At blive gammel
Et udviklingsperspektiv i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning
Gennemsnitsalderen for mennesker med udviklingshæmning er inden for de sidste 10 år steget anseligt, og i kølvandet på dette opstår nye socialpædagogiske udfordringer og krav til de professionelle. Antallet af ældre mennesker med udviklingshæmning er stigende, og vi undrer os over, den politiske indsats i forhold til denne målgruppe.
Hensigten med denne artikel er at synliggøre de problemstillinger, der gør sig gældende i arbejdet med ældre mennesker med udviklingshæmning og komme med vores socialpædagogiske bidrag til, hvordan vi som socialpædagoger kan forøge borgerens livskvalitet.
Vi er nyuddannede pædagoger fra pædagoguddannelsen i Aalborg, der igennem vores uddannelse har været optaget af, hvordan vi kan fremme betingelser for livskvalitet for mennesker med udviklingshæmning, der træder ind i den 4. alder. Vi har i uddannelsesforløbet oplevet, at der mangler viden til at håndtere aldersbetingede udfordringer, og de konsekvenser det har for borgerens helbred og trivsel.
Emnet er tidligere berørt af Kurt Wissendorf Møller, der i sin bog ‘Ældrepædagogik – et postindustrielt design’ gør opmærksom på, at der vil være behov for en særlig pædagogik, der må tage hånd om tab af basale færdigheder, som er følge af aldersbetinget sygdomme – fx demens. Denne form for pædagogik kan bryde den nuværende socialpædagogiske indsats, hvor alderdom ofte forbindes med pasning og pleje. Pædagogikken må indeholde læring og genlæring af mistede færdigheder hos ældre med udviklingshæmning, og fremme en oplevelse af bedre trivsel (Møller 2000:126).
Vi vil forholde os til udviklingsperspektivet på en sådan måde, at vi ser afvikling som udvikling og med afsæt heri, støtte borgeren i den 4. alder til at udvikle kompenserende kompetencer, så nye færdigheder kan sikre den forsatte livskvalitet.
Socialpædagogiske udfordringer
I undersøgelsen: ‘Ældre mennesker med udviklingshæmning – vidensindsamling i danske kommuner’ (Vidensindsamling udarbejdet af Servicestyrelsen og JYFE), fremgår følgende problemstillinger, som opstår i arbejdet for denne målgruppe:
- Behov for viden og kompetencher om aldringsprocesser samt aldersbetingede sygdomme som fx demens.
- Behov for tidssvarende boliger, der er indrettet til de ældres fysiske og psykiske behov.
- Behov for at tilpasse dagtilbud efter ældres individuelle behov og ønsker – både hjemme eller i aktivitetscenter.
- Et fungerende tværfagligt team.
Borgernes ønsker i centrum
Ud over disse punkter fra JYFE-undersøgelsen har vi i vores praktikker oplevet, at følgende punkter også er centrale, når vi betragter borgerens individuelle livskvalitet:
- Der er behov for et tæt og nærværende samspil, der styrker relationen. For at hjælpe borgeren med at opfylde egne ønsker, fordrer det et indgående kendskab, når vi tolker de signaler, som borgeren sender.
- Der er behov for særlig opmærksomhed på, at borgeren er aktør i eget liv, uanset funktionsniveau. Mistede færdigheder kan hindre borgeren i at give udtryk for sine ønsker og kan dermed være en barriere for selvbestemmelsesretten.
- Der er behov for, at pædagogerne bestræber sig på at undersøge og afdække borgerens perspektiv for at bane vejen mod en øget livskvalitet.
- Der er behov for et udviklingsperspektiv, der kan bidrage til at vedligeholde og kompensere for de tabte færdigheder, der kan opstå i forbindelse med alderdom.
På baggrund af disse problemstillinger har vi udarbejdet en model, der efter vores mening kan bidrage til kvalificering af den socialpædagogiske indsats i arbejdet med ældre mennesker med udviklingshæmning. Modellens omdrejningspunkt er borgerens ønsker, samtidig med at et tvær- og ældrefagligt syn spiller en central rolle. Modellen kan være et refleksivt redskab til at styrke udviklingsperspektivet om, at afvikling er udvikling, og gøre op med pasnings- og pleje perspektivet.
Tre elementer
Tre grundlæggende elementer danner rammerne for den ældrepædagogiske model og påvirker hinanden.
Viden om aldringsprocesser: Aldring er individuel, og både psyke, krop og omgivelser kan spille en rolle i aldringens hastighed. Det kan være vanskeligt at vurdere, om det er funktionsnedsættelse eller aldringsprocesser, der er i spil (Marfareth & Nygaard 2002:16), og derfor er kendskab til borgeren såvel som til forskellige aldringsprocesser væsentlig. Da borgerens identitet kan trues af fx demens og store livsforandringer, er der behov for en pædagogisk metode, til at fastholde identiteten og stimulere hjernen.
Det socialpædagogiske tilbud: Pædagoger må anvende den indsamlede viden om aldringsprocesser hos den enkelte borger til at tilrettelægge og indrette det socialpædagogiske bo- og dagtilbud efter individuelle behov. Pædagogerne må tage højde for et udviklingsperspektiv, der udvikler kompenserende færdigheder hos borgeren. Som pædagoger kan vi hjælpe borgeren til at vedligeholde færdigheder og udvikle nye kompenserende færdigheder, der træder i stedet for de tabte gennem borgerens deltagelse i aktiviteter.
Det tværfaglige samarbejde i det refleksive rum: Samarbejdet mellem faggrupper har indflydelse på borgerens trivsel, og det har en påvirkning alt efter samarbejdets karakter. I den forbindelse kan der etableres et refleksivt rum, hvor der fx arbejdes med forforståelser for at nærme sig borgerens subjektive forståelse af livskvalitet. I det refleksive rum kan de professionelle gennem refleksion og observationer vurdere og revurdere, om det socialpædagogiske tilbud skal reguleres.
Modellen i praksis
Kernen i modellen illustrerer et dynamisk samspil mellem borger og medarbejdere. Medarbejderne kan gennem deres kendskab til borgerens livshistorie skabe rum for kommunikation, som igen kan være medvirkende til en nærværende relation. Samspillet mellem borger og medarbejdere vil være en kontinuerlig proces.
Med afsæt i samspillet og viden om aldringsprocesser kan medarbejdere tilrettelægge nogle pædagogiske tilbud til borgeren, set fra hans/hendes perspektiv. Modellen kan bruges som en didaktisk model til hele tiden at afveje det pædagogiske tilbud ud fra borgerens perspektiv og de behov, der opstår med alderen.
Med det stigende antal af ældre mennesker med udviklingshæmning, er der brug for at etablere en særlig pædagogik for denne målgruppe. Ligesom der er behov for at etablere tidssvarende plejehjem eller ældreafdelinger, hvor de ældres tarv tilgodeses og ældrepædagogikken kan praktiseres.
Vi er af den overbevisning, at det er et fælles ansvar, når vi har med ældre mennesker med udviklingshæmning at gøre, at skabe plads til faglig udvikling og dermed et bedre tilbud til borgerne. Vi er af den overbevisning, at elementerne i vores model danner kernen i en ældrepædagogik. Vores ældrepædagogiske model er dynamisk, og vi opfordrer til, at der videreudvikles og forskes inden for området. Blandt andet må sorgdimensionen medregnes, da tab af nære relationer hører uløseligt sammen med at blive ældre.
Vi mener, at der generelt er brug for at fokusere og videreudvikle ældrepædagogikken. At vi tager ‘nye briller’ på de aldringsrelaterede problemstillinger, der rammer alle mennesker uanset funktionsniveau og som kan medføre tab af færdigheder, der påvirker livskvalitet.
Vi har som socialpædagoger et fælles drive mod forandring af livsvilkårene for de borgere, vi arbejder med og for. Det gør vi som udgangspunkt ved at udvikle vores egen faglighed, og vilkårene omkring ældre mennesker med udviklingshæmning.