icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Velfærdsteknologi

Var jeg handicappet, ville jeg gerne klare mit toiletbesøg selv

Living Lab Varde er kommunens velfærdsteknologiske satsning. På Bo- og Genoptræningscenter Lunden udvikles teknologi i samarbejde med virksomheder, undervisningsinstitutioner og borgerne på stedet. Men teknologi kan også blive ansvarsforflygtigelse. Derfor er en konstant diskussion af serviceniveau og etik så vigtig, siger to medarbejdere

  • Af Hanne Sørensen Smith
  • 22-2014 /

En gardinstang kan godt være intelligent. En gyngestol kan polstres med ren velvære af bevægelse og lyd. Et vasketoilet kan udbygges med håndvask, barberspejl og det hele. En madras kan dele sig, løfte sig og svinge på tværs af sengen. En computer kan styres med øjnene.

Et lille ryk med hovedet, et enkelt tryk på en knap – og et menneske, der kun delvist eller næsten ikke kan bevæge sig, udfører en handling uden assistance fra andre. Det er velfærdsteknologi. Teknologi er det så klart. Men er det også velfærd?

– Ja, det er. Men mennesker har behov for at være forbundne, for at have selskab og føle tryghed. Så velfærdsteknologi kan også blive ansvarsforflygtigelse. Derfor er en konstant diskussion af serviceniveau og etik så vigtig i den her sammenhæng, siger Mette Mortensen, ledende fysioterapeut på Bo- og Genoptræningscenter Lunden i Varde.

– Lige præcis. Hvis vi skal have robotter til det hele, så bliver der tale om kolde hænder. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Hvis det var mig, der var handicappet, ville jeg gerne klare mit toiletbesøg selv, hvis jeg overhovedet kunne, siger Mona Køhlert, fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne i Varde Kommune og tillidsrepræsentant for omkring 20 fagfæller ud af Lundens 120 ansatte.

Lunden er en døgninstitution for senhjerneskadede mennesker. Stedet rummer syv genoptrænings- og 23 varige pladser primært optaget af borgere fra Region Syddanmark, men her er også mennesker fra andre regioner og nogle gange fra fjernere egne. På døgntilbuddet bor 18-60-årige med erhvervede hjerneskader, og der gives vederlagsfri fysioterapi til unge med senhjerneskade. Her er også dagtilbud med aktivitet og samvær, og endelig ydes der fra matriklen paragraf 85-hjemmevejledning til borgere fra Varde Kommune.

Spydspids med tre U’er

Men der kommer rigtig mange andre mennesker på Lunden. Varde Kommune har nemlig udnævnt stedet til at være teknologisk spydspids og placeret Living Lab Varde her på grund af plads og personalemæssige kompetencer. Living Lab Varde udvikler, underviser i og udstiller velfærdsteknologi – foreløbig som et treårigt projekt. Over 30 virksomheder har været omkring på besøg eller på arbejde. Over 300 studerende har modtaget undervisning, og over 400 personer har været på rundvisning og set demonstrationer af diverse hjælpemidler.

– Vi har en velfærdsteknologimedarbejder i kommunen, som bl.a. koordinerer og har overblik over de mange forskellige projekter, der er rundt omkring. Og her på Living Lab Varde er jeg tovholder med 13 timer om ugen til vores tre U’er, som vi siger, fortæller Mette Mortensen.

Et af U’erne er meget tydeligt og står for udstyr. En hel og ubeboet lejlighed på Lunden er fyldt med det nyeste, hvoraf det flytbare også udlånes til afprøvning. Her er specielle køkkener, toiletter, håndvaske, senge, madrasser, stole, lifte, rollatorer, kørestole, støvsugere, gardinstænger, undertøj og meget mere.

– Udstyr er dyrt at indkøbe og kan forældes hurtigt, men det er vigtigt at forholde sig til det. Her kan man afprøve ‘dimserne’ og overveje, hvordan vi bruger teknologien bedst, siger Mette Mortensen og fortæller om det U, der ligger forud for udstyr, nemlig udvikling:

– Vi faciliterer udviklingsprojekter mellem offentlige og private virksomheder og blander rigtig gerne en uddannelsesinstitution ind i det også. Det handler fx om at samarbejde med producenter af køkkener for at afprøve og forbedre. Og det handler om at implementere det mindset, der ligger i velfærdsteknologi, i forhold til mennesker, som uddanner sig til at arbejde med velfærd.

– Så er der et U for undervisning, og det bruger vi megen tid på. Studerende fra UC Syddanmark, fra SOSU-skoler og ansatte i kommunale tilbud prøver sig frem hos os. De kan bl.a. tale med vores borgere, der bruger teknologien til daglig. Og så taler vi kultur, etik og samfund med dem. Velfærdsteknologi skal være et middel til at opnå det gode liv for en borger, siger Mette Mortensen.

Bivirkning og tre-fire spørgsmål

– Her er en projektkultur, hvor vi er på vej. Det betyder, at vi skal være risikovillige og undervejs præsentere umodne produkter, der kan blive bedre. På samme måde arbejder vi med etikken. Det handler om at opdage bivirkningerne. Faldgulve, der registrerer fald, anser vi fx som ‘venlig’ overvågning. Men de har den bivirkning, at de kan dokumentere og lagre mere, end vi har brug for. Så hvordan forholder vi os til det, spørger Mette Mortensen, og Mona Køhlert supplerer:

– Hvornår og hvorfor bruger vi vendemadrasser? Er det for at aflaste personalet, for at borgeren kan være mere privat og selvhjulpen eller begge dele? Og hvad med borgerens tryghed?

– Ja, det er her serviceniveauet kommer ind. Der er efter min mening tre-fire dele i den diskussion: Kan vi gøre noget bedre for vores borgere og modsvare det krav, der kommer fra dem om hjælp? Kan vi forbedre arbejdsmiljøet for de mennesker, der arbejder blandt borgerne?

– Hvad betyder velfærdsteknologi for den offentlige økonomi, og hvad betyder udvikling af velfærdsteknologi for industrien? Mange virksomheder er og kan blive interesserede, og det kan give vækst i Danmark, siger Mette Mortensen.

– Vi har jo mange kørestolsbrugere her. Så når det drejer sig om arbejdsmiljø, handler det om at finde redskaber, så arbejdet ikke bliver så tungt for os. Og relationen mellem borger og ansatte kan underbygges af teknologi, så borgeren får mest muligt ud af egne ressourcer og af det, de ansatte kan byde ind med.

– Det sociale liv i forhold til familie, venner og andre beboere er også fyldt med etik. Hvad er bedst muligt for lige netop denne borger i forhold til ressourcer og personlighed? Hvad er mest ligeværdigt, når du ikke kan spise selv? Et menneske, der sidder og putter mad i munden på dig eller en spiserobot? Jeg har hørt om et ægtepar, der netop har afprøvet en spiserobot. I deres situation gav den god mening, da de oplevede mere ligeværdighed. De kunne nu sidde overfor hinanden og tale sammen, mens de spiste, fortæller Mona Køhlert og kommer ind på den kommunikative teknologi:

Supplerer personalets tilbud

– Tænk fx på brugen af iPads og smartphones blandt unge udviklingshæmmede. Der findes applikationer i dag, der hjælper de unge til selv at udføre og klare opgaver, så de opnår en højere grad af selvstændighed. Og ikke mindst relationerne via de sociale medier er vigtige. Her har de mulighed for at være med på lige fod med alle andre unge mennesker. De får følelsen af ligeværd med en udvidet kreds i deres liv. Men vi må også huske på, at alle de smarte løsninger er hjælpemidler, som kan benyttes af nogle, men de kan og bør ikke erstatte nærheden og kontakten mellem borgere og personale.

– Og jeg tænker på en tablet, der kan bruges af afasiramte. Måske kan du ikke sige noget, men du kan øge din selvstændighed ved at pege og vise eller måske lave huskesedler, siger Mette Mortensen.

– Ja, en del borgere har brug for rigtig meget struktur, som kan skabes ved hjælp af skrift, billeder, ugetavle eller andet på en iPad, tilføjer Mona Køhlert.

Imens kommer Mette Mortensen i tanke om, hvor nemt det også er lige at lave en lille video af, hvordan en ny borger lejres eller forflyttes, så alle medarbejdere er informerede. Videoen giver dem samtidig mulighed for lige at tjekke arbejdsstillinger og rette ind, før ryggen gør ondt.

De to på Lunden er enige om, at velfærdsteknologi er et supplement til det, medarbejderne kan tilbyde:

– Men først da vi kom til at italesætte, at vi faktisk vidste meget om teknologi, gik det op for os, at udadtil talte vi om varme hænder, siger Mette Mortensen.

– Vi spørger også os selv: Udstiller vi borgerne ved at have Living Lab Varde her, når vi viser rundt og viser frem? Men borgerne vil jo netop ikke stigmatiseres, men gerne være en del af fællesskabet. Forhåbentlig gør vi det lettere for mennesker med handicap at bevæge sig rundt ude i samfundet, siger Mona Køhlert. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Socialpolitik