icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Prik

Investér før det sker

  • Af Jane Findahl, KL
  • 07-2014 /

Kommunerne arbejder i disse år ihærdigt med fremskudte indsatser på både børne- og voksenområdet. Idéen er at rykke den sociale indsats tættere på almensystemet, dvs. by- og boligområdet, herberget, værestedet osv., så der tages hånd om barnet, den unge og den voksne på et meget tidligt tidspunkt i forløbet i personens vante rammer.

Ved en fremskudt indsats styrkes fokus på det personlige og opsøgende arbejde dér, hvor borgeren har sin dagligdag.

Det at arbejde med fremskudte indsatser giver mulighed for at sætte tidligere ind og investere, før det sker. I samarbejde med fx børnehaven eller skolen kan man på den måde forhindre en problemstilling i at blive til en egentlig sag.

Flere kommuner afprøver i dag nye metoder, hvor socialrådgivere fra myndighedsafdelingen fungerer i en fremskudt funktion i kommunens dagtilbud og på kommunens skoler. Hensigten er at bidrage til dagtilbuddenes og skolernes arbejde med tidlig opsporing og skabe grundlag for at iværksætte mindre indgribende foranstaltninger. På den måde forventer kommunerne bl.a. at nedbringe antallet af anbringelser uden for hjemmet.

Et tættere samarbejde mellem socialrådgivere og lærere, pædagoger, pædagogisk personale og PPR er med til at fremme den tidlige indsats og sikre den bedste og mindst mulige indgriben i børnene og de unges liv. Et tættere samarbejde med og kendskab til familien er helt afgørende for at undgå, at problemerne vokser sig store.

Den hyppige kontakt mellem socialrådgiver og dagtilbuddets og skolens personale øger muligheden for at drøfte bekymringer om et barn, herunder om bekymringen skal give anledning til en underretning til socialforvaltningen. Samtidig vil det tætte tværfaglige samarbejde øge fokus på at agere, inden problemet har nået et underretningsniveau.

Flere evalueringer af ordningen har vist, at man ved at løse flere problemstillinger i almensystemet, herunder i dagtilbuddet og på skolen, giver de udsatte børn og unge mulighed for at blive i det normale system og dermed undgå at blive ekskluderet til særlige tilbud. Det øger deres chancer for at bevare og udbygge deres sociale netværk og relationer til jævnaldrende, hvilket kan øge deres livsmuligheder på sigt.

Det er en fælles opgave for forvaltningerne i kommunerne at sikre sammenhæng, tværfaglighed og helhed for både de udsatte børn og unge og de udsatte voksne. Det er kommunernes ambition gennem fremskudte indsatser at medvirke til, at færre sager udvikler sig til egentlige socialsager. Tidlige og fremskudte indsatser er centrale elementer, som kommunerne vil styrke og investere i i fremtiden. 


Jane Findahl (SF) er formand for KL’s Børne- og Ungeudvalg.

Deltag i debatten


  • Kan du pege på områder, hvor det vil være oplagt, at din kommune sætter ind med fremskudte indsatser?
  • Synes du, at det er den rigtige vej at gå, at flytte sagsbehandlerne ud af kontorerne og ud til borgerne?