Helt ind i sindet
En efteruddannelse i neuropædagogik fik personalet på Aktivitetscentret Kellersvej i Gladsaxe til at ændre fokus i deres pædagogiske arbejde
Nu har vi en større viden om, hvorfor vores brugere reagerer, som de gør, og det har givet os en øget forståelse for deres adfærd og vores tilgang til dem. Vores fokus er et andet, og det er et stort plus i det daglige arbejde.
Sådan siger konstitueret leder på Aktivitetscentret Kellersvej, Susanne Lundahl Michaelsen, der i flere år har arbejdet med udviklingshæmmede brugere.
Aktivitetscentret Kellersvej tilbyder samvær og daglige aktiviteter for omkring 100 udviklingshæmmede brugere mellem 18 og 90 år. Alt efter deres behov og ressourcer er de fordelt på seks huse på det store område, hvor Café Dukkehuset ligger midt på en grøn græsplæne og frister med både smørrebrød, salater og sandwich. Her er seks førtidspensionister ansat i job med løntilskud, og her er der livlig aktivitet fra morgen til eftermiddag.
Ved siden af køkkenet i Café Dukkehuset hænger en stor hvid tavle med billeder af blandt andet et toilet, et kasseapparat og en ovn til at synliggøre flere af dagens opgaver. Hver enkelt sætter et billede af sig selv ud for den opgave, de er i gang med. Det giver overblik og ro for alle til at koncentrere sig om én opgave ad gangen, hvilket har gjort hverdagen mere rolig og mindre trættende for cafeens ansatte i lønstilskud og det pædagogiske personale.
|
Kellersvej Aktivitetscentret Kellersvej ligger i Gladsaxe Kommune og er et dag- og samværstilbud for omkring 100 voksne med udviklingshæmning. Alle pædagoger er efteruddannet i neuropædagogik. Café Dukkehuset har seks førtidspensionister ansat i job med løntilskud, en køkkenassistent og to pædagoger. |
De tre k’er
Sammen med en kollega har Lillian Trøjgaard Nielsen i fire år stået for det pædagogiske arbejde i Café Dukkehuset.
Ud over at neuropædagogikken har givet hende arbejdsro til de pædagogiske opgaver og en forståelse for, at det er ok at fokusere på én opgave ad gangen, har hendes kommunikation også ændret sig.
– Nu ved jeg, hvordan jeg mest hensigtsmæssigt skal gå til Aktivitetscentrets brugere og de ansatte i job med løntilskud i caféen, så min kommunikation er vendt 180 grader. Nu stopper jeg op, bliver i opgaven og bruger de tre k’er, når jeg forklarer en opgave: Kærligt, konkret og kort, fortæller Lillian Trøjgaard Nielsen.
Det har krævet tid at omstille sig fra de børnehavebørn, hun tidligere arbejdede med, for selvom det her er voksne mennesker, hun arbejder med, så er deres mentale udviklingstrin ikke alderssvarende.
– Når vi har udarbejdet en udviklingsprofil på vores ansatte i løntilskud her i caféen, har det vist sig, at de på nogle udviklingsområder har et funktionsniveau, der ligger væsentligt under det forventede i forhold til deres alder. Den viden giver en bedre forståelse af, hvilke opgaver de ansatte kan rumme. Umiddelbart kan de så meget, men før kom jeg kom ind i mellem til at have for høje forventninger, fortæller Lillian Trøjgaard Nielsen om tiden, før hun fik sin neuropædagogiske efteruddannelse.
Gætteri afløst af viden
Siden 2005 har det været et krav på Aktivitetscentret Kellersvej, at alle pædagoger efteruddanner sig i neuropædagogik. Alle nyuddannede skal efteruddannes indenfor et år, ligesom der løbende er evalueringer af brugernes udvikling og opdateringskurser for det pædagogiske personale.
Pædagogerne har både fået nogle aha-oplevelser i forhold til deres daglige arbejde, men har også indimellem haft en afmægtig følelse af deres egen manglende viden før i tiden.
For Susan Andersen, der har 40 år i omsorgens tjeneste bag sig, er det nu tydeligt, hvordan hverdagen har ændret sig, efter at den neuropædagogiske viden er blevet en indgroet del af det pædagogiske arbejde på Aktivitetscentret Kellersvej.
– Jeg prøvede tidligere at skabe en stille og rolig hverdag. Men i bakspejlet kan jeg se, at jeg ind i mellem kom til at stille for høje forventninger til brugerne. Det, jeg troede, var det rigtige, var jo ikke det rigtige ud fra situationen, som tit var mere spændt, når brugeren oplevede nederlag ved ikke at kunne leve op til mine forventninger. I dag har vi alle en bedre forståelse for brugerens muligheder og ressourcer. Nu kan vi bedre fagligt se, hvad brugeren kan og ikke kan, så vedkommende får succesoplevelser i stedet for nederlag, og den konkrete viden havde vi ikke før, siger Susan Andersen og tilføjer:
– Jeg bliver helt berørt af det, når vi taler om det, og jeg glæder mig over, at jeg har fået denne viden med, for jeg vil så gerne videregive den.
|
Hvad er neuropædagogik? Neuropædagogik bygger på flere forskellige fagområder, bl.a. neuropsykologi, kognitiv psykologi, didaktik og læringsteori. Via neuropsykologiske test og iagttagelser kortlægges personens stærke og svage sider på områder som opmærksomhed, kommunikation, hukommelse, orienteringsevne og social funktion. Interventionens effekt afhænger bl.a. af skadens karakter, personens alder på skadestidspunktet, personlighed, styrkeområder samt ressourcer i nærmiljøet. Neuropædagogik har sin oprindelse i det specialpædagogiske og terapeutiske miljø, men bliver i stigende grad benyttet indenfor normalområdet. Kilde: Encyklopædien, Psykologisk-Pædagogisk Ordbog, Kjeld Fredens, Peter Thybo. |
Ro
I dag er personalet i stand til at arbejde langt mere målrettet og er blevet bedre til at tilpasse rammerne, så de tilgodeser brugernes individuelle behov.
– Før diskuterede vi på lange møder vores brugeres adfærd. En havde én mening, en anden sin mening, men nu har vi en fælles neuropædagogisk tilgang at tale ud fra. Vi ved, at vores viden gavner og skaber øget grobund for udvikling, og det gør vores hverdag mere tilfredsstillende, at vi har den viden, fastslår Susan Andersen.
Ro er det ord, der oftest går igen, når pædagogerne her skal forklare, hvad den største forskel på deres arbejde er før og efter deres neuropædagogiske efteruddannelse. Ro til at fordybe sig i det pædagogiske arbejde, og ro der har dæmpet stressniveauet for brugerne, efter at der er kommet konkret viden om deres hjernemæssige formåen.
– Nu ved vi fx konkret, hvorfor nogle brugere har brug for at blive skærmet af, og at andre har brug for at se hele det rum, de opholder sig i. Ud fra vores viden om bl.a. hjernens formåen hos den enkelte tager vi dagligt hensyn, og det har givet alle ro i hverdagen, fortæller Terese Wegind, der har været på Aktivitetscentret Kellersvej, siden hun blev færdiguddannet i 2005.
Med sin neuropædagogiske viden kan hun nu søge yderligere viden om sit arbejde med brugere med udviklingshæmning. En viden, der ikke eksisterede, før der blev udbudt efteruddannelse i neuropædagogik inden for specialområdet.
Ikke en bageopskrift
Pædagogerne på Aktivitetscentret Kellersvej er ikke alene om at have følt sig frustrerede i deres arbejde tidligere. Mange af deres kolleger over hele landet deler samme oplevelser.
Dorte Lindegaard underviser på efteruddannelsen i neuropædagogik på VISS.dk i Skanderborg, hvor de siden 2007 har haft omkring 200 studerende på efteruddannelse årligt. Her fortæller de studerende i deres evalueringer samstemmende, at neuropædagogikken giver dem en ny forståelse i mødet med deres udviklingshæmmede brugere.
– De studerende får øje på nye vinkler og en forståelse i deres pædagogiske arbejde, ligesom de finder ud af at forstå, hvor forskelligt, vi forstår. Neuropædagogik er ikke en bageopskrift, hvor man kan sige, at hvis man har ADHD, så gør vi sådan og sådan, for livshistorien, observationerne og analysen af personen er næsten vigtigere end diagnosen. Folk med samme diagnose er forskellige som mennesker, og her kompenserer neuropædagogikken ved at se på det hele menneske, fortæller Dorte Lindegaard og fortsætter:
– Vi kan ikke lokalisere skader i hjernen, men vi kan få en mere nuanceret forståelse på baggrund af vores neuropsykologiske viden, ligesom vi skal være ressourcesøgere frem for fejlfindere. Det er vigtigt at kende til brugerens ressourcer og kompetencer, da det er disse, der kan benyttes til at kompensere for vanskelighederne, og får os til at stille realistiske forventninger. Det er i relationen, adfærd opstår, og det er derfor hele konteksten, og ikke kun brugeren, vi skal analysere, når vi skal forstå en given problemstilling, og derigennem finde nye eller andre løsninger.
|
Nyttige ord i neuropædagogik
|
Nyt lys
At efteruddannelsen i neuropædagogik har kastet nyt lys på arbejdet til gavn for alle, er Sanne Krøll Paavig heller ikke i tvivl om. Med sine 25 års erfaring er hun i dag neuropædagogisk vidensperson og uddannelsesvejleder i neuropædagogik for studerende i praktik på Aktivitetscentret Kellersvej.
– Den øgede viden i personalegruppen har medført, at vi i langt højere grad har mulighed for at se og forstå nogle sammenhænge, vi ikke tidligere umiddelbart kunne få øje på, og det har givet en forståelse for, hvad der kan ligge bag en given adfærd. Vi har erfaret, at årsagen til problematisk adfærd ofte har at gøre med krav eller forventninger, der ikke kan honoreres. Er man fx ikke opmærksom på, at en bruger mangler fornemmelse for tid, eller har en ringe forståelse for sammenhæng, kan dagligdagen blive yderst problematisk at navigere rundt i. Selv små opgaver bliver umulige at løse for en bruger, og det øger presset på vedkommende. Ofte formår de ikke at give udtryk for et problem, og det kan ende med en udadreagerende reaktion. Mange af vores brugere har også mange sansebearbejdningsproblemer, og for nogle er det så belastende, at det ligeledes kan føre til en voldsom reaktion. Er man ikke klar over, hvilke hensyn eller stimulation, der skal til for at øge trivslen hos den enkelte bruger, kan den udadreagerende fremstå mere entydigt som en aggressiv person. Sådan kan det også være for den bruger, der isolerer sig i et hjørne, vedkommende kan fremstå som asocial person, forklarer Sanne Krøll Paavig.
Urimelige etiketter
– Et konkret eksempel på, hvad der kunne udløse en voldsom reaktion, kunne være, at en person med sanseintegrationsproblemer, der har dårlig balance, og som skal stå tæt med andre i en kø, ved, at et lille puf er nok til, at han falder. Ofte udløser en sådan situation, hvor kontrollen mistes, en aggressiv reaktion der kan gå ud over andre. Det er et eksempel på et simpelt ikke viljestyret forsvar, hvor tale om opførsel ikke fører til noget. Det samme gælder for den bruger, der har fået etiketten asocial. Denne person har erfaret, at det er en fornuftig strategi for at beskytte sig selv. Selv det at blive berørt ganske let kan hos nogle være direkte ubehageligt – ikke mindst, når berøringen er på særlige følsomme steder som fx håndfladen. Netop forståelsen af at vi alle reagerer individuelt på sansestimulation, og at man faktisk kan komme en reaktion i forkøbet, er meget værdifuldt, siger Sanne Krøll Paavig.
Hun tilføjer, at de på Aktivitetscentret hurtigt og med held kunne bruge den læring, de har fået under efteruddannelsen, hvilket fortsat øger motivationen for at søge yderligere viden.
– Det var fx en øjenåbner at brugere, der ankom sovende eller sad og let faldt hen og tilsyneladende småsov, blev placeret, hvor der var mest ro, da vi vurderede, at de var trætte. Efter en teoretisk gennemgang om, hvordan hjernens vågenhedsniveau kan reguleres gennem sansestimulation eller manglen på samme, prøvede vi i stedet at tilbyde et glas kold saft, musik, massage eller andet i denne sammenhæng. Ofte var det lige dét, der skulle til, og så er der jo ikke grund til at sidde at sove, siger Sanne Krøll Paavig og fortsætter:
– Jeg synes, det er vigtigt at pointere, at rigtig meget også lykkedes i det pædagogiske arbejde, før vi var på efteruddannelse. Men vi ser på vores brugere og vores arbejde med mere kvalificerede øjne. Så nu kan vi så tænke tilbage og bedre forstå, hvorfor vi lykkedes, forklarer hun.
|
Sanserne i spil – flere nyttige ord
Kilder: ergoterapeut dr. Lucy Jane Miller og ergoterapeut Winnie Dunn. |
Ændring af nervesystemet
Arbejdet med at ændre en brugers hverdag i en mere positiv retning kan kræve tålmodighed og nogle gange en lang og konsekvent indsats fra pædagogisk side.
– Tålmodighed skal brugere til enhver tid mødes med, og i forhold til nogle brugere, er det vigtigt at vide, at et nervesystem skal have tid til at ændre sig, før målet er nået. Efter en daglig indsats måske i løbet af et helt år, føles det godt, når man ser, at en bruger efterhånden, i kraft af et vidensbaseret tiltag, bedre kan rumme samvær med andre, selv opsøge eller deltage i aktivitet, der fremmer velvære. Det giver mig en særlig arbejdsglæde ved at opleve, at indsatsen gør en forskel, siger Sanne Krøll Paavig.
For at finde ud af, hvordan en bruger med nedsat funktionsevne reagerer på sansestimuli, kan det, som en del af det neuropædagogiske arbejde, være hensigtsmæssigt at udarbejde en sanseprofil af vedkommende. Hvor det er relevant, har brugerne på Aktivitetscentret Kellersvej fået udarbejdet en sanseprofil i forbindelse med aktivitetstilbuddet på stedet.
Sanseprofilen er et testredskab, der kortlægger, hvordan den enkelte bruger bearbejder sanseindtryk i hverdagen. I samarbejde med pædagoger på bo- og dagtilbud og pårørende benytter ergoterapeuter bl.a. sanseprofilen til at indrette omgivelserne bedst muligt for en bruger.
– Vi bliver hele tiden bombarderet med sanseindtryk fra vores egen krop og fra vores omgivelser, og alle sanseindtryk bliver bearbejdet i hjernen. Sanseprofilen ser på sansebearbejdning hos den enkelte bruger. Ud fra denne viden kan vi skabe et mere hensigtsmæssigt miljø med øget fokus på sansestimulering i brugerens dagligdag. Herved bliver sansestimulering en integreret del i dagligdagen for brugeren og ikke kun, når han eller hun går til ergoterapi for her at få stimuleret sine sanser, forklarer ergoterapeut Susanne Strøm Knudsen, der til dagligt udarbejder sanseprofiler på voksne med udviklingshæmning i Center for Specialterapi i Gentofte Kommune.
– Hvis en bruger ikke kan håndtere en spisesituation, fordi han fx bliver forstyrret af en for skarp belysning, at der er for mange auditive input omkring ham og dermed for meget larm, eller at placeringen i rummet er uhensigtsmæssig, kan vi justere omgivelserne, så de tilgodeser brugerens sansebearbejdning, siger Susanne Strøm Knudsen og tilføjer:
– Arbejdet med voksne udviklingshæmmede er et lidt overset område, og det er synd, for vi kan gøre hverdagen så meget bedre for denne gruppe brugere.
Brænder indeni
At gøre hverdagen bedre for mennesker med nedsat funktionsevne er også en drivkraft for den erfarne Susan Andersen, der for et par år siden indrettede et sanserum i samarbejde med stedets ergoterapeuter. Sanserummets fire rum stimulerer primært føle-, bevæge- og balancesansen og er indrettet, så de enten hjælper til at dæmpe eller øge arousal hos brugerne, alt efter om deres mentale vågenhed skal sænkes eller forøges.
– Sanserummet har givet brugerne en roligere hverdag og nogle mindre stressede omgivelser. Vi havde en kørestolsbruger med aggressiv adfærd, som kolleger andetsteds tidligere havde vanskeligt ved at stimulere. Nu får han en roligere hverdag, fordi han kommer ud af kørestolen og lægger sig op i vandsengen, sidder i hængekøjen eller lukker alt ude i ‘det sorte rum’. Og man kan se på ham, at han ser så lykkelig ud, når han bliver stimuleret, siger Susan Andersen og tilføjer:
Neuropædagogikken brænder inde i en, og det at kunne se de enkelte brugeres behov og kunne stimulere dem – det er jo livet.