icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Fotoprojekt i systemisk praksis

En lille indsats skaber store pædagogiske effekter, viser en pædagogstuderendes specialiseringsprojekt, hvor fotos af gode stunder skabte selvværd hos beboerne og gav personale og pårørende et fælles indblik i hverdagen

  • Af Helen Ashton Nielsen
  • 07-2013 /

Ved mit første møde med Kær-Husets specialafdeling som pædagogstuderende i 3. praktik var jeg spændt på, hvad jeg kunne bidrage med i en hverdag med ældre mennesker, hvor flere har multiple diagnoser. Kær-Huset har en lang tradition for at arbejde systemisk. Hoveddelen heri er fokus på at læse og skabe kontekster, koble op til inklusion og bruge kommunikationen bevidst. 

Asima, min praktikvejleder, pegede på et problem med nogle pårørende. De var utrygge ved, at deres familiemedlem var anbragt uden for hjemmet, og der var blevet holdt flere møder for at berolige dem.

Min første tanke var, hvordan vi kunne vise familien, hvad Henning foretog sig i sin hverdag. Jeg reflekterede over tankegangen bag livsfortællinger fra faget Dansk, Kommunikation og Kultur. Jeg forslog, at vi lavede en mappe til Henning med fotos af hans stjernestunder.

Jeg brugte mange timer sammen med Henning i meningsfyldte aktiviteter, så han fik tillid til mig. Vi gik tur i naturen, vi gravede i haven osv. Jeg tog billeder af Henning, imens han var optaget af en for ham meningsfuld beskæftigelse, som fx at grave i haven. Vi skabte sammen stjernestunder – situationer, jeg pædagogisk havde tilrettelagt, og som jeg forevigede med et kamera.

Henning nød efterfølgende at kigge i sin fotomappe enten selv eller sammen med personalet. Stjernestunden blev gjort levende igen, og velbehaget fra stjernestunden indfandt sig atter.

Hennings familie blev glade for at se disse fotos. Billederne konstruerede et andet billede af Hennings hverdag. De pårørende blev trygge ved hans ophold, da det via billederne blev tydeligt for dem, at opholdet havde værdi for Henning.

Samtidig blev fotografierne en mulighed for at berige dialogen mellem de pårørende og Henning, da Henning ikke selv indbyder til dialog. Nu gav billederne de pårørende et dialogemne i fællesskabet med Henning. Hverdagspraktiske gøremål blev nemmere for Henning, hans generelle engagement steg, og han blev mere glad og smilende og begyndte tillige at byde ind med sjove kommentarer. 

Inkluderende magnettavle

På en afdeling med ældre mennesker, der mere eller mindre er hensunket i en anden virkelighed end den ydre, er det vanskeligt at finde meningsfulde dialogtemaer. Der manglede noget opkobling til den ydre virkelighed.

Derfor forslog jeg, at der blev opsat en magnettavle til at udstille fotos af stjernestunder på et fælles gangområde.

Denne tavle kastede mange positive effekter af sig. En del beboere lider af psykoser og har svært ved at være sociale og derigennem at opleve fællesskabsfølelsen. Ved at deres stjernestunder på fotos blev udstillet sammen med de andre beboeres, fik de oplevelsen af fællesskab ved at se sig selv i en sammenhæng med andre. De oplevede sig inkluderet i fællesskabet og deres naboer var ikke længere så fremmende.

Disse fotos blev også et emne til fælles livsfortælling ligesom et familiealbum. Mange beboere har et spinkelt netværk. På Kær-Huset går man efter den vigtige følelse af at føle sig inkluderet. Hvis direkte inklusion/fællesskab er intimiderende for den enkelte, kan den skabes ved at lægge den tilstrækkelige afstand ind. Her blev den blandt andet skabt via fotos på den fælles inkluderende magnettavle.

Fakta om Kær-Huset


Kær-Huset er et socialpsykiatrisk bosted i Lemvig Kommune. Stedet rummer almen psykiatri, specialpsykiatri samt autismespektrumforstyrrelser. Stedet er VISO-specialist på demens- og psykiatriområdet. Kær-Huset arbejder systemisk og narrativt, hvilket er kendetegnet ved en respektfuld og inkluderende tilgang til den enkelte. Kær-Huset var fra 1990’erne med til at nytænke tilgangen til beboerne i socialpsykiatrien og har udgivet bogen ‘Socialpsykiatri – et systemisk perspektiv’.

Den systemisk tænkende pædagog kan tilbyde:

  • At indtænke sig selv som en del af løsningen.
  • En pædagogisk tilgang som et kommunikativt fænomen, der skabes i konteksten.
  • At samkonstruere fælles løsninger.
  • Procesfærdigheder.
  • Læringsskabende tilgang.
  • Sproget som centralt pædagogisk redskab.
  • Konteksten/rammen – og i denne skabes forandring ved en tilpas forstyrrelse.

 

Yrsa fik gæster

En anden beboer, Yrsa, lider af angst. Vi skulle på Kær-Huset have besøg af hendes tidligere bosted. Jeg italesatte for hende, at hendes venner skulle komme på besøg. Denne italesættelse gav hende overskud til at invitere gæsterne ind i sin lejlighed og være selvskabsdame med kaffe og kage. 

Der blev fotograferet og disse fotos blev sat i et album. Jeg så på billederne sammen med hende og fortalte hende, at det var dejligt at se hende samlet med sine venner og se hvor meget gæsterne nød samværet med hende.

Disse oplevelser med gæstebud, de narrative fortællinger med velvalgte vendinger og situationen forstærket ved fotos bevirkede, at det materialiserede had, som hun oplevede, der florerede i gangene, forsvandt, og hun blev mere social for en periode. Hun kunne nu se, hun havde venner, hvilket gav hende oplevelsen af at høre til, og det hjalp hende til at overvinde sin angst for en stund. Disse billeder blev til hendes guld, og når hun fortsat kikker i dem, genskaber hun oplevelsen af at være inkluderet, og der falder mere ro over hende.

Tanken var gennem projektet at holde et spejl op for vores beboere, få dem koblet på den virkelige verden, føre dem ind i deres komfortzone og skabe ressourceoplevelser. Igennem fotos får de genfortalt/genskabt deres positive historier/ressourceoplevelser for både sig selv, pårørende, personale og andre beboere.

Små midler, store effekter

Efter at Yrsa havde haft besøg af gamle venner, kiggede hun på fotografierne, og blev herigennem motiveret til lige pludselig gerne at ville besøge den tidligere institution. På daværende tidspunkt havde hun ikke været uden for sin lejlighed i et år. Hun gennemførte besøget og selvtilliden voksede i hende. De nye fotos forstærkede den følelse i en længere periode.

For at aktiviteten skal være meningsfuld i forhold til den enkelte person, ligger der en pædagogisk udfordring i at finde aktiviteter, interesser, oplevelser osv. fra det enkelte menneskes liv, som kan genskabes i en ramme, som nu sættes op af det faguddannede personale. Fx at genskabe oplevelser i naturen, som har været et ressourcested for en tidligere landmand.

Denne tilgang er det fundament, fotoprojektet bygger på. Derefter er det det narrative fællesskab med historiefortællingen som centrum omkring det at dele fotos af stjernestunderne, som forstærker effekten af fotoprojektet.

Her er altså tale om en metode, der med små midler skaber store effekter.

Fotoprojektet satte gang i refleksion over egen praksis/faglig identitet. Kraftfuldheden opstår, når pædagogen fungerer tryghedsgivende ved, at pædagogen og beboeren i fælleskab går den sikre vej, som dels på forhånd er lagt af pædagogen, dels på vejen justeres af pædagogen ift. at følge borgeren, hvor borgeren er.

Kunsten er at tænke i helheder samt indtænke sin egen rolle og position sideløbende med processen. 


Helen Ashton Nielsen er pædagogstuderende på 7. semester på Campus Holstebro og har skrevet indlægget i samarbejde med Sigrid Ganer, cand.psyk. og souschef i Kær-Huset.