Når samvær kan være omsorgssvigt
Anbringelse af spæd- og småbørn i familiepleje fordrer stor ansvarlighed og fokus på samværet mellem barnet og de biologiske forældre – ellers kan samværet være til skade for barnets udviklingsmuligheder
Når et barn anbringes uden for hjemmet i en familiepleje, er der er brug for at holde fokus på samværet mellem barnet og dets biologiske forældre. Og der er brug for, at de anbringelsesansvarlige tager netop ansvar og i højere grad tænker på at sikre barnets trivsel og herunder sikrer, at barnet får arbejdsro til at reetablere sig og blive parat til at udvikle sig.
Børn, som anbringes tidligt i alder og udvikling, er oftest børn, der ikke er blevet mødt med kvalificeret omsorg og er derfor ofte forstyrret i deres evne til at danne kontakt og relationer.
Det betyder, at de fleste af de anbragte spæd- og småbørn er opvokset og udviklet uden at have dannet/udviklet en kvalificeret evne til at fornemme og sanse sig selv. Derfor er deres kompetencer til at udvikle sig følelsesmæssigt hen imod en sund personlighed forstyrret, og deres evne til at danne relationer og knytte sig er også forstyrret.
Et barn, der har været udsat for omsorgssvigt, har levet i en tilstand med stimulation på en for barnet ‘utilpasset måde’. Det er et barn, som oftest har levet i en længerevarende og smertefuld belastningssituation, i en traumatiserende tilstand. Barnet er ikke blevet set på en måde, så det har udviklet sin evne til at skabe kontakt og relatere sig. Barnet har ikke fået sine behov dækket og har ikke udviklet sin medfødte evne til at spejle omgivelserne, være i en relation og udvikle et samspil imellem sig selv og omgivelserne.
Det er et barn, som har oplevet smerten ved ikke at blive set, hørt og mærket. Og som især er fyldt med negative erfaringer.
Ved anbringelse af et barn uden for hjemmet må de anbringende myndigheder holde sig for øje, at et barn, som anbringes, er et barn med særlige behov for omsorg. Barnets behov bør være styrende for samværet med barnets forældre, således at man ved planlægning af samvær mellem barnet og forældrene holder fokus på barnets tarv.
Erfaringen er, at børn ved mødet med deres forældre kan bringes i en krise med traumelignende reaktioner, som viser, at det ikke var barnets behov at møde sine forældre på det pågældende tidspunkt. Et barns reaktioner og adfærdsmønster efter samvær bør derfor ses, høres og tages alvorligt.
Overlast og belastning
Et traume er en følge af en akut og uventet begivenhed eller en længerevarende smertefuld belastning. I spæd- og småbarnsalderen kan et traume defineres ved, at et barn lider overlast på grund af visse livsomstændigheder, som fx tab af en nær omsorgsperson, voldelig adfærd, manglende omsorg og seksuelle krænkelser.
I nogle tilfælde kan sådanne oplevelser føre til, at barnet viser tegn på belastning og viser belastningsreaktioner – fx ved at være for kontaktsøgende, ved helt at afvise kontakt med en indadvendt adfærd, ved at sove mere eller mindre end sædvanligt eller ved at have en forstyrret spise- og søvnrytme, og somatiske reaktioner etc.
Børn reagerer forskelligt på en traumatisering, afhængigt af barnets konstitution og selvfølgelig af traumets art, men også afhængigt af, hvilket udviklingstrin barnet befinder sig på ved traumatiseringen.
Mindre børn er særligt sårbare over for traumer, idet yngre børn ikke har nået at udvikle et erfaringsgrundlag, der kan kvalificere dem til at udvikle strategier til at modstå traumet. Tillige kan mindre børn ikke fortælle om hændelserne. I stedet reagerer de ofte med en påfaldende adfærd og er således afhængige af, at voksne i miljøet iagttager adfærden og reagerer på den.
Et fællestræk for alle traumatiseringer er, at de traumatiserende hændelser fra fortiden præger livet i årene fremover i større eller mindre grad.
At fornemme sig selv
Et omsorgssvigtet barn har brug for at blive set, hørt og mærket af en stabil omsorgsperson, indtil barnet kan begynde at mærke sig selv og fornemme sit eget kerne-selv, som også er et udtryk for en begyndende selvstændighed i barnet.
Når et barn er begyndt at fornemme sig selv og er begyndt at mærke sit eget kerne-selv, kan det også begynde at skelne mellem gode og dårlige oplevelser og differentiere mellem positive og negative oplevelser og følelser.
En forudsætning for, at barnet kan blive hjulpet ud af sin omsorgsvigtede tilstand, er, at barnet bliver motiveret til at gå tilbage i sin udvikling. Barnet regredierer i sin udvikling og gennemlever de tidligere faser fra fødslen ‘på ny’ med forskellig styrke og intensitet. I denne regression gives barnet mulighed for at blive set, hørt og fornemmet og på ny få erfaringer, der kan overskygge de tidligere negative erfaringer.
Perioden, hvor barnet gives mulighed for at udvikle sig på ny og relatere sig på ny, er en periode, hvor barnet har behov for stabil omsorg fra en tryg omsorgsperson, som giver nye positive erfaringer og former nye positive spor i barnets bevidsthed.
Samværet som barriere
Udefrakommende sanseindtryk, som kan forstyrre processen med at rehabilitere sig, kan også være mødet med tidligere hændelser, som har foranlediget anbringelsen og efterladt indtryk hos barnet, der har sat sig som spor i barnets bevidsthed.
Barnets møde med tidligere omsorgsgivere – som fx ‘forældrene’ – kan være en barriere for, at barnet rehabiliterer sig med en sund strategi, idet mødet med tidligere omsorgsgivere kan genkalde omsorgssvigtet og barnets smerte derved. Denne sansning – genoplevelse af smerten ved svigtet – kan være en barriere for, at barnet udvikler en sund strategi og sund evne til at relatere sig og udvikle sit kerne-selv.
Det betyder, at mødet mellem barnet og forældrene kan indebærer en risiko, hvor barnet ved mødet re-traumatiseres. Mødet kan føre til, at barnet fastlåses i traumet, dvs. at traumet ikke bliver integreret i barnet på en måde, hvor barnet frigøres af traumet. I stedet kan det forstærke barnets reaktioner og påvirke barnets evne/lyst til at relatere sig.
Mødet kan tillige bringe barnet i en kriselignende situation med behov for efterfølgende rehabilitering med særlig intervention og brug for ekstra omsorg og pleje i dage/uger derefter.
Et muligt omsorgssvigt
Som anbringelsesansvarlig, med børneperspektivet i centrum, må man gøre sig klart, hvad formålet med anbringelsen er: 1. Om anbringelsen er for hele barndommen? 2. Om anbringelsen kun er for en periode med henblik på at arbejde med barnets og forældrenes følelsesmæssige relation med udsigt til en forening mellem barnet og forældrene i forældrenes hjem.
Nr. 1 er en arbejdsmodel, hvor barnet primært kan knytte sig til plejefamilien og have forældrene som sekundære tilknytningspersoner – med nuancer tilpasset situationen.
Nr. 2 er en arbejdsmodel hvor der arbejdes med, at barnet knytter sig først primært til plejeforældrene, med forældrene som sekundære tilknytningspersoner, for at lære barnet en følelsesmæssig relation, og at den følelsesmæssige relation mellem barn og plejeforældre gradvist overføres til forældrene med henblik på at skabe en tryg relation mellem barn og forældre – med nuancer tilpasset situationen.
Ifølge Serviceloven (§ 71) skal alle børn have samvær med deres forældre, men omfanget og varigheden bør afstemmes til børnenes bedste, deres sundhed og udvikling, hvilket betyder, at samværet mellem børn og forældre kan revurderes og tilpasses til behovet. Det betyder også, at de anbringelsesansvarlige har mulighed for at regulere på samværet mellem børn og forældre, med et samvær tilpasset til behovet.
Mødet mellem barnet og forældrene kan udvikle sig til et omsorgssvigt. Et omsorgssvigt, hvor vi som professionelle og ansvarlige for omsorgen for barnet kan svigte et ansvar for at forstå, hvad der kan bringe barnet i en udvikling hen imod en robusthed med evne til at relatere sig – også til sine forældre.
Birgitte Jacobsen er socialpædagog og familieplejekonsulent i Guldborgsund Kommune og Anna Rosenbeck er klinisk psykolog med speciale i børnepsykologi og supervision, med spæd- og småbørn og det tidlige forældre/barn-samspil.