Forskning for praksis
Skal vi drage nytte af et forskningsprogram for det socialpædagogiske arbejdsområde – fx anbringelsesområdet og udsatte børn og unge – kræver det en forskning, der træder helt tæt på barnet og hverdags-praksis
Socialpædagogerne ønsker 75-100 mio. kr. afsat på finansloven for 2015 til forskning på det socialpædagogiske område, og formand for Socialpædagogerne Benny Andersen udpeger bl.a. effekten af hjælpen til anbragte børn som et væsentligt forskningsområde (Socialpædagogen nr. 4/2014).
En forskning, der vil have betydning for socialpædagogers praksis, må opfylde tre krav: Forskningen må føre til en ny eller mere sikker viden, der er bredt anvendelig og som medfører bedre behandlingsresultater.
Hovedspørgsmålet i et projekt vedrørende anbragte børn kan formuleres sådan: Hvordan hjælper man disse børn ind i en udvikling, der gør det muligt for dem som voksne at tage vare på sig selv, herunder at forsørge sig selv og at tage vare på andre, eksempelvis egne børn?
Når forskning vil bryde nye veje, der er betydningsfulde for praksis, må den formulere nogle formodninger, og de må tage udgangspunkt i de mest lovende erfaringer, teorier og ideer, man kender. Værdien af en sådan strategi ses tydeligst på de områder, hvor der gøres store fremskridt, fx den medicinske forskning.
På området anbragte børn må formodningerne dreje sig om årsagerne til børnenes problemer og om den hjælp eller behandling, der kan løse dem.
Formodninger om årsager
Næsten alle anbragte børn er omsorgsvigtede siden fødslen. De har ikke gennemgået spædbarnets normale udvikling af tillid til forældrene, men har tværtimod udviklet mistillid (Erikson). Børnene generaliserer denne mistillid, så de også opfatter pædagoger og alle andre mennesker som modstandere (Bowlby; Stern).
Det fjendebillede, som derved præger disse børn, får dem til at beskytte sig imod fortsat svigt ved at kæmpe imod andre mennesker eller overtilpasse sig til dem (Bion; Winnicott). Fjendebilledet kan forventes at præge børnene som unge og voksne, hvis de ikke får en hjælp, der giver dem grund til at revidere det, og det kan hindre dem i som voksne at tage vare på sig selv og andre.
Her udpeges mistillid til andre som det svigtede barns centrale udviklingsproblem. Det indebærer, at hvis mistilliden kan ændres til tillid, baner det vej for løsningen af de mange forskellige adfærdsproblemer, som kendetegner svigtede børn.
Et barn, der begynder at tro på andre mennesker, vil således gerne være sammen med dem, have et godt forhold til dem, modtage deres hjælp og lære af dem. Et sådant barn kan begynde at indgå på en sund måde i leg, huslige opgaver og læring, og det lægger op til, at barnet som voksen vil kunne passe et arbejde, tage en uddannelse og selv tage sig af et barn.
Formodninger om virksom hjælp
En virkningsfuld hjælp må gøre det muligt for barnet at afvikle mistilliden og udvikle tillid. Det kan formodes at ske, hvis barnet mærker, at pædagogen accepterer mistilliden og kan forstå den, såvel som de adfærdsproblemer, den giver anledning til, som meningsfulde på baggrund af svigt. Formodningen kan afprøves ved, at pædagogerne i en forsøgsgruppe af anbragte børn anvender metoder, der opfylder disse krav.
Spejling og jeg-støtte er bud på sådanne metoder. Når et barn eksempelvis protesterer imod at stå op om morgenen, kan en spejling være at sige: ‘Du oplever det måske, som om jeg vil genere dig, når jeg vækker dig om morgenen’.
Jeg-støtten kan bestå i at mildne kravet, fx ved ikke at bede barnet vaske sig om morgenen. Den kan desuden bestå i at give barnet ekstra hjælp og tilfredsstillelse, fx ved at lægge tøj frem, tale om noget, der fanger barnet, og gøre morgenmaden mere attraktiv. Når pædagogerne mildner krav og giver mere hjælp og tilfredsstillelse, åbner det for, at barnet kan begynde at opleve dem som hjælpere. Tilsvarende må man beskrive den sædvanlige behandlings metoder og hvordan de formodes at virke.
