal ansættes nye medarbejdere, indgår pasning af døende som en del af ansættelsessamtalen. Potentielle nye medarbejdere skal tage stilling til, om det er noget, de kan indgå i, for som Lone Premate fortæller:
– Der bor 16 ældre personer på boenheden, derfor vil man over tid komme til at hjælpe og yde omsorg for en døende.
Navnene på beboerne i artiklen er ændret.