Selvfølgelig kan pædagoger undgå tvang
Pædagogik handler om at stille de krav, som borgerne ikke stiller til sig selv – og om at stille dem på en måde, der virker. Sådan lyder kernebudskabet fra psykolog Bo Hejlskov Elvén, der opfatter alle magtanvendelser som et pædagogisk nederlag
Psykolog Bo Hejlskov Elvén røg op af stolen, da han læste Socialpædagogen nr. 2/2014: I artiklen ‘Skal vi lade dem gå i hundene eller hvad’, fortalte forstander Peter Abel Gjaldbæk åbent, hvordan Ungecenter Porten i Hvidovre i undtagelsestilfælde bruger ulovlige magtanvendelser. Fx ved at lade to store, stærke mandlige socialpædagoger bære en råbende og skrigende pige ud i en bil og køre hende til et sommerhus med fastskruede vinduer. Formålet med sommerhusturene er afrusning og relationsopbygning og i artiklen siger Peter Abel Gjaldbæk:
– Jeg står ved, hvad vi gør, og vil gerne have det ud i det helt åbne. Også hvis det fx indebærer, at ombudsmanden siger, at vi skal stoppe med vores sommerhusture, for så er spørgsmålet: Hvad skal vi så? Skal vi lade de unge mennesker gå i hundene?
Peter Abel Gjaldbæk er langt fra alene om en opfattelse af, at ulovlige magtanvendelser kan være nødvendige for at sikre omsorgen for fx udsatte unge. Det kommer eksempelvis frem i en rapport, som Rambøll for nylig har lavet for socialministeriet. Rapporten bygger bl.a. på fokusgruppeinterviews med medarbejdere på døgninstitutioner, opholdssteder og sikrede institutioner, og der står:
‘Flere deltagere fremhævede, at de til tider føler, at magtanvendelsesbekendtgørelsen forhindrer dem i at udøve den nødvendige omsorg for barnet eller den unge. I sådanne situationer oplever de at stå i et dilemma: Skal jeg lave en magtanvendelse eller svigte barnet/den unge?’ (læs mere i artiklen ‘Tvivl og etiske dilemmaer, Socialpædagogen nr. 4/2014).
Stil krav på en måde, der virker
Men den tankegang er helt forkert, mener Bo Hejlskov Elvén, der er dansker bosat i Sverige. I ti år har han arbejdet med pædagogiske alternativer til magtanvendelser og er bl.a. er forfatter til en række bøger om emnet (se faktaboks).
– I den pædagogiske debat i Danmark hører jeg tit nogen sige, at magtanvendelser i nogle tilfælde er nødvendige, og det er simpelthen noget ævl. Bortset fra enkeltstående situationer med nødværge, kan pædagoger selvfølgelig klare sig uden at bruge magt. Alt andet er tegn på en himmelråbende uvidenhed og en himmelråbende dårlig pædagogik, siger han.
Vejen væk fra magtanvendelser begynder i Bo Hejlskov Elvéns øjne med tankegangen:
– Pædagogik handler i mine øjne om to ting: For det første skal vi stille de krav, som borgerne ikke ville have stillet til sig selv. For det andet skal vi stille kravene på en måde, der virker. Hvis vi stiller kravene på en måde, der ikke virker, kommer vi ud i magtanvendelser, siger han.
I det konkrete eksempel fra Porten mener han, at afrusning i et sommerhus er et godt eksempel på et krav, som den unge ikke ville stille til sig selv – men næste skridt er så også at stille kravet på en måde, der virker, så den unge selv siger ja til at tage med i sommerhuset.
– Og hvis den unge ikke siger ja, er det ikke den unge, der er noget i vejen med – så er det den pædagogik, der er forsøgt, som er gal, og så er der fx brug for supervision. Ikke for magtanvendelse, siger Bo Hejlskov Elvén.
|
Mere om Bo Hejlskov Elvén Bo Hejlskov Elvén er autoriseret psykolog og arbejder især med vejledning og foredrag vedrørende problemskabende adfærd – og metoder til at forhindre den uden brug af magt. Han er forfatter til en række bøger om emnet, bl.a.:
Læs mere på www.hejlskov.se |
Pædagogens ansvar
I eksemplet fra Porten, var der i hans øjne behov for en analyse: Hvad skal vi gøre her for at få pigen til at tage med i sommerhus, uden at vi anvender magt?
– Pædagogik handler i bund og grund om at få andre mennesker til at samarbejde om det, de ellers ikke ville samarbejde om, og der er en hel masse forskellige værktøjer. Klassikeren er at opbygge den gode relation, men det kan fx også handle om struktur. Hvordan kan vi lave nogle forberedelser, der gør, at den unge tager med op i det sommerhus? Er der fx et godt tidspunkt? Typisk er det lettere at flytte folk, når de lige er færdige med noget andet. Eller kan vi lave en aftale om, at vi først tager i sommerhus og så sker der noget andet? Hvis man derimod slår sig til tåls med en magtanvendelse, sker der ikke nogen metodeudvikling, og så er man nødt til at gribe til magt igen næste gang, en lignende situation opstår.
Bo Hejlskov Elvén accepterer ikke en holdning, der siger, at nu har vi forsøgt og forsøgt og forsøgt uden held – nu er der ingen anden udvej end at gribe til magt.
– Enhver magtanvendelse er et pædagogisk nederlag, for når vi griber til magt, smider vi pædagogikken ud. Du kan kun samarbejde, hvis du har selvkontrol, så når vi tager kontrollen fra et menneske, fratager vi dem også muligheden for at samarbejde, siger han.
Mennesker med funktionsnedsættelser
Selv har Bo Hejlskov Elvén især beskæftiget sig med metoder i arbejdet med mennesker med funktionsnedsættelser, og her er han ofte stødt på opfattelsen af, at tvang kan være nødvendig for at yde omsorg.
– Det kan fx være nogen, der siger, at det er nødvendigt at holde en person fast, for at han kan få børstet tænder, og så siger jeg: Det kan godt være, at du ikke kan få ham til at børste tænder ved bare at sige det til ham, men så må du prøve noget andet. Det kan være, at du selv skal børste tænder med ham, eller at flere på botilbuddet skal børste tænder sammen, så der opstår en følelse af fællesskab.
Selvom der er mange forskelle mellem arbejdet med fx udviklingshæmmede og normaltbegavede unge med et misbrugsproblem, mener Bo Hejlskov Elvén, at den grundlæggende udfordring er den samme:
– Det er altafgørende vigtigt, at du som pædagog tager ansvaret for samarbejdet. Det er ret klart at se, hvis du står over for et udviklingshæmmet menneske, der ikke har noget verbalt sprog, men når du står over for en ung, der kan tale, kommer du let til at lægge for meget ansvar over på den unge. Det kan man fx se i magtanvendelsesindberetninger, der fokuserer på det, den unge gjorde forud for magtanvendelsen – frem for ved rammen og strukturen, der havde betydning for magtanvendelsen. Men det er altid pædagogen, der har ansvaret. Og det er altid pædagogen, der skal gøre noget anderledes, hvis samarbejdet mislykkes.