Kontrol og fortolkning
Hvis en ny behandlingsform skal kunne bedømmes som virkningsfuld, må den føre til bedre resultater end sædvanlig behandling. Derfor må man have en kontrolgruppe, der består af børn, som får sædvanlig pædagogisk behandling, som forsøgsgruppens resultater kan sammenlignes med.
Børnene i kontrolgruppen må være af samme ‘slags’ som i forsøgsgruppen. For at danne to ‘ens’ grupper, fordeler man børnene ved en lodtrækning. Den sikrer en tilfældig (eng.: random) fordeling, hvorved der bliver der tale om et randomiseret, kontrolleret forsøg.
Et barn er en ‘sort boks’. Vi kan ikke kigge ind i det og se, hvad input (behandlingen) gør ved det. Vi kan kun se output, dvs. hvordan barnet reagerer. Det må derfor fortolkes, om output er en reaktion på input eller på noget andet. Fortolkningen heraf indebærer, at man gør sig formodninger om, hvordan behandlingen virker inde i den ‘sorte boks’.
Fortolkninger er usikre, men usikkerheden bliver mindre, jo tydeligere et nyt input fører til et ændret output. Hvis børnene i forsøgsgruppen fx reagerer på spejling og jeg-støtte med betydeligt færre konflikter og tydelige tegn på en væsentligt bedre trivsel, må det sandsynligvis fortolkes som en støtte til de omtalte formodninger om årsager og virksom behandling.
Andre fortolkninger må dog også overvejes. Kan det fx tænkes, at pædagogerne i forsøgsgruppen, der gør et pionerarbejde, er mere engagerede end pædagogerne i kontrolgruppen, der gør som de plejer? Og er engagementet muligvis væsentligt for et godt resultat?
Et forsøg kan naturligvis også falde ud til fordel for de sædvanlige metoder, som anvendes i kontrolgruppen. Det kan betyde, at formodninger om den nye behandling er forkerte og må revideres. Men det kan også være, at behandlingen fx ikke har varet længe nok, eller at udførelsen af den ikke er af tilstrækkelig høj kvalitet.
Resultaterne må således fortolkes, uanset om de tilsyneladende støtter eller modsiger formodningerne om den nye behandling. Fortolkningerne kan give anledning til at revidere formodningerne og prøve dem af i nye forsøg.
Forskning i hverdagen
Det, der sker inde i den ‘sorte boks’, er centralt, fordi det siger noget om, hvordan behandlingen virker – svarende til, at man i medicinsk forskning kan være ude efter, hvad der fx sker inde i en celle, når den udsættes for et bestemt stof. Men hvor man i mange tilfælde kan se, hvad der sker i cellen, må man fortolke, hvordan den nye behandling påvirker barnets psyke.
Som omtalt bliver fortolkningernes usikkerhed dog mindre, jo tydeligere et nyt input fører til et ændret output. Usikkerheden mindskes også, jo flere fejlkilder, som de omtalte, der kan udelukkes og jo mere sammenhængende en teori, man kan formulere på baggrund af forsøgsresultaterne. Tilsvarende må man fortolke, hvordan sædvanlig behandling påvirker barnets psyke.
Det skitserede forskningsdesign kan anvendes i undersøgelser af metoder, uanset hvem, der skal undersøges, hvad man udpeger som det centrale problem og hvilken behandling, man tror, der er virkningsfuld. Designet kan desuden anvendes i udvikling af hverdagen, fx i døgninstitutioner og på opholdssteder (uden kontrolgruppe).
Designet viser, hvordan mennesker formentlig altid er gået til værks, når de løser problemer. Nemlig ved at søge svar på spørgsmålene: Hvad er problemet? Hvad skyldes det mon? Hvad vil i så fald være en løsning? Virker løsningen? Og hvis ikke, hvad skyldes problemet mon så? Og så videre, indtil problemet er løst.
Vi kender denne metode til problemløsning fra hverdagen, fx når lampen ikke vil lyse. Ved mere komplekse problemer, som når et barn eksempelvis ikke vil op om morgenen, kan det imidlertid ske, at vi gør som vi plejer, selv om det ikke virker. Her lægger det beskrevne design op til at tænke nye tanker og afprøve dem.
Lars Rasborg er pædagog med erfaringer især fra døgninstitution. Siden cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. De omtalte ideer om forståelsen og behandlingen af svigtede børn beskrives nærmere i hans bøger ‘Miljøterapi med børn og unge’ (2. udgave, 2007) og ‘Miljøterapi i gruppe og organisation’ (2013) fra Akademisk Forlag.