Tror I, at der bli’r fred på kloden i det nye år. Hvori skulle denne radikale forbedring så bestå? I hvert fald ikke nu hvor regeringens buldog, Corydonen, har indgået finansforlig med Venstres tandløse tre gamle hunde. Helledusseda med skødehunde og Margrethe den 3. Freden skulle i så fald bestå i, at vi får det ømtåleligt godt i stedet for tåleligt godt og så i øvrigt slippe for at tænke på alle vore professionelle soldater, Floskeltinget har sendt i krig for selv at blive fri for at krasse i egne talibanske bombesår. Det slipper vi desværre nok ikke for at høre om i 2014 – om den kolossale forskel de har gjort for verdensfreden.
Her går vi et helt år og har det sådan set rimelig godt, og så nytårsdag, Oh Ve, Oh Jammer, Oh Klage. Håndværkerne – som ellers ikke er til at få fat i på helligdage – står derinde og banker på uden at være inviteret af andre end kong Alkohol.
Men selv håndværkerne forsvinder, og tågerne letter, uden at de som sædvanlig ikke har ryddet op efter sig. Og nu begynder dansen om det nye års uretfærdigheder vedrørende dyre julegaver, der pludselig er sat ned til det halve og skattelettelser der kun er til at få øje på i Mærsk og kreditforeningers regi.
Sandheden er, at vore sjælekvaler vedrørende ovennævnte er større end de uretfærdigheder der sker for de folk, vi fører krig imod. Det er da til at bære, uden at vi bukker under af følelsesmæssige grunde. For – vores liv bli’r jo ikke et helvede blot fordi deres er det. Vi fører jo krig mod dem, fordi vi ikke vil ha’ det som dem, men fordi de skal ha’ det som os. Derfor hjælper vi dem med at udslette sig selv, så de ikke har så mange der sulter og endnu færre at demokratisere efter vore begreber. Og så kan den private sektor også tjene fedt på at være med til at bygge det op, som vores milits har skudt i sænk. Så vi kan få olien og narkoen til en fornuftig pris. Men lad dog være med at skyde skylden på Oldingen. Nej, du gamle mand, jeg synes virkelig, at du har opført dig nydeligt, når jeg tænker på alle de grimme ting, vi har udsat dig for i dit eneste leveår. Jeg vil gerne trykke din benede hånd og takke dig for alle de hyggelige stunder.
Også stor tak til alle jer unavngivne og talrige mennesker, som på trods af mit stridbare sind har forsøgt at være venlig mod mig i det år, som nu er udrindet.
Tak til alle jer, der snart har asfalteret det meste af landet, og gravet det meste af Hovedstadens midtby op, og ikke nok med det. I har været så venlige at støtte vores vakkelvorne boligmasse med stilladser, så de mange udgravninger – kun til fordel for arkæologerne – ikke får husene til at falde helt sammen med huspriserne. Og nu hvor vi alligevel ikke kan køre bil i København, fiser benzinpriserne alligevel op og ned som termometeret i røven på en febersyg.
Tak også til alle jer, der trods kriser bygger det ene indkøbscenter efter det andet klods op af de andre – uden der er kunder nok. Og det er ganske vist.
Pyt, pyt, pyt. Hvor der handles, der spilles, som landets ældste teenager kvidrer så lysteligen i ‘din helt egen radio’ købt og betalt af Lummerdrengene – for dine penge – og det er også ganske vist. Som gamle HCA ville afslutte sine æventyr med.