Der har igennem længere tid været stærkt fokus på sygefraværet i kommunerne – og dermed også på sygefraværet på de socialpædagogiske arbejdspladser. Som udgangspunkt er der sund fornuft i at analysere sygefraværet, da det kan indikere, at der er problemer med arbejdsmiljøet og trivslen på arbejdspladsen. Hvis det er tilfældet, er der al mulig grund til at drøfte, hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres på arbejdspladsen, og dermed medvirke til at nedbringe sygefraværet, så afskedigelser og i værste fald udstødelse fra arbejdsmarkedet undgås.
Ligeledes kan der være et positivt perspektiv i, at arbejdspladsen forholder sig proaktivt til sygefraværet, da det har betydning for udførelsen af det pædagogiske arbejde, når der mangler en kollega.
Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at det fortsat er legitimt at være syg. Det er til gengæld ikke legitimt at undlade at forholde sig til sygefraværet, for det er hverken til gavn for arbejdspladsen eller den syge.
At forholde sig til sygefraværet er dog hele tiden en balancegang, for hvad er formålet? Som ledere udfordres vi jævnligt i denne balancegang: På den ene side kan der være en politisk målsætning i en given kommune om, at kommunens sygefravær skal ligge under landsgennemsnittet. På den anden side kan der også være medarbejdere på arbejdspladsen, som får en alvorlig sygdom, hvilket kan betyde et længerevarende fravær fra arbejdspladsen, som ikke nødvendigvis ‘pynter’ på tallene for sygefraværet. Omvendt kan medarbejderen måske fastholdes på arbejdspladsen, hvis hun får den nødvendige tid og tætte opfølgning, der skal til i fraværsperioden.
Det er efter min opfattelse således ikke kun et spørgsmål om at forholde sig til sygefraværsstatistikker og tal, når sygefraværet skal nedbringes. Der kan faktisk være god samfundsøkonomi – og ikke mindst medmenneskelighed – i at medvirke til, at en kvalificeret medarbejder kan vende tilbage til arbejdspladsen, også selv om det betyder, at sygefraværet på arbejdspladsen ikke falder – tværtimod.
Sat lidt på spidsen kan lederne således stå i en situation, hvor vi skal vælge mellem de pæne tal eller hensynet til den syge medarbejder.
Det er dybest set en politisk problemstilling, som politikkerne i kommunerne må forholde sig til. Hvad skal succeskriterierne være for at nedbringe sygefraværet? Hvor længe må man som medarbejder være syg eksempelvis med en kræftdiagnose eller en opstået hjerneblødning, hvis der hos disse medarbejdere er en reel mulighed for, at de kan vende tilbage til arbejdspladsen? Svarene på sådanne spørgsmål er vel ikke en entydig tidsramme, hvis der også skal være en form for ordentlighed, rummelighed og individuelle hensyn.
Jeg skal derfor opfordre til, at disse dilemmaer foldes mere ud og diskuteres langt mere nuanceret, for det er den virkelighed, der udspiller sig på arbejdspladserne.
Birgitte Wold er forstander for fire tilbud i Køge Kommune og formand for Socialpædagogernes sektion for ledere og mellemledere.
|
Deltag i debatten
|