I psykiatrien, hvor jeg arbejder til daglig, bliver der i øjeblikket temasat en ny dagsorden i vores arbejde med brugerne. Region Hovedstaden vil arbejde for recovery og i den forbindelse for mere brugerinddragelse. Brugerinddragelse forstået således, at hver enkelt menneske er klogest på eget liv og derfor skal inddrages i alle beslutninger omkring livsførelse, behandling m.m.
På samme måde forestiller man sig, at tidligere brugere af vores system får en rolle i at udvikle vores praksis og deltage i vores pædagogiske arbejde. Hensigten er, at deres oplevede erfaringer både kan bidrage til, at vi fagprofessionelle får evalueret vores faglige gøren, men også at de kan fungere som mentorer for andre brugere.
På den måde vil vores nuværende og tidligere brugere reelt blive vores kollegaer og ligestillede – men er det det, vi vil, og tør vi som fagpersoner give slip på vores selvforståelse af at være eksperter med en viden om, hvad der er det rigtige?
Jeg har selv talt med nogle såkaldte ‘medarbejder-brugere’ (herefter kaldet MB’ere) som aktuelt er ansat i projektstillinger, og som har deres daglige gang på forskellige afsnit i psykiatrien. De oplever desværre stor modstand fra det etablerede personale imod deres indtræden i arbejdet, og der sættes store spørgsmålstegn ved deres kompetencer og berettigelse i arbejdet med brugerne.
Personalet mener bl.a., at MB’erne allierer sig for meget med patienterne, og at de arbejder usystematisk og ikke-teoretisk.
Brugerne derimod, de er rigtig glade for de nye MB’ere, fordi de har en dybere forståelse for deres problemstillinger, og fordi de ofte bare lytter til patienterne og derigennem skaber den nødvendige tillid til fremover at kunne indgå i mere behandlingsorienterede snakke.
Dette er selvfølgelig generaliseringer, som MB’erne ser og oplever dem, så derfor har jeg selv prøvet at drøfte emnet med mine kollegaer og også her fremkommer stor skepsis imod implementering af disse MB’ere.
Jeg finder det meget tankevækkende, at modstanden imod medarbejdergørelsen af vores brugere er så stor blandt personalet.
Har vi som plejepersonale/pædagoger generelt svært ved at give ansvar og beslutningskompetencer fra os? Er det fordi vi hermed mister den ekspertrolle, vi gerne ser os selv i? Eller er det snarere, fordi vi ikke har tillid til, at vores brugere/tidligere brugere kan løfte opgaven?
Til slut vil jeg da lige pege på, at der faktisk er teoretisk evidens for, at mødet med den personlige historie og videregivelse af egne erfaringer har en positivt afsmittende effekt i arbejdet med mennesker…
Michel Kikkenborg er FTR på psykiatriområdet i Region Hovedstaden og medlem af bestyrelsen i Kreds Storkøbenhavn.
|
Deltag i debatten
|