icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Spejling af gruppen

Ved at arbejde med spejling i grupper af fx børn og unge på en døgninstitution, kan man vende deres forskellighed til en følelse af fællesskab – trods indledende modvilje og indbyrdes modsætninger børnene imellem

  • Af Lars Rasborg
  • 15-2014 /

Børn, der bor et sted som her, har det til fælles, at det har været svært for deres forældre at tage sig af dem. Det kan fx være, at forældrene blev vrede, hvis man ikke gjorde, som de sagde. Eller det kan være, at de kom op at skændes med hinanden og var så optaget af det, at man måtte klare mange ting selv, fx at finde noget at spise til aftensmad. Når det er sådan i en familie, kan det være, at kommunen vurderer, at barnet må anbringes et sted som her. Det sker også, at det er forældrene, der siger, at barnet må anbringes. Eller at det er barnet selv, der får ideen.

Sådan kan en gruppespejling indledes. Spejlingen udformes til den konkrete gruppe, fx en bo-gruppe i en døgninstitution eller på et opholdssted, så den er meningsfuld og vedkommende at høre på. Spejling kan bl.a. anvendes på gruppemøder. De kan afholdes én gang om ugen og varer i begyndelsen måske blot et kvarter.

Gruppemøder ledes af en gennemgående pædagog, gerne med en kollega som medleder. Børnene eller de unge kan sidde på stole i en kreds med eller uden et lavt bord i midten, eller de kan sidde omkring et møde- eller spisebord. Der er ingen dagsorden, der tages ingen beslutninger og børnene eller de unge afgør selv, om de vil sige noget. Der stilles ingen spørgsmål, og ingen opfordres til at tale. Børnene er frie til at være tavse, tænke på noget andet eller tale om det, de ønsker.

Frustrationer

Lederen (og medlederen) forbereder sig på at kunne tale spejlende til gruppen i de 15 minutter, som i begyndelsen kan være en passende varighed for mødet. Opmærksomheden rettes mod hele gruppen eller de undergrupper, som den synes at dele sig i, men ikke mod det enkelte barn.

Lederen bruger ikke navne, men taler generelt om sine indtryk af gruppen, som fx: ‘Nogle synes måske, det er kedeligt at sidde her, eller at det er irriterende at høre på mig. Andre kan måske meget godt lide at sidde her og høre på det, jeg siger, eller at tænke på noget andet’.

På gruppemøderne er hverdagens gøremål sat på pause. De almindelige frustrationer fylder ikke helt så meget som ellers. Til gengæld kan det særligt i begyndelsen være frustrerende, at pædagogen taler om tanker og følelser, som man muligvis ikke ønsker at beskæftige sig med. Det kan også være frustrerende at sidde stille.

Frustrationerne mildnes ved at tilstræbe, at børnene er nogenlunde i balance før mødet, og ved at sørge for, at der venter en eller anden form for tilfredsstillelse efter mødet.

Frustrationerne mildes desuden, efterhånden som børnene bliver trygge ved, at de kan læne sig tilbage og søge bedre steder hen i tankerne, når de føler trang til det.

Begyndervanskeligheder

Allerede når børnene hører om gruppen, vil nogle af dem sandsynligvis erklære, at de i hvert fald ikke skal være med. Afvisningen kan være hård, men måske er børnene i virkeligheden usikre over for det ukendte. Eller de har måske dårlige erfaringer med samtaler, hvor de har følt sig presset til at udtale sig eller har oplevet, at det, de sagde, blev bedømt negativt.

Erklæringer om ikke at ville deltage i gruppen kan spejles: ‘Du forestiller dig måske, at det vil være kedeligt – eller måske lyder det lidt som de familiesamtaler, du har fortalt om, og som du ikke brød dig om’.

Hvis et barn spørger: ‘Må man selv bestemme, om man vil være med?’, eller erklærer: ‘I kan ikke tvinge mig!’, kan det mødes med jeg-støtte: ‘Gruppen er for alle. Man bestemmer selv, om man vil sige noget, og man kan fortælle, hvad man synes om møderne’.

Når det første møde er i gang, bør man være forberedt på, at en eventuel uro måske bliver så stor, at det kan umuliggøre mødet. Lederen (eller medlederen) kan forberede sig på at fortælle noget særligt, de formoder vil fange gruppens interesse. Måske kunne det være en historie om et uroligt barn, der boede i en plejefamilie, og som hver aften efter aftensmad blev låst inde på værelset, fordi plejeforældrene ville have noget ro. 

Hvis historien ikke fanger gruppen, er det værste, der kan ske, at mødet må afbrydes før tid. Man kan fx sige: ‘Jeg tror, at tiden er for lang i dag. Jeg har måske gjort det for kedeligt eller svært i dag. Vi slutter nu og samles igen på næste tirsdag klokken syv’.

Det kan overvejes, om det vil støtte gruppen, hvis man næste gang justerer rammerne, indholdet eller ledelsen, eller om det tværtimod vil få børnene til at opleve, at pædagogerne vakler, hvilket kan forøge uroen.

Indbyrdes reaktioner

Børnene vil kunne modarbejde hinanden i gruppen. Et barn siger fx: ‘Anders’ forældre sagde selv til kommunen, at de ville have ham anbragt. Det var derfor, han kom til at bo her’. Gruppelederen har her mindst tre muligheder for at kommentere det, så emnet rummes, hæves op over de involverede børn og gøres alment.

  • Fokus på barnet, som bliver omtalt: ‘Når man taler om en anden i gruppen, kan det være, den anden synes det er ok. Det kan også være, at den anden ikke bryder sig om det, fx fordi man ikke ved, hvad de andre i gruppen tænker om det, der bliver sagt’.
  • Fokus på barnet, som taler: ‘Når man fortæller noget om en anden, er det nogle gange, fordi det er nemmere end at fortælle om sig selv’.
  • Fokus på forældrene, som omtales: ‘Hvis nogle forældre selv beder kommunen om at anbringe deres barn, kan andre mennesker tænke, at det er onde forældre, som ikke kan lide deres barn’.

Ved således at rumme, forstå og almengøre de belastninger, som børnene kan udgøre for hinanden, mildnes belastningerne, og gruppen kan bedre rumme det sagte. Når det sagte gøres alment, kan det desuden lettere give mening for alle i gruppen.

Regler og henstillinger undgås. En regel eller henstilling om at tale positivt om hinanden, eller i hvert fald ikke kun negativt, ville fx indebære, at det negative åbenbart ikke kan benævnes og rummes. Det ville stride imod gruppens formål, som netop er at skabe et rum, hvor det, som rører sig hos deltagerne, kan komme til udtryk og blive forstået. 

At bruge hinanden

Efterhånden som børnene begynder at befinde sig bedre i gruppen, taler de mere, og de begynder at bruge hinanden. Lederne kan indtage en lidt mere tilbagetrukken rolle. Stunder med tavshed kan måske begynde at fungere som tænkepauser, snarere end som kilde til frustration og uro. Mødernes varighed kan udvides fra et kvarter til fx en halv time. Derfra kan varigheden udvides gradvist op til en time eller måske lidt mere, blot møderne stadig er lidt for korte, så der stadig er energi i dem, når de slutter.

I en gruppe begyndte børnene efter seks-otte møder at fortælle om emner, der optog dem. De talte om hver deres, tilsyneladende uden indbyrdes sammenhæng. Lederen sagde til gruppen: ‘Alle mennesker er forskellige. Måske er det det, der kommer til udtryk, når I taler om hvert jeres emne. Når man er den eneste, der er optaget af noget bestemt, kan man føle sig ensom i gruppen, eller føle det, som om man har alle imod sig. Det kan også være, at man føler sig bedre end alle andre’.

Derefter samlede samtalen sig om erfaringer med, hvordan det kan opleves som både negativt og positivt at skille sig ud fra andre. 


Lars Rasborg er pædagog med erfaringer især fra døgninstitution. Siden cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Artiklen er et bearbejdet uddrag af hans bog ‘Miljøterapi i gruppe og organisation’ (Akademisk Forlag, 2013).