Udeliv til nej tak-typerne
På Stokholtbuen har man gjort en dyd ud af en nødvendighed – færre kvalificerede socialpædagogiske hænder og en stram økonomi – og indrettet et sanse- og aktivitetsområde til beboerne, der har væsentlig funktionsnedsættelse
Året er 2011, og Ballerup Kommune har sat innovation på dagsorden som det begreb, der skal skabe udvikling i kommunen og holde sammen på økonomien. På Stokholtbuen, der er et botilbud for mennesker med væsentlig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse og autisme, valgte man at lave sit helt eget unikke udviklingsprojekt, hvor der både blev kigget ind i fremtiden og ud af vinduet.
Fremtiden på Stokholtbuen byder på to store udfordringer, fortæller forstander Vivi Lauritsen.
– Økonomien er stram og desuden kan vi komme til at stå over for problemer med at rekruttere kvalificeret socialpædagogisk arbejdskraft, fordi prognoser viser, at der på landsplan bliver mangel på uddannede pædagoger, siger hun og tilføjer:
– Når der er rift om socialpædagoger, så ved vi erfaringsmæssigt, at arbejdet med de tungest udviklingshæmmede ikke er det, der står øverst på listen, når en socialpædagog vælger job.
På grund af beboernes lave funktionsniveau og autisme foregår det meste af den socialpædagogiske hjælp som individuel støtte, hvor kerneopgaven er at stimulere, aktivere og socialisere beboeren. Men hvordan kan personalet løse den opgave, hvis der bliver færre kvalificerede hænder?
Det svar satte ledelse og medarbejdere sig sammen for at løse.
Og så blev der kigget ud af vinduet.
Alt for mange indtryk
Beboerne på Stokholtbuen har svært ved at bruge de almindelige tilbud som fx en svømmehal, en park eller en legeplads. Nogle af dem får alt for mange indtryk ved en lille tur i en park, hvor der både er mennesker og mange forskellige lyde.
– Mange af beboerne er angste og bruger så megen opmærksomhed på at scanne et helt område og tænke, ‘hvad kan der komme til mig af ubehageligheder’, så de slet ikke får en god oplevelse, siger socialpædagog Christian Egon Christensen og forklarer, at en del af de svageste beboere ud over autisme har en række tillægsdiagnoser, der enten gør det vanskeligt eller helt umuligt for dem at bruge tilbud i det offentlige rum.
– Her tænkes først og fremmest på angst og opmærksomhedsforstyrrelser, men der er også en betydelig risiko for, at beboerne har en udadrettet adfærd mod andre, som befinder sig samme sted, siger Christian Egon Christensen og forklarer, at nogle beboere kun kan klare korte sekvenser af kropslig aktivitet, og de vil derfor være ‘opbrugt’ allerede inden, de efter en bustur når frem til fx skoven.
– Hvis beboerne skal have stimuli uden for deres bolig, kræver det, at der er mange medarbejdere til rådighed til at støtte dem, siger Vivi Lauritsen.
– Det er vanskeligt at lave et fælles tilbud, som alle kan få glæde af, da deres funktionsniveau er meget forskelligt, og spørgsmålet er også, hvor stor glæde den enkelte beboer har af at komme på fx en legeplads, hvor der er mange andre mennesker.
Vi har et godt tilbud til dig
Uden for vinduet på Stokholtbuen ligger et unikt naturområde, som hører til matriklen, og i de 13 år, botilbuddet har boet på adressen, har medarbejderne haft et fælles ønske om at inddrage området til aktiviteter for beboerne, fortæller Vivi Lauritsen.
Derfor var det naturligt at se på, om strammere økonomi og måske færre kvalificerede hænder kunne kombineres med muligheder i naturen udenfor.
Først tog MED-udvalget fat på at se på, hvordan udendørsarealerne bedre kunne udnyttes. Dernæst blev der nedsat en arbejdsgruppe, bestående af to medlemmer fra MED-udvalget, og to medlemmer, der på eget initiativ meldte sig. Christian Egon Christensen var en af dem.
– Det blev arbejdsgruppens opgave at finde et udendørstilbud, som både giver beboerne et mere kvalificeret tilbud end det, de kan få ved fx en fællestur ud i skoven, og som var mindre logistisk besværligt i forhold til medarbejdere, siger Vivi Lauritsen og forklarer, at tilbuddet også skulle tage hensyn til, at demografien i botilbuddet løbende ændrer sig. Modsat tidligere bliver der flere og flere ældre beboere, og i den anden ende flytter yngre beboere ind. Seneste indflytter er kun 18 år gammel.
Arbejdsgruppens mål var at indrette et sanse- og aktivitetsområde på naturgrunden, og der blev lavet en brainstorm blandt de 130 medarbejdere om, hvad en sansehave ville betyde. Først den negative brainstorm: Hvad skal der til, for at sansehaven ikke kan blive til noget. Af negative emner var bl.a. manglende tid til at bruge haven og det danske vejr.
Dernæst den positive, som bl.a. var at skabe et tilbud, som beboerne hver især kunne få individuel glæde af, og som skulle være tilgængelig, når den enkelte beboer havde lyst.
Nej til nyt
Den positive brainstorm vandt over den negative, og pengene til at anlægge en sansehave var der.
– Vi havde sparet op, siger Vivi Lauritsen.
Det er ikke sådan, at beboerne på Stokholtbuen af eget initiativ efterspørger oplevelser, fortæller Christian Egon Christensen.
– De er nej tak-typen, som er mest trygge ved at sidde i deres egen lejlighed frem for at prøve noget nyt. Hvis de fik lov, ville de trække sig længere og længere ind i sig selv med det resultat, at nogle af beboerne fx ville bide sig i hånden eller på anden måde blive selvskadende eller udadreagerende.
Den socialpædagogiske opgave går ud på at skubbe beboerne i gang.
– Vi skal som medarbejdere have en faglighed, der er i stand til at beslutte, at en aktivitet er god for beboeren, fordi han eller hun vil få det bedre, siger Christian Egon Christensen, og henviser til forskning, der viser, at målrettet kropslig og sansemæssig aktivering fremmer velvære og kognitiv formåen.
– Vores beboere kan ikke umiddelbart forstå, at det ikke er sundt at sidde ned hele dagen inden for deres egne fire vægge, og at fysisk aktivitet kan modvirke stress, depression og angst, siger Christian Egon Christensen.
Derfor er medarbejderne nødt til at lave nogle attraktive tilbud, hvor beboerne har mulighed for at bruge kroppen. Fx vil et par beboere gerne flytte brænde fra en kasse til en anden. Aktiviteten giver beboeren en god oplevelse, og det er i sig selv målet.
Derfor er sansehaven indrettes med brændekasser, hvor det at gå fra den ene kasse til den anden kræver lidt fysisk aktivitet.
En hilsen fra borgmesteren
Sansehaven blev indviet i maj i år af Ballerup Kommunes borgmester Jesper Würtzen (S), der bl.a. sagde til beboerne:
‘I er afhængige af hjælp, og derfor er I meget lidt overladt til jer selv. Men i sansehaven vil der være mulighed for som beboer også at få tid med sig selv, sådan at I får de udfordringer og stimulationer i hverdagen, som alle mennesker har behov for.’
Sansehaven består af en række enkeltstående faciliteter, som man også kender fra legepladser, fx gynge, klatrestativer og trapper.
– For mange beboere er det en stor udfordring at gå på trapper, siger Christian Egon Christensen.
Der er anlagt forskelligt trædeunderlag som sten, bark og træ.
– Mange beboere har en dårlig forbindelse med kroppen, så det kan være svært at skifte linoleum ud med fx et underlag af grus, forklarer han.
Der er en bålplads. Der er en stolpeskov, hvor man kan gemme sig uden at gemme sig alligevel, da man kan se igennem. Der er Mumlehytten for den, der vil være alene. Mumlehytten består af et halvt skur, hvor åbningen vender ud mod nogle træer. Der er et brændeskur, hvor beboere kan flække brænde. På et par stolper er der sat stærekasser op som en slags fuglehotel. Et sted er der plads til, at en beboer skræller kartofler. For alle aktiviteter gælder, at der ikke er nytteværdi i det. Men det er heller ikke formålet. Det er selve aktiviteten, der er målet.
Belønning i puttekasser
Lågen ned til sansehaven skal altid stå åben for at annoncere: ‘Her er åbent, og du er velkommen’. Alligevel er det kun få af de 34 beboere, som selv er i stand til at gå ned i sansehaven, og for mange af dem er det i det hele taget en overvindelse at komme derned. Så de skal tit fristes, fortæller Christian Egon Christensen.
Sådan er det fx med Martha, der er i sansehaven hver dag. Motivationen begynder i hendes lejlighed. Måske vil hun gerne høre et stykke musik. Pædagogen kan så sige, skal vi se, om der ligger noget i puttekassen?
Martha reagerer med at nikke, og de går sammen ned i sansehaven. Her kan Martha fx gå på klatrestativ, hænge i strakte arme eller anden fysisk aktivitet. Når hun så er færdig, kan hun se i puttekassen, om der er noget.
Allerede efter den første måned kan pædagogerne registrere, at Marthas motorik er forbedret. Nu nøjes hun ikke blot med at hænge i klatrestativet, men flytter hænderne hen over et par ribber.
Medarbejdere skal også motiveres
Det er ikke kun beboerne, der skal motiveres til at bruge sansehaven. For nogle medarbejdere har det også krævet en tilvænning, fortæller Christian Egon Christensen.
– Mange har brugt meget energi på at komme ind på livet af en beboer og finde ud af, hvordan han eller hun gerne vil have det. Og så kan det virke overvældende, at man oven i skal introducere beboeren for en ny aktivitet.
Vivi Lauritsen supplerer.
– Overordnet set kan man godt beslutte, at en tur i sansehaven skal lægges ind i alle beboers dagsprogram, men man skal også som medarbejder kunne se sig selv i det forløb.
Begge er dog enige om, at det er gået relativt let med at få alle motiveret, og i dag bliver sansehaven brugt flittigt.
I den kommende tid skal det vise sig, om der er ting i sansehaven, der skal ændres. Desuden skal der uddelegeres arbejdsopgaver til medarbejdergruppen som fx opsamling af affald.
På endnu længere sigt er det Vivi Lauritsens plan at inddrage endnu mere af naturgrunden rundt om Stokholtbuen og fx lave en minikørebane til moon cars. Også den aktivitet, vil blive grundlagt ud fra medarbejdernes grundlæggende holdning til den pædagogiske indsats:
Vi kan ikke gøre noget ved beboernes handicap, men vi kan gøre noget ved følgevirkningerne af handicappet, siger Vivi Lauritsen.