icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Væsentlig viden

Som fagpersoner kan og skal vi hele tiden være med til at kvalificere synet på og behandlingen af det specialiserede sociale område

  • Af Marie Sonne, forbundsnæstformand
  • 10-2013 /

Indimellem viser undersøgelser eller forskning det, vi alle i forvejen godt vidste. Det kan derfor føles som spild af tid og ressourcer at undersøge – endsige at læse undersøgelserne. Men nogle gange skal der data og facts til at underbygge og flytte et udsagn fra ‘jeg tror’ til ‘jeg ved’. Så da vi for nylig sammen med en række andre fagforbund offentliggjorde en undersøgelse, hvor vi havde fået Gallup til at spørge danskerne om deres syn på den kommunale service efter kommunalreformen, kom resultatet nok ikke bag på mange af os. Undersøgelsen viste fx, at halvdelen af danskerne oplever, at den kommunale service er blevet ringere siden kommunalreformen i 2007.

Ikke mindst på det specialiserede sociale område oplever danskerne, at servicen er blevet ringere. 49 pct. mener ikke, at kommunalreformen har skabt bedre forhold på området. Og de respondenter, der er tæt på området – mennesker, der enten selv har handicap, har pårørende med handicap eller arbejder på området – fælder en endnu hårdere dom over den kommunale service: Her svarer 63 pct., at kommunalreformen ikke har bedret forholdene. Og 61 pct. af dem svarer, at kommunerne ikke har tilstrækkelig viden om borgere med sjældne handicap.

Det er jo ikke særligt overraskende, at mennesker, der har problemerne tæt inde på livet, ser mere kritisk på det end andre. Alene af den årsag, at de har dybere viden om temaet. Det interessante er vel her, hvordan vi får sat den viden bedre i spil. Og det kan sådan en undersøgelse være med til: Som fagpersoner kan og skal vi hele tiden være med til at kvalificere synet på og behandlingen af det specialiserede sociale område. Det kan vi, når vi fortæller om vores arbejde, når vi taler med andre faggrupper, i mødet med det politiske system, og når vi kommunikerer via pressen.

Socialpædagogernes seneste indsats i den forbindelse er udgivelsen af folderen ‘Her er mit liv’, som er en samling fortællinger om borgere, hvis liv på den ene eller anden måde kan blive påvirket af organiseringen af det specialiserede sociale område. Det er stærke billeder. Og gode fortællinger. Fordi de kan det, der kan være så svært, nemlig give et kig ind i en verden, som de færreste kender. Og fordi de kan vise det, vores Gallup-undersøgelse også peger på – at indsatsen over for nogle af de allermest sårbare mennesker er truet.

En anden væsentlig måde at få sat viden og faglighed i spil er, når vi bruger Gallup-undersøgelsen til at pege på, hvad der skal til for at rette op på udviklingen. Vi har peget på behovet for ordentlig dokumentation på området. Vi har bl.a. anbefalet, at Socialstyrelsen sætter gang i en kortlægning af den specialiserede indsats for at få det nødvendige overblik over indsatsen og kommunernes behov. Og så har vi peget på behovet for et samlet nationalt ansvar for indsatsen. Så lad den væsentlige viden komme til nytte og gavn.