Det er ikke noget, vi taler om
Magt er blevet et fyord og er ikke noget socialarbejdere taler om. Men de har magt – magt over borgerne – og det skal de stå ved, siger eksperter. For den skjulte magt er den farligste
Har du lagt mærke til, at selv de mest empatiske og socialt intelligente mennesker overraskende kan begynde at misbruge deres magt, når de får den? Som om selve det at have førertrøjen på gør noget ved folk?
‘Magt korrumperer, og fuldstændig magt korrumperer fuldstændigt’, siger man. Og eksempler er der nok af. Hver 10. chef er psykopat, og mennesker med ekstremt uempatiske psykologiske profiler bliver tiltrukket af magt, er det ved flere lejligheder blevet fastslået i pressen.
Der er solid videnskabelig dokumentation for, at folk, der indtager magtpositioner i samfundet, har en tendens til at optræde mere aggressivt og impulsivt end folk uden magt. Sociologiske undersøgelser har påvist, at de magtfulde relativt har sværere ved at sætte sig ind i andres behov og ønsker. De afbryder andre, kigger ikke andre i øjnene, når de taler. I organisationer er de overrepræsenterede, når det gælder råberi, verbale ydmygelser og hård kritik.
Hvad er der på færde? Hvad er det ved ‘magt’, som får så mange til at korrumpere følelsesmæssigt, når de får magt?
‘The power paradox’ har den sociologiske forskning kaldt fænomenet. Nu viser ny canadisk hjerneforskning, at der er en direkte sammenhæng mellem følelsen af magtfuldhed og nedsat empatisk funktionsdygtighed i hjernen.
Magt og empati
Neurologerne på Wilfrid Laurier University i Ontario gav to helt tilfældigt udvalgte grupper af undersøgelsesdeltagere hver sin opgave. I den ene skulle deltagerne skrive om en tid eller en situation i livet, hvor de var afhængige af andres hjælp. I den anden skulle de skrive med modsat fortegn om en tid eller en situation, hvor andre var afhængige af deres hjælp.
De to grupper skrev sig således ind i en stemning af at være enten magtesløse eller magtfulde.
Derefter så begge grupper en video. En anonym hånd pressede monotont en gummibold sammen – en kedelig og neutral aktivitet, som ingen af deltagere kunne formodes at have noget specielt emotionelt forhold til.
Alt imens holdt neurologerne øje med det område i deltagernes hjerner, hvor de såkaldte spejlneuroner huserer. De bliver aktive hver gang, man sætter sig i en andens sted. Ved at måle deres aktivitet, kan man få et billede af, hvor empatisk hjernen arbejder.
Det viste sig, at der var langt mere aktivitet i den magtesløse gruppe end i den magtfulde.
Undersøgelsen dokumenterer altså, at identifikation med følelsen af at have magt sænker hjernens empatiske funktionsdygtighed. Vi har sværere ved at sætte os i andres sted, når vi føler os magtfulde.
Magten i sig selv siger undersøgelsen ikke noget om. Det er optagetheden af magten, identifikationen med den, følelsen af at besidde den, som tilsyneladende blokerer for den naturlige empatiske spejlneuronaktivitet.
Og spørgsmålet er så, hvordan man som socialpædagog og socialarbejder skal håndtere den viden.
Det føles kunstigt at bruge magt
Det var i gamle dage, at magtanvendelse var redskabet, der skulle sikre ro, renlighed og regelmæssighed i det socialfaglige arbejde. Hvis Landsbyen Sølund, der med 800 ansatte er Danmarks største botilbud til mennesker med vidtgående fysisk og psykisk nedsat funktionsevne, kan ses som repræsentativ for udviklingen i landet over de sidste par årtier, så har de pædagogiske ambitioner gået ud på at lægge afstand til magtudøvelse.
– Vi har ikke længere det grundsyn, at vi skal styre med autoritet. Det har vi arbejdet på at lægge af os. Det redskab, der i dag er styrende for adfærden, er empati, siger landsbyens leder Lone Bahnsen Rodt.
På Kofoedsminde ønsker lederen af værkstedsafdelingen Per Emil Jønck ikke at gå ud og annoncere, at ‘jeg har magten’.
– Nogle af mine medarbejdere har anmodet, om jeg ikke nok vil bruge mere magt indimellem. Være lidt mere firkantet og sige ‘nu er det nok’. Jeg har til tider forsøgt at være mere magtfuld, men jeg finder ubehag ved det, og jeg føler mig forkert, når jeg gør det. Det bliver kunstigt, siger Per Emil Jønck.
Kun med brugerens øjne
Forskningen i socialt arbejde har fulgt med udviklingen i den praktisk pædagogiske verden. Her har man, ifølge professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, Lars Uggerhøj, ikke beskæftiget sig særlig meget med magtrelationen mellem socialarbejderen og brugeren.
– Socialarbejderne har været optaget af omsorgen i arbejdet frem for i magten – altså den positive og opbyggelige frem for den umiddelbart negative side af samarbejdet. En række undersøgelser har fokuseret på brugernes oplevelser af samarbejdet – fx: Hvordan oplever borgerne socialpædagogens magtudøvelse? Hvad gør det ved dem at føle afmagt i forhold til en sagsbehandling?
Undersøgelserne viser samstemmende, at mens de professionelle ikke ser eller er optaget af magtaspektet, så er borgerne i højeste grad opmærksomme på, at det eksisterer:
– Når de mest udsatte møder en socialarbejder, er noget af det første, de afkoder, hvordan vedkommende udøver magt. Blandt borgerne er der således ingen tvivl om, at der eksisterer en magtrelation. Derfor er det interessant, at den ikke diskuteres fagligt og i mange tilfælde knapt nok vedkendes af de professionelle. Faktum er, at vi – og dermed også socialarbejderne selv – ved for lidt om socialarbejderen i magtrelationen til borgerne. Og dermed får socialarbejderne vanskeligt ved at kvalificere og udvikle det pædagogiske arbejde på dette centrale område, siger Lars Uggerhøj.
Magt forpligter
Når den canadiske neurovidenskab nu har afdækket en direkte sammenhæng mellem følelsen af magtfuldhed og funktionsnedsættelse i hjernens empatiske del, så kan det ved første øjekast ligne en positiv melding til det socialpædagogiske miljø. For her har man jo netop på nærmest officiel vis frasagt sig optagethed af og identifikation med magt. Der skulle således ikke være noget, som står i vejen for socialarbejderens vigtigste kompetence i faget – evnen til empati.
Men så enkelt er det desværre ikke, mener neuroaffektiv psykoterapeut Marianne Bentzen. Hun er en de få i Danmark, der, bl.a. sammen med Susan Hart i ‘Jagten på de nonspecifikke faktorer i psykoterapi med børn’ (Hans Reitzels Forlag, 2013), har skrevet om de psykologiske magtstrukturer.
– Mennesket er et socialt hierarkisk flokdyr. Hver gang vi kommer ind i en ny kontekst, så kigger vi os omkring efter, hvem der bestemmer. Det er sandsynligvis noget, vi har med os helt tilbage fra krybdyrstadiet. ‘Hvem er stærkest, hvem risikerer jeg at få bank af, og hvordan undgår jeg det?
– Alle sociale pattedyr organiserer sig omkring magt, men vi har været så optagede af vores civilisationsevne, at vi har overset det. Det socialpædagogiske miljø er absolut ingen undtagelse, og det er ikke hensigtsmæssigt. For i en magtrelation mellem to mennesker er det specielt vigtigt, at den, der har magten, forholder sig til de psykologiske processer, der er til stede i rummet. Hvis man dæmoniserer den del af virkeligheden, som magtrelationen skaber, bliver det meget svært at bevare ægte empati i situationen, siger Marianne Bentzen.
Bevar empatien
Og socialarbejdere har magt – det bliver de, ifølge Marianne Bentzen, nødt til at se lige i øjnene.
– Første skridt, hvis man vil bevare sine empatiske kompetencer i en situation, hvor der er en magtrelation involveret, er at vedkende sig den. Socialarbejderen har magten over borgeren, som er afhængig af socialarbejderen. Sådan skal det være, sådan er systemet bygget op. Og først fra dette autentiske ståsted giver et lyttende og empatisk grundsyn rigtig mening. For først derfra kan det få lov til at folde sig ordentligt ud, konstaterer hun.
– Derfor nytter det ikke noget at benægte magt. Så ender vi meget nemt med den håbløse ledermodel, som ikke tør sætte relevante rammer, men i stedet søger at opfylde alle borgernes ønsker – en umulig opgave.
– Hvis man har magt, må man også sætter rammer. Hvis man sætter rammer, så kommer man uundgåeligt til at sætte dem på en måde, som ikke alle bryder sig om, og der bliver det afgørende for ens positive magtudøvelse, at man som minimum vedkender sig, at man har magten.
– Hvis ikke man gør det, så får de biologisk betingede sociale impulser lov til at køre frit rundt med én. Og de har det med at lave rod, når man ikke er bevidst om dem.
Så længe man ikke synes, at magtfølelsen i mennesket er noget ‘pænt’ at snakke om, så længe får den lov at styre én, uden at man selv styrer den, siger Marianne Bentzen.
Egoets fristelser
Når vi føler os ovenpå, frigives et belønningshormon i organismen. Derfor kan magt være så fristende, mener Marianne Bentzen.
– En vigtig ting at holde øje med for en socialpædagog er, hvor god en følelse det er for egoet at mærke andres afhængighed af én. Men det er også en meget primitiv impuls, der bliver grundlagt tidligt i barndommen.
Spædbarnet har kun ét ønske, som er at blive passet godt på af andre. I 1-2 års alderen sker der noget andet. Man har brug for at blive mere autonom, man bliver interesseret i at handle i verden. Her dannes vores første personlige forhold til magt.
I 6-8 års alderen sker der igen noget nyt. Her opdager barnet, at der er noget, som er endnu sjovere end at få lov til at bestemme det hele. Nemlig når musikken spiller, og man indgår på lige fod med de andre børn i en leg, siger Marianne Bentzen.
Det hjælpeløse spædbarnsstadie, det magt-orienterede 1-2 årsstadie og det mere modne inkluderende 6-8 års stadie er tre modenhedsniveauer, som ifølge Marianne Bentzen, ligger dybt rodfæstet i os som voksne.
– Når vi møder magtstrukturer i vores liv, hvad vi gør hver eneste dag, så handler vi ud fra et eller flere af disse niveauer. Det er selvfølgelig afgørende, at socialpædagoger kan genkende modenhedsniveauerne i sig selv. For først når man kan det, er det muligt helt bevidst at stræbe efter at handle ud fra det højeste modenhedsniveau, hvor det handler om at få musikken til at spille, siger Marianne Bentzen.
Mentaliseringsevnen går fløjten
Psykolog Marie Olsen-Kludt fra Theraplay har specialiseret sig i at omsætte neuroaffektiv udviklingspsykologi til praksis. Hun arbejder til daglig med professionelle omsorgspersoner og deres relation til de børn, de har ansvaret for.
I sin omgang med socialarbejdere, har hun erfaring for, at de til tider kan komme i situationer, hvor de oplever sig så pressede, at de ureflekteret identificerer sig med følelsen af at have magt.
– I disse øjeblikke er man i overhængende fare for at miste sine empatiske evner. Mentaliseringsevnen går fløjten, når vi fremstår magtfulde. Derfor vil jeg meget hellere tale om ‘ansvar’ end om magt. For når vi bruger magt, blot fordi vi har den, så bliver vi meget ofte til krokodillehjerner, der bare er ude på at trumfe vores vilje igennem.
– I de situationer får man, hvis man eksempelvis arbejder med udsatte børn, næsten aldrig fat om, hvad det er barnet prøver at sige med dets adfærd. Og dermed risikerer man at være medvirkende til at vedligeholde barnets problematikker, siger Marie Olsen-Kludt.
På arbejde med nervesystemet
Det er en fælde, som Marie Olsen-Kludt understreger, vi alle kan falde i, når vi oplever os så pressede, at vi mister evnen til at tænke og føle klart på en og samme tid.
– Når vi har med mennesker at gøre, så er vi alle på arbejde med vores egne nervesystemer. De instinktmæssige reaktioner, hvor vi lukker af og ikke mærker situationen, kræver konstant overvågning for ikke at blive spillet ud.
– Nogle falder måske kun i fælden nogle få øjeblikke af gangen, før de bliver opmærksomme på, at det er det, der sker, og kan tage ansvar for situationen igen, mens andre har vanskeligere ved at se sin egen andel i samspillet. Men ingen undgår det formodentlig helt, siger Marie Olsen-Kludt.
Det kan godt være, der er psykologer og konsulenter, men ofte må vi jo klare tingene selv.
Det er, ifølge Marie Olsen-Kludt, en almindelig holdning blandt socialarbejdere.
– Det er forståeligt, men man har faktisk brug for hjælp. Faren for at miste tilstedeværelse og empati i hverdagens pressede situationer er overhængende, hvis man ikke kan dele de sårbare tanker og følelser, der er forbundet med at føle sig afmægtig.
– Derfor er det vigtigt, at vi får udviklet nogle trygge rammer, hvor socialarbejdere både kan få supervision og dele deres tanker om de svære situationer, siger Marie Olsen-Kludt.
Paradokset
Det var professor i psykologi på Berkely i Californien, Dacher Keltner, som i 2008 introducerede begrebet The Power Paradox.
‘Paradokset’ er dette: De samme positive evner og talenter, som er afgørende for at opnå magt, er de samme evner og talenter, som korrumperer, når magten opnås.
Ifølge den amerikanske psykoterapeut Cedar Barstow, der er grundlægger af virksomheden Right Use of Power, ville det være et stort fremskridt, hvis alle, der indtager magtpositioner i samfundet, forstod og var opmærksomme på den tendens, som er i os alle.
– Det er jo langt fra sådan, at man som magtmenneske står uden mulighed for at bevare sine empatiske potentialer. Et af de bedste redskaber er at forblive i ‘the feedback loop’. Selvom man har fået tilstrækkeligt meget magt til at kunne hæve sig over kritik, så er det meget vigtigt ikke at gøre det. Det kræver imidlertid en stor personlig modenhed og et personligt selvudviklingsarbejde dagligt at foretage det valg at forblive i øjenhøjde med dem, man har magt over. Og det fordrer en forståelse for, hvor risikabelt det kan føles for dem, man har under sig, at give ærlig feedback, siger Cedar Barstow.
Hvis man ønsker at være en magtperson, der ikke falder i The Power Paradox-fælden, så er det, ifølge Cedar Barstow, helt afgørende, at man forstår paradokset. Kun ved at se potentialet for forråelse lige i øjnene, kan man gøre sig håb om at anvende magt positivt.
– Når man ved, at selve magtpositionen gør én i stand til at misbruge magten, så kan man bruge den information til at forøge sin følsomhed i stedet for at sætte den over styr. For hvis man vil undgå at falde i fælden, så handler det mere end noget andet om at holde et vågent øje med sig selv, siger Cedar Barstow.