icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Rådighedsløn

Vind i sejlene hos ældre tjenestemænd

Tjenestemænd over 65 år må ikke diskrimineres på grund af alder, fastslår EU, og det kan få økonomisk betydning for socialpædagogiske tjenestemænd, der er blevet afskediget som 62-årige eller ældre

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 20-2013 /

EU-domstolene har truffet en opsigtsvækkende afgørelse om ældre tjenestemænds ret til rådighedsløn, som kan få betydning for nogle socialpædagoger. Domstolen har afgjort, at tjenestemandslovens bestemmelse om rådighedsløn til ældre socialpædagogiske tjenestemænd er i strid med det EU-direktiv, som forbyder forskelsbehandling på grund af bl.a. alder.

Ifølge tjenestemandsloven bevarer en tjenestemand, der afskediges, fordi stillingen bliver nedlagt, normalt sin løn i tre år, og skal så til gengæld stå til rådighed for en anden passende stilling. Men hvis tjenestemanden har rundet de 65 år, har han ikke længere ret til rådighedsløn. Heller ikke selv om han havde planlagt at blive på arbejdsmarkedet og stå til rådighed for en anden passende stilling.

Det er Djøf, der på vegne af et medlem har indbragt en sag for Østre Landsret. Medlemmet var blevet afskediget som 66-årig uden ret til rådighedsløn, fordi arbejdsgiveren havde henvist til medlemmets alder og reglerne i tjenestemandsloven. Djøf tabte sagen i Landsretten, men ankede videre til Højesteret, som valgte at indbringe spørgsmålet for EU-domstolene.

– Reglen betyder, at tjenestemænd over 62 år er dårligere stillet ved afskedigelse end deres yngre kollegaer. De får rådighedsløn i en kortere periode eller slet ingen rådighedsløn, siger Pernille Due Vesterheden, advokat i Djøf.

Med EU-dommen er sagen nu tilbage i Højesteret, der skal tage stilling til, hvorvidt det var ulovligt at afslå den 66-årige mand rådighedsløn.

Højesteret behandler sagen i februar 2014.

Kom frit frem

EU-dommen får også betydning for de socialpædagogiske tjenestemænd, som er blevet afskediget uden rådighedsløn, fordi de rundede de 65 år, fortæller juridisk konsulent hos Socialpædagogerne Cathrine De Voss, og hun kommer med en direkte opfordring:

– Hvis medlemmerne selv eller kredsene er bekendt med sager, hvor tjenestemænd på 62 år og derover er blevet afskediget, uden at de har fået rådighedsløn, eller har fået en afkortet periode, kan der være tale om aldersdiskrimination.

Kravet kan rejses fem år tilbage, og Cathrine De Voss opfordrer kredse eller medlemmer til at kontakte Socialpædagogernes sekretariat, hvis en afskediget tjenestemand ikke har fået sin rådighedsløn med den begrundelse, at han var for gammel.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, TR og AMR