Man bliver en del af historien
Medarbejderfortællinger spiller en væsentlig rolle i Anbragt i historien, der vier tre kapitler til erindringsglimt fra ansatte
Jeg var jo ikke mere end en drengerøv dengang, og man kan måske sidde i dag og ærgre sig over, at man ikke gjorde mere modstand. Sådan siger en af de tidligere ansatte, der har medvirket til forskningsprojektet Anbragt i historien.
I 1973 startede han som ung praktikant på Godhavn Drenge- og Lærlingehjem og i dag beskriver han stedet sådan:
– Det var præget af følelseskulde. Der var en meget brysk måde at omgås de der unge mennesker på. Generelt var der ikke hyggeligt, og det gælder fra 7-23. Hvordan børnene har haft det i deres drømme, tør jeg slet ikke tænke på.
Den tidligere praktikant er repræsentativ for flere af deltagerne i forskningsprojektet, der har fortalt om deres oplevelser på i alt 14 fortælledage, hvoraf nogle er arrangeret i samarbejde med Socialpædagogernes seniorsektion.
– Hvad enten det handler om tidligere ansatte inden for børne- eller særforsorgen, går det igen, at nogle sad med en følelse af, at det, der foregik var forkert – men de følte sig magtesløse og vidste ikke, hvad de skulle gøre, siger projektleder Jesper Vaczy Kragh.
Da Anbragt i historien begyndte at indsamle erindringer fra tidligere ansatte, var det i første omgang med henblik på at få kortlagt de anbragtes historie, som de ansatte jo var vidne til.
– Men efterhånden gik det op for os, at de tidligere ansattes historier også er interessante i sig selv, fordi de har stået i nogle etiske dilemmaer, som man måske kan spejle sig i i dag. Som når man fx oplever, at ‘systemet’ og ens overordnede står for noget andet end det, man selv synes er rigtigt at gøre. Man skal dog være meget varsom med at moralisere og sige: Hvorfor gjorde de ikke bare sådan og sådan, for der var et meget kraftigt hierarki, som det var svært at gøre noget imod, siger Jesper Vaczy Kragh.
Pas på
Et konkret eksempel på mislykket modstand kommer fra psykiatrien. En mand, der i 1971 var plejeelev på Statshospitalet i Risskov, fortæller om sin anden dag på en lukket afdeling. En stærkt psykotisk mand er lige ankommet og skal i bad og have hospitalstøj på:
– Og så er der en af plejerne, der siger: ‘Okay den tager jeg, og så kan jeg tage plejeeleven med’. Vi går så ud og henter patienten ind på badeværelset, og der er sådan en kommandotone; så gør du sådan, så gør du sådan. Så åbner plejeren for det kolde vand og siger: ‘Nu skal du ind under vandet’, og han skubber ham ind og holder ham fast under det kolde vand i stedet for at blande med det varme vand. Og der forsørger jeg så at korrigere, og så siger han til mig, plejeren: ‘Hvis du ikke passer på, så kommer du under selv’. Så trak jeg mig.
En anden beskrivelse kommer fra en tidligere plejeelev, der i 1972 begyndte på en afdeling på Andersvænge, hvor der både var domsanbragte, psykotiske mennesker og mennesker med Downs syndrom. Om den første dag lyder fortællingen:
– Jeg husker, at jeg blev bedt om at vaske en hel kasse æbler ude i køkkenvasken. Da jeg havde vasket alle æblerne, kom der en plejer og tog kassen og smed alle æblerne ned ad gangen. Patienterne kom ud af dørene fra sovestuerne for at få æbler. Til min store skræk opdagede jeg, at flere af dem ikke kunne få fat i et æble. De var lænket til sengen med fodrem og kunne ikke komme længere end til døråbningen, fordi sengen ikke kunne gå igennem.
Nogle dage efter var plejeeleven til samtale hos forstanderinden og fortalte om æblerne:
– Jeg sagde, at jeg syntes, det var synd for de patienter, der var afskåret fra at få et æble, hvortil hun svarede: ‘De skal tænke på, at De trods alt lige er blevet ansat. Sæt lige fingeren i jorden’.
Passiv på madrassen
Andre får det først i tilbageblikket dårligt over noget af det, der skete. Et eksempel er en tidligere omsorgsassistent fra Sølund, der fortæller om en mand, der tilbage i 1971 dagen lang lå på en stor rød madras. Uden at kunne foretage sig andet end at støde til nogle farvede kugler. Han var ‘krøbling’ og havde specialsyet tøj, der skulle lynes i nakken.
– Og han kom altid tidligt i seng, fordi han skulle spændes fast på alle mulige underlige måder, og han kedede sig jo, så han ville lege med sin afføring og alt muligt. Jeg havde virkelig ondt af ham, men vi kunne ikke finde ud af at gøre noget dengang. Så blev der oprettet en døvblindeafdeling, hvor han kom ud, og så så jeg ham nogle år senere, sidde i en kørestol med almindelig tøj på, fuldstændig som det alle andre gik i. Og han havde en printplade foran sig med nogle symboler på, det var sådan nogle prikker, og så hvis han var sulten, så kunne han pege på et symbol. Jeg fik jo et chok. Du godeste, hvad havde jeg været med til.
Hvad var det, vi gjorde?
En anden beretter om dengang, han på Andersvænge var med til at kidnappe en meget velfungerende beboer, der var taget på det, de kaldte ‘springtur’, hvor han havde besøgt sin kæreste. Han blev hentet i bil og som straf anbragt på en anden afdeling. Den tidligere medarbejder fortæller:
– I dag bor han ude selv og klarer sig selv og bor i øvrigt sammen med den kæreste i en lejlighed. Det har jeg tit tænkt på, hvad var det egentlig, vi gjorde dengang? Man bliver en del af historien på godt og ondt.
Andre tidligere ansatte mener, at nutiden dømmer datiden for hårdt, fordi forholdene var nogle helt andre. Især blandt folk, der var ansat i tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig mener nogle, at udviklingshæmmede havde det godt tidens forhold taget i betragtning: De blev plejet omsorgsfuldt, fik rent tøj og sengetøj og tilstrækkelig mad.
En af dem, der blev optaget som elev på Brejning i 1952, siger:
– Når jeg nu senere hører, hvordan journalister står i kø for at få klienter (datidens udtryk for udviklingshæmmede beboere, red.) til at fortælle om, hvor dårlige forholdene var, så skulle de tænke på, hvor få vi var til at passe på de meget dårlige beboere.
Forandringernes tid
Især fra tiden omkring 1968 og frem begynder nogle ansatte også at huske store forandringer.
Det gælder eksempelvis en kvinde, der som omsorgsassistent på Sødisbakke ved Mariager arbejdede med mennesker med udviklingshæmning. Om tiden omkring 1967 fortæller hun:
– Vi havde en afdelingsleder, og hun gik godt nok i hvid kittel, og vi sagde fru og De og alt det der, men hun lavede simpelthen en fantastisk revolution. Bare sådan noget med, at når de skulle have tøj, pigerne, så fik vi lov til at gå ned i byen, i den fineste dameforretning, hvor de selv kunne vælge tøj ud. Og de var aldrig ens, de gik altid i forskelligt tøj, hvor vi i gamle dage var vant til at se dem i ens tøj alle sammen. Kvinderne skulle heller ikke som tidligere i seng klokken 19. Der var indført aftenvagter, så de kunne vente til klokken 22, inden nattevagten mødte. Jeg kan også huske, at hen under aften, inden vi skulle spise, så havde vi én, der var fantastisk til at spille klaver, og så sang vi alle sammen, og det husker jeg som simpelthen noget fantastisk hyggeligt.
Forandringerne kom tilsyneladende både oppefra og nedefra. Oppefra kom de fx gennem lovændringer som den nye åndssvagelov fra 1959, der gik ud på at forsorgen skulle omlægges og moderniseres med det sigte at skabe en tilværelse så nær det normale som muligt – og nedefra kom de fx med konkrete initiativer fra medarbejderne. En tidligere ergoterapeut fortæller eksempelvis om forandringer i psykiatrien i 70’erne, hvor hun arbejde på Sankt Hans:
– Jeg kan huske, at der var en sommerferie, hvor jeg allierede mig med en lægevikar og en plejevikar på en afdeling, og hvor vi sagde, nu indfører vi nogle af de normer, der er i det omgivende samfund. Nu skal patienterne selv tage deres kartofler, og de skal selv skænke deres kaffe, og det skal ikke bare være den sædvanlige pærevælling af kaffe, mælk og sukker, nej, det skal være kaffe, og så en kande med mælk og en skål med sukker. Vi fik det gennemført, og patienterne kunne selvfølgelig godt selv finde ud af at hælde kaffen op, det tog måske lidt længere tid, men det var sådan et smukt øjeblik at se dem tage sukker fra en sukkerskål.
Uddannelsens betydning
Et gennemgående tema i flere erindringer er betydningen af uddannelse. I 1961 oprettede Statens Åndsvageforsorg en ny uddannelse til personalet inden for åndssvageforsorgen. Tidligere var plejepersonalet blevet uddannet internt på anstalterne med et sundhedsfagligt fokus på pasning og pleje, men på Personalehøjskolen var der i stedet et pædagogisk fokus på oplæring og beskæftigelse.
I bogen konkluderer forskerne:
– Nogle kom gennem elevtiden på afdelinger, hvor den nye lovgivning var begyndt at gøre sin virkning, men langt de fleste oplevede, at der var langt fra de målsætningsbeskrivelser og metoder, de blev introduceret for på Personalehøjskolen til den virkelighed, der mødte dem på afdelingerne i praktikperioderne.
Til gengæld kunne uddannelsen gøre en forskel – eksempelvis beskriver en tidligere plejer forholdene på en avlsgård under Statens Åndssvageforsorg, hvor de udviklingshæmmede både blev slået og spærret inde. Her gjorde det ifølge den tidligere plejer ingen forskel, da Statens Åndssvageforsorg i 1960 rundsendte en skrivelse, hvor det blev indskærpet, at det var ‘forbudt under nogen form at slå patienter’. Derimod kom Personalehøjskolen indirekte til spille en vigtig rolle for som der står:
– Plejeren fortæller, at afstraffelserne fortsatte, indtil der et stykke op i 1960’erne kom en ny plejefar, som havde en anden tilgang til patienterne. Den nye plejefar var en tidligere plejer, som ‘bestemt ikke havde holdt sig tilbage’, men han havde været omkring Personalehøjskolen i København, og da han kom tilbage, havde piben fået en anden lyd. ‘Han var som genfødt’.
|
Diskuter på facebook: Hvad vil fremtiden huske os for? Hvad tror du, fremtidens historikere vil fremhæve, hvis de om 50 år skal beskrive nutidens arbejde med anbragte børn og voksne? Hvad ville du selv hæfte dig ved? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |