Midt i en hjernetid
Sundhedsinnovator Peter Thybo advarer mod at få et amputeret menneskesyn, hvis vi tror, at alle svar på vigtige spørgsmål om mennesket kan findes i hjernen. Vi skal se på det hele menneske, understreger han
Der kan siges meget godt om neuropædagogik. Det er et godt værktøj til at forøge livskvaliteten for mennesker med nedsat funktionsevne. Men når det er sagt, så skal det også siges, at vi for tiden oplever en hjernebegejstring, fordi man hvert år bliver afgørende klogere på hjernens funktion. Derfor har meget i dag noget med ‘neuro’ at gøre – fx neuromatematik, neurofilosofi, neuroteologi, neurocoaching etc.
Sådan siger Peter Thybo, sundhedsinnovator i Ikast-Brande Kommune. Han er underviser, foredragsholder, forfatter med mere udi neuropædagogikkens verden – og han advarer mod, at man så at sige stirrer sig blind på hjernen:
– Det kan næsten minde om 1800-tallets frenologi, hvor man ihærdigt studerede kranieformen, og mente at forskellige buler afspejlede særlige udviklede områder i personens hjerne, hvilket gav bestemte egenskaber, gode som dårlige. I dag leder man ikke efter buler på kraniet, men efter særlige aktive eller inaktive områder inde i hjernen for at få neurologiske forklaringer på menneskelige egenskaber og adfærd. Det er et reduktionistisk menneskesyn, og hvis man følger den tanke, så kommer man langt væk fra mennesket, og den verden mennesket lever i, siger han.
|
Peter Thybo Peter Thybo er uddannet fysioterapeut med speciale i neuropædagogik, master i læreprocesser samt PD i almen pædagogik. Han arbejder som sundhedsinnovator i Ikast-Brande Kommune. Han er desuden foredragsholder, underviser og forfatter, og udkom i september 2013 med sin seneste bog: ‘Neuropædagogik – hjerne, liv og læring’. |
Dagsform afgørende
For Peter Thybo er sammensmeltningen mellem neuro og pædagogik imidlertid vigtig for at mennesker med nedsat funktionsevne, måske på grund af en hjerneskade, kan opnå en bedre hverdag med livskvalitet, trivsel og sammenhæng. Viden om hjernen er vigtig, men det er også vigtigt at kigge på relationen til en person og personens omgivelser.
– Neuropædagogik er både relationel og situationel – og foregår i nuet. Forstået på den måde at både personer, livsbegivenheder og det rum, der er omkring en person med nedsat funktionsevne spiller ind på trivslen. Det kan derfor have en positiv effekt fx at se på det fysiske miljø omkring en person. Er farverne i rummet aggressive, kører tv’et hele tiden på højtryk, er der rodet? Alt dette kan skabe unødig uro og forvirring i hovedet på et menneske, der i forvejen kan have svært ved at skabe overblik og planlægge, fordi han eller hun har en funktionsnedsættelse i hjernen.
Siden starten af 90’erne har Peter Thybo interesseret sig for sammentænkningen af hjernens funktion, læring og trivsel set i forhold til det pædagogiske og terapeutiske arbejde, og i dag er hans speciale bl.a. neuropædagogik, som er udsprunget af hans interesse for at se på livet med en neurologisk lidelse og ikke blot på lidelsen i sig selv.
Netop livet med en lidelse og dagsformen spiller en stor rolle i det løbende arbejde med mennesker, der har nedsat funktionsevne.
– I mit arbejde med mine patienter som fysioterapeut, har jeg som regel en vigtig viden med mig om den enkelte persons hjernefunktioner, men jeg er også nødt til at se på, hvordan temperaturen er i bageriet netop den dag, vi er sammen. Det kan godt være, det gik godt i går, da vi sås, men i dag har vedkommende måske sovet dårligt, fået et brev med dårlige nyheder eller andet, der spiller ind i nuet. Og så står man med alle sine talenter og kommer ikke en centimeter længere, hvis man ikke ser på disse øvrige omstændigheder. Derfor er der heller ingen opskrift på neuropædagogik, vi må nøjes med nogle fornuftige retningslinjer. Sådan er det, når man arbejder med mennesker, der ofte lever i dagligt sansekaos. De er ude på kanten, deres følelser kan være forstørret, og de kan reagere i afmagt, siger den erfarne fysioterapeut.
Viden og refleksion
Når Peter Thybo understreger, hvor vigtigt et helhedsorienteret syn på mennesket er, er det også for at tydeliggøre, at netop de to begreber i neuropædagogikken – viden om hjernens funktion og anvendt pædagogisk viden – kan skabe mere struktur, mening og sammenhæng og dermed øge menneskers trivsel og livskvalitet uanset hvilken alder, de har.
– Erfaringerne med neuropædagogik er gode i forhold til alle aldersgrupper. Neuropædagogik kan ses som et supplerende pædagogisk arbejdsredskab, hvor den traditionelle psykosociale forståelsesramme nu også kan udbygges med en forståelse af, og bevidste refleksioner over, hvad der sker inde i hjernen på en person. Hvad er det fx for hjernemæssige mekanismer, der gør, at en person i bestemte situationer altid kommer op i det røde felt, bliver udadreagerende, skader sig selv, etc., siger Peter Thybo.
Ifølge Peter Thybo giver det god mening, når pædagogisk personale også ved noget om hjernens funktion, så de har flere forklaringer og handlemuligheder på menneskers handlinger og adfærd, især når det drejer sig om personer med funktionsnedsættelse i hjernen.
– Det er hensigtsmæssigt fx at vide noget om betydningen af nedsat funktion i frontallappen, når man står i en konflikt, der kræver en engels tålmodighed. En af frontallappens vigtige opgaver er at kunne hæmme impulsstyret adfærd, men hvis man ved, at denne funktion er nedsat, eller måske helt i stykker, og reaktioner derfor kommer med fuld og uhæmmet styrke, så er den viden vigtig for den pædagogiske indsats. Samtidig kan pædagogen bedre håndtere sådan en situation, fordi der er en bedre forståelse for den adfærd og de reaktioner, man møder fra den anden person.
|
En, to, tre, fire trin i neuropædagogik For at forstå en person med nedsat funktionsevnes adfærd og for at kunne optimere trivslen i hverdagen arbejder fagpersonerne ud fra en given hypotese, som fx: ‘Vi tror, borgeren reagerer udad i spisesituationen, fordi han har for mange indtryk omkring sig’. Derefter arbejder man med situationen i fire trin:
Kilder bl.a. Peter Thybo, fysioterapeut, sundhedsinnovator, Anni Mortensen, lektor og forsker i neuropædagogik på University College Nordjylland, ph.d.-studerende, Dorte Lindegaard, underviser på efteruddannelsen i neuropædagogik på VISS.dk i Skanderborg og Center for Specialterapi, Gentofte Kommune. |
Biologi kontra pædagogik
På den måde smelter neuro og pædagogik sammen og bliver til neuropædagogik, forklarer han og fortsætter:
– Det handler således om at kunne træffe de rigtige pædagogiske valg, og med neuropædagogik har man ganske enkelt fået flere pædagogiske strenge at spille på, når man ikke udelukkende ser på psykologiske forklaringer, men også på hjernens funktioner. En neuropædagogisk tilgang kan tilmed nedsætte risikoen for konflikter, og det betyder, at man som professionel kan være mere langtidsholdbar i det ofte krævende arbejde med mennesker, der har det svært.
– Neuropædagogik trækker på viden fra flere forskellige fagområder, og befinder sig i et stort spænd mellem biologiens verden og den humanistiske verden. På den ene side ser neuropædagogikken på forskellige hjernefunktioner, frontallappen, amygdala (hjernens alarmcentral), neurotransmitterstoffernes betydning osv., og på den anden side på, hvordan pædagogik anvendes i praksis, siger Peter Thybo.
– Men vi skal også være selvkritiske omkring vores viden om hjernen og ikke blot sige: ‘Nu ved vi det her om hjernen, så gør vi sådan og sådan rent pædagogisk’, for der er altså et helt menneske og et liv bag, som ikke må skylles ud med badevandet og som har stor indflydelse på den pædagogiske proces og resultat.
Ud over at advare mod at lade sig forføre af viden om hjernens funktion uden at se på mennesket bag, så opfordrer Peter Thybo samtidig til at være opmærksom på, hvordan faggrupper italesætter deres praksis, fordi sproget kan afsløre, hvordan vi ser på mennesker med nedsat funktionsevne.
– Det er så snublende let, at formen overtager indholdet, og så har vi ikke fået det maksimale ud af vores nye viden, hvis vi kun kigger på hjernens funktion. Den neuropædagogiske forståelsesramme inviterer til at se på det enkelte menneske i et helhedsperspektiv, og her spiller sproget også ind. Hvordan taler vi fx om mennesker med nedsat funktionsevne? Er der forskel på mennesker med hjerneskade eller hjerneskadede mennesker? Hvad vælger man at sætte fokus på? Hjerneskaden eller mennesket? Sætter du fokus på diagnosen, eller sætter du fokus på et menneske med en lidelse? Den sproglige forskel afslører, hvilket menneskesyn man har, og dette har stor betydning for, hvordan du i tanke og handling går ind i et andet menneskes verden, understreger han.
Fejlfinder og talentspejder
To vigtige begreber i neuropædagogikken er at være både fejlfinder og talentspejder. Selvom det kan lyde negativt at lede efter fejl hos et andet menneske, så er det ubetinget vigtigt for det neuropædagogiske arbejde at vide, hvad en person ikke kan på baggrund af fx en hjerneskade. Men det er også afgørende vigtigt at kende til personens ressourcer.
– Vi taler om to begreber indenfor neuropædagogik, fejlfinderen og talentspejderen. Vi skal vide, hvilke hjernemæssige vanskeligheder en person har og hvilke problemer, det udløser, men den største kunst er at løfte blikket og kigge ud mod horisonten for at lede efter det samme menneskes ressourcer og potentialer og få disse i spil i en livssituation, der er svær. Og vi skal også kigge på muligheder i personens omgivelser, for alt foregår i en relation til nogen eller noget. Den pointe er vigtig at få frem, siger Peter Thybo.
Vandet fisken svømmer i
Når Peter Thybo taler om relationer og omgivelsers betydning i arbejdet med mennesker, der ‘lever i et sansekaos’, så forklarer han dette med billedet af at se på vandet, fisken svømmer i. For er vandet mudret, det vil sige, er livsvilkårene forringet, vil fisken ikke kunne se klart eller leve i trivsel.
– Neuropædagogik er en pædagogisk praksis på hjernens præmisser. Vi sætter fokus på hjernens betydning for det pædagogiske arbejde, men… siger han,
– Og det er et meget vigtigt men – hjernen er imidlertid intet i sig selv, for samlet set er dens funktion helt afhængig af relationen til og samspillet med krop og omgivelser samt de muligheder og begrænsninger, der findes her. Derfor skal vi se på hverdagslivet med de forskellige faktorer, der dels kan hæmme dels fremme menneskers læring og trivsel. Og derfor skal vi, ud over at se på en persons diagnose, særlige menneskelige karaktertræk, personlighed, temperament og læringsstil, også se på personens livshistorie, netværk, hans forældre, drømme og sorger – og mange andre faktorer, der former et menneske for at give de mest optimale betingelser for trivsel i hverdagen, lyder det fra Peter Thybo.
Win-win situation
Opfordringen til at se på det hele menneske er derfor helt afgørende for Peter Thybo, for i sidste ende drejer neuropædagogik sig om at understøtte læreprocesser og øge mening og sammenhæng i hverdagen for mennesker med nedsat funktionsevne.
– Jeg ser ikke neuropædagogik som en pædagogisk revolution, men derimod som en naturlig evolution der får et bedre og stærkere fodfæste i takt med den stigende viden og forståelse omkring hjernens funktion og plasticitet, altså at hjernen udvikler sig hele livet.
– Det er denne hjerneviden der, efter min mening, med fordel fint kan tænkes ind i de traditionelle opmærksomhedsområder og teorier, der i forvejen findes i det pædagogiske arbejde. Nu er der så et ekstra opmærksomhedsområde, der hedder hjernens funktion, hvor vi ser på hjernen i samspillet med kroppen, personens indre og det omgivende miljø.
– At indarbejde denne viden i den pædagogiske praksis er en win-win situation, der giver personer bedre forudsætninger for øget trivsel samtidig med, at det pædagogiske personale får en bedre forståelse for og flere muligheder i deres arbejde. I sidste ende skal udviklingen jo gerne komme mennesker med nedsat funktionsevne til gode, og de skal forsøge at (gen)vinde-verden-som-mulighed i den udstrækning, det kan lade sig gøre, fastslår Peter Thybo og fortsætter:
– Samtidig har neuropædagogik en særlig opgave i denne hjernebegejstrede tid: Nemlig at holde fast i at det ikke er ‘hjerner’, man arbejder med, men derimod kommunikerende, musiske, relationelle, tænkende og værende mennesker.
|
Diskuter på facebook: Hvad er Anders, og hvad er Anders’ hjerne? Det neuropædagogiske arbejde med Anders har mindsket antallet af konflikter – men Anders’ generelle trivsel er ikke blevet væsentligt bedre. Er I blevet for fokuserede på hjernen frem for det hele menneske? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |