Den nænsomme flytning
Da Aalborg Kommune skulle flytte tolv borgere med autisme og ADHD fra tolv forskellige steder til nye lejligheder på samme matrikel var kodeordet nænsomhed
Vores fornemmeste opgave er at skabe livskvalitet samt at gøre hverdagen så gnidningsløs og nænsom som muligt, og da vi skulle flytte borgerne, var dette også i centrum. Hos den borger, jeg er tilknyttet, var alt derfor planlagt ned til mindste detalje ud fra en neuropædagogisk tankegang.
Sådan siger pædagog og gruppekoordinator Birgitte Grundsøe Overgaard om sit daglige arbejde på Specialgrupperne Gennem Bakkerne i Aalborg kommune. I løbet af det sidste års tid har kommunen flyttet tolv specialtilbud sammen på ét fælles område i Hammer Bakker.
Sammen med sit medarbejderteam udarbejdede Birgitte Grundsøe Overgaard minutiøse planer for flytningen, der skulle foregå på én dag for at undgå situationer, der kunne stresse borgeren.
– Den borger, jeg er tilknyttet, kan ikke forholde sig til det nye, så vi blev nødt til at forberede alting inden selve flyttedagen. Alt nyt var købt inden og sat i den gamle lejlighed således, at det var kendt, når der skulle flyttes. Der var fx sat mærker på gulve og vægge i den nye lejlighed, så vi præcist vidste, hvor tingene skulle stå, fortæller hun.
– På selve dagen, mens borgeren tog på tur med noget af personalet, pakkede vi andre alting ned og på grund af forarbejdet med mærkaterne, kunne vi så sige til flyttefolkene, hvor bord, seng, bøgerne, sofaen og orglet og andre vigtige ting skulle stå. Det skulle vi ikke først til at diskutere, forklarer Birgitte Grundsøe Overgaard om den dag i oktober 2012, da borgeren, hun er tilknyttet, blev flyttet til de nye omgivelser.
Siden 2005 har hun arbejdet med den samme borger og havde i fællesskab med sine kolleger sat adskillige skrækscenarier op for, hvad der kunne gå galt ved flytningen.
– Den borger, jeg er tilknyttet, er meget lyd- og lysfølsom og har svært ved ændringer. Han stresser let og er let påvirkelig. Vi havde derfor nok sat 120 skrækscenarier op for, hvad der kunne udløse en stressreaktion, men nu var det kun en brøkdel af dem, der blev virkelige. Og det var kun, fordi vi var så velforberedte og havde tænkt ind, hvordan lige netop denne borger kunne reagere på ændringerne, at det gik så godt.
– Borgeren, jeg er tilknyttet, ser ikke så godt, så vi vidste, at det ville være svært for ham at orientere sig og fx finde badeværelset, fordi rummet vender anderledes. Så hver gang han skulle på badeværelset, gik han i stedet for i retning af skabene i stuen, men efter nogle uger havde han vænnet sig til det. Men vi har også måttet finpudse hen ad vejen. Før i tiden kunne han selv tænde og slukke lyset på badeværelset, men nu er der sensor på lyset, og den var sat til at slukke efter to minutter, hvilket var alt for lang tid og skabte utryghed. Nu har vi indstillet den til at slukke efter 10 sekunder, og det gør en forskel. Selv de mindste ting kan være meget stressende, siger Birgitte Grundsøe Overgaard.
|
Fagcenter for Autisme og ADHD Fagcenter for Autisme og ADHD ligger flere steder i Aalborg Kommune og er et helhedstilbud til børn, unge og voksne med autisme og andre forstyrrelser indenfor autismespektret. Specialgrupperne Gennem Bakkerne ligger i Vodskov, og er et byggeri fra 2012 med 12 separate lejligheder. Beboerne i specialgrupperne er voksne borgere med diagnoser inden for autismespektret og med en meget kompleks adfærd. |
Et nyt sprog
En grundlæggende del af neuropædagogikken er at kigge på borgernes adfærd og at tolke de tegn, der kommer. Helt små nuancer i adfærden bliver observeret og analyseret og noteret ned i flere forskellige situationer.
Lektor og forsker i neuropædagogik på University College Nordjylland, ph.d.-studerende, Anni Mortensen, der har været med til at starte den pædagogiske efteruddannelse i neuropædagogik samme sted i 2002, forklarer:
– Begreber som arousal, spejling og synkronisitet er blot nogle af de ord, neuropædagogikken arbejder med. Og vi arbejder altid ud fra hypoteser af borgerens adfærd. Måske er der et arousal-problem – skal borgeren have et løft i energi eller dæmpes i energi. Så læser vi borgerens tegn i fx fire uger, noterer ned, evaluerer og gør status og ser, om vores hypotese var rigtig. Var den ikke det, starter vi forfra.
Personalet har med neuropædagogikken fået et nyt sprog i deres pædagogiske arbejde, hvilket er med til at sikre livskvaliteten også for den gruppe borgere, der mangler et talesprog.
– Neuropædagogikken er også et refleksions- og kommunikationsværktøj, der har givet det pædagogiske personale en fælles sprogkode, siger Anni Mortensen.
– Fx var der en borger, der flere gange om dagen kørte op i sit stemmeleje. Det var en frygtelig lyd, og man måtte holde sig for ørerne. For at dæmpe hende i arousal, ser vi på, hvordan vi kan spejle hende. Det gør vi ved at indfange hende med den samme lyd, som hun bruger, og derved kan vi køre hende ned i lyd og dermed dæmpe hende i stedet for at tysse på hende, som er det, man umiddelbart ville gøre for at få hende til at tie stille. Men ved at kigge på de tegn, hun gav i sin adfærd, kan spejlingen af hende ændre på en uhensigtsmæssig adfærd, forklarer Anni Mortensen.
Kend livshistorien
Udover en borgers diagnose er kendskabet til borgerens livshistorie meget vigtig.
– Som mennesker bærer vi vores historie med os gennem hele livet forstået således, at de reaktioner, man har i nutiden bl.a. er betinget af det, der er sket i fortiden. Ved at kende livshistorien, kan man begynde at forstå, hvorfor en borger reagerer, som han gør, forklarer lektor Anni Mortensen.
Og netop kendskabet til livshistorien har givet Birgitte Grundsøe Overgaard en ekstra viden om den borger, hun er tilknyttet.
– Ved at kende livshistorien for den borger, jeg er tilknyttet, ved jeg, at han aldrig har haft en almindelig døgnrytme, og den oplysning havde jeg ikke haft, hvis jeg bare havde kendt diagnosen. Og fordi døgnrytmen altid vil mangle, ved jeg aldrig, hvordan dagen kommer til at gå. Har han sovet godt, har han været vågen, er han træt etc.? Derfor er et fleksibelt dagsskema nødvendigt – hvor det er ok at aflyse aktivitet samt give plads til en middagslur. Den fleksibilitet giver mindre stress, både hos borger og hos personale og gør faktisk, at aflysningerne er få. Så stresser man ikke, ligesom man kunne før over ting, der skulle nås, siger Birgitte Grundsøe Overgaard.
– Livshistorien hjælper mig til at se mennesket bag, for den personlige rygsæk, borgerne har med, er mindst lige så vigtig som den primære diagnose, de får stillet, siger hun.
Dopaminløft
I dag er Birgitte Grundsøe Overgaard tovholder for medarbejderteamet, der er omkring hendes borger, ligesom hun underviser de nye ansatte på både Fagcenter for Autisme og ADHD og i Specialgrupperne Gennem Bakkerne i neuropædagogik.
Men hun kan sagtens huske, hvordan det var, da hun første gang lærte den nye verden – og de nye ord at kende tilbage i 2009.
– I starten tænkte jeg, at de nye ord var overvældende. Jeg var med en kollega af sted på efteruddannelsen, og vi kiggede flere gange på hinanden og tænkte ‘shit’. Det satte en masse tanker i gang, fx hvordan får vi overført, at det er godt for en borger at gå en tur, når han ikke ved, hvad han har brug for. Selvom vi vidste, at det ville være godt for ham, var det svært at formidle det til ham. Et af de nye ord, vi lærte, var dopaminløft, siger hun og fortsætter:
– Dopamin er et signalstof i hjernen, der har en afgørende rolle for drivkræfterne bag handlinger og udløses i forskellige positive situationer. Jeg husker Anni Mortensen sagde, ‘Sørg for at give dopaminløft – og for at give belønning. De to ting giver mening i dag, men dengang havde jeg ikke tænkt over det. Fx er ridning godt for min borger – det giver et dopaminløft.
– For mig ville det måske være at spise chokolade eller at løbe en tur, fordi jeg ved, at jeg så kan spise chokoladen bagefter, men borgerne i specialgrupperne ved ikke altid, hvad de har brug for. Vi skal være med til, at der sker en udvikling for borgerne, og i dag er tankegangen og kommunikationen vendt. Før tænkte jeg måske: ‘Du skal på gåtur, fordi jeg ved, det er godt for dig’. I dag siger jeg ‘Når du har gået tur, så kan du spille på orgel’ – hvilket så vil være belønningen, siger Birgitte Grundsøe Overgaard.
15-timers vagter
Personalegruppen tog den helt store konsekvens af deres neuropædagogiske viden om borgere med autisme og ADHD, da de som et forsøg ændrede den daglige arbejdstid til at følge borgernes rytme fuldstændig, så der i dag er indført 15-timers vagter for at undgå, at borgerne skal forholde sig til et skifte midt på dagen.
– I dag arbejder vi stadigvæk gennemsnitligt 37 timer om ugen, men hvor vi før havde vagter fx fra 7 til 14, har vi i dag en vagt fra 7-22.30, men så er der måske kun en, to eller tre vagter om ugen, alt efter om man har haft weekendvagter. Det gør, at vi er til stede sammen, vi er friske sammen, og vi bliver trætte sammen med borgeren. Og jeg vil næsten sige, at 99 pct. er glade for den nye arbejdstid, der har givet mere ro og mindre stress i dagligdagen. Før vidste den borger, jeg er tilknyttet, at når jeg ryddede op og tømte skraldespand, så skulle der ske et skifte, så skulle han bruge sin energi på det. Nu er jeg der hele dagen, så nu skal han kun forholde sig til én i løbet af dagen, siger Birgitte Grundsøe Overgaard.
Styrker livskvaliteten
‘Den nænsomme flytning’ er et af flere projekter, hvor lektor Anni Mortensen har undervist personalet i neuropædagogik.
– Jeg kan se, at der er kommet en anden ro på personalegruppernes dagligdag, efter at der er kommet struktur på arbejdstiden. Strukturen har skabt overblik over, hvem, der gør hvad, hvornår, og deres faglige viden har givet personalet redskaberne til at reflektere over deres egen pædagogiske indsats, siger hun.
Neuropædagogikken har sat en anden dagsorden og givet personalet mulighed for at sætte ord på vanskelige situationer i deres pædagogiske arbejde.
– Der er sat en ny dagsorden for personalet, hvor de nu kigger på, hvor forskellige de er som personer. Personalet kan overtage en struktur, men ikke relationen med borgeren, og det har de fået en større forståelse af. De ved nu, at det ikke er personligt, hvis en borger reagerer anderledes på en medarbejder frem for på en anden. Ved at observere og analysere ser de, at der måske er en borger, der slår mere ud efter dem på bestemte tidspunkter, når en bestemt medarbejder er på arbejde. De får et fagligt redskab til at ændre på dagligdagen og ligefrem italesætte, hvad der sker. Når personalet ændrer holdning til deres pædagogiske arbejde, så ændrer de også relationer, siger hun og fortsætter:
– Måske siger en medarbejder så, ja jeg er faktisk også nervøs, når jeg er på arbejde, og så er det den faglige viden, der får løst en spændt situation, fordi nervøsiteten bæres med ind i relationen og smitter borgeren, der så også bliver nervøs. Det styrker derfor livskvaliteten for borgeren, at personalet har denne viden, forklarer lektor Anni Mortensen.
Neuropædagogikken er i dag blevet en helt naturlig del af Birgitte Grundsøe Overgaards pædagogiske tankegang.
Borgerne skal være her, men jeg kan jo vælge, om jeg vil være her. Vi ser nu på mennesket frem for kun på diagnosen. Vi er nu kommet så tæt som muligt på en forklaring på vores borgeres reaktionsmønstre, og så er det sådan set ligegyldigt, om det hedder neuropædagogik, eller om folk er skeptiske overfor det. For det, vi gør, virker, fastslår hun.