Smil – eller jeg slår dig
Straf står centralt i mange tidligere børnehjemsbørns fortællinger, og det var legalt at slå helt frem til 1967
Hvad er du så sur for? Sådan spørger plejemor på Børne- og Optagelseshjemmet Infanterivej i Randers. Hun har lukket døren, og står nu alene med en pige, der kun har været tre dage på hjemmet.
Et halvt århundrede senere står oplevelsen lysende klar for den nu voksne kvinde, der fortæller historien:
– Jeg bliver meget bange og svarer, at jeg ikke er sur. Jo, hun synes, at jeg altid er sur – ja, siden jeg er kommet! Jeg tør slet ikke sige, at jeg nogle gange har haft hjemve og været ked af det. Jeg gentager bare, at jeg ikke er sur. Jamen, jeg havde bare at smile, når hun så på mig – nu skulle hun lære mig at smile. Og så skal jeg da love for, at den ‘dame’ kunne slå en proper næve. Slagene regner ned over mit ansigt, og jeg mærker, at især min mund svulmer op, og jeg synker i knæ. Og så siger hun: ‘Fra nu af har du bare at se glad ud, hver gang jeg kigger på dig’. Og jeg nikker lydigt og prøver allerede dér at smile til hende med min forslåede mund.
Sådan lyder et af de erindringsglimt, der er samlet i kapitlet om straf i bogen Anbragt i historien.
Om de mange forskellige erindringer konkluderer forskerne:
– Oplevelser af straf, reglementeret eller ureglementeret, har brændt sig fast i hukommelsen hos mange børnehjemsbørn og står ofte meget centralt i deres fortællinger. Nogle af børnene fik skældud, fik frataget goder, følte sig ydmyget, fik slag og tæsk og andre blev spærret inde. Nogle så straffen som en del af tidens normsæt, andre at den lå langt udenfor. Der var også forskellige måder at håndtere straffen på. Nogle forsøgte at gøre modstand, nogle lukkede sig inde i sig selv og andre følte sig magtesløse. Uanset hvordan, den enkelte reagerede på straf, har det for mange haft konsekvenser senere i livet.
Ændringer i loven
Går man tilbage i historien har fysisk afstraffelse af anbragte børn været helt legalt. I 1937 kom Socialministeriets ‘reglement for hustugt’, der skulle ligge tilgængeligt på alle landets børnehjem, og som det udtrykkes i Anbragt i historien var ‘indespærring samt legemlig revselse en naturlig del af medarbejdernes værktøjskasse’. Opdragelsesmetoderne kom dog til debat i 40’erne og 50’erne – bl.a. foranlediget af kritiske avisartikler og undersøgelser, der viste, at børn og unge kunne tage skade af afstraffelsen.
I 1950 nedsatte Socialministeriet et udvalg, der skulle kigge på ‘de opdragelsesmæssige metoder i opdragelseshjem’ og udvalget anbefalede afskaffelse af spanskrør og lussinger, men anbefalingen blev ikke fulgt. Af Anbragt i historien fremgår det, at fronterne dengang var trukket op:
– På den ene side stod fortalerne for traditionen, gerne bestående af børnehjemsforstandere og ansatte. De var generelt imod brugen af legemlig revselse, men lagde stor vægt på de situationer, hvor man som ansat