Da jeg for ca. 4 år siden startede på pædagoguddannelsen, var det et naturligt valg for mig at melde mig ind i PLS. Jeg meldte mig ind, fordi jeg synes, det er vigtigt at være en del af det faglige fællesskab, og fordi PLS er en organisation, der hjælper mange studerende i knibe, og en organisation, der ønsker at være en aktiv del af min uddannelse.
I dag vil jeg kunne komme med rigtig mange gode svar på, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en fagforening, men når jeg kigger tilbage, overstrålede fællesskabet alt. Fællesskabet i vores fag, fællesskabet på vores uddannelse, og at vi i fællesskab gennem vores medlemskab er med til at hjælpe dem, der bliver uretfærdigt behandlet gennem deres studie. Fællesskabet, som er en integreret del af pædagogfaget.
Vi arbejder sammen med andre pædagoger og faggrupper til hverdag ude i praksis. Vi hjælper og støtter kollegaer, der har brug for det både personligt og fagligt, og vi danner, socialiserer og udvikler mennesker i fællesskab.
Men lige så centralt fællesskabet er i vores profession, lige så centralt er det i vores fagbevægelse og samfund. Alt, hvad fagbevægelsen har opnået gennem de sidste mere end 100 år, er kommet, fordi vi stod sammen. Folk insisterede på at få rettigheder, muligheder og medbestemmelse over eget liv. Man krævede et samfund, hvor alle kunne få et anstændigt og godt liv uanset, hvor på den sociale rangstige man befandt sig.
Det er desværre noget, mange glemmer i dag, og vi er stille og roligt på vej mod et samfund, hvor individet sætter sig selv først. Et samfund, hvor folk, der ikke kan klare sig selv, kaldes svage og nassere, og hvor det er blevet ok at se ned på andre mennesker og fordømme dem. Fællesskab og solidaritet er simpelthen på vej ud.
Denne samfundstendens skal stoppes, og jeg tror, at pædagogerne og fagbevægelsen kommer til at spille en stor rolle. Som pædagoger og pædagogstuderende er vi i kontakt med de mennesker, som vi før i tiden – uden at blinke – tog os af som samfund. Disse mennesker har i dag ikke en stemme, som bliver hørt og respekteret, og derfor mister de mange af de goder de har haft tidligere.
Derfor er det vigtigt, at vi som pædagoger giver dem deres stemme tilbage. Hvis samfundet ikke vil lytte til dem, må de lytte til pædagogen. Vi skal tale deres sag og må aldrig blive bange for at kritisere det system, vi arbejder i. Ser vi stiltiende til, fortsætter forringelserne, og intet ændres.
Fagbevægelsen skal være forkæmpere og vise vejen for dens medlemmer. Fagbevægelsen skal gå forrest og vise, at vi i fællesskab kan skabe forandring og et bedre samfund for alle. Samtidig må fagbevægelsen aldrig blive fagchauvinistisk og ikke kunne se ud over eget fag.
Når de store slag skal kæmpes, må vi stå sammen på tværs af faggrænser og kæmpe i fællesskabets navn.
Kim Them Simonsen er faglig sekretær i de pædagogstuderendes landsorganisation, PLS.
|
Deltag i debatten
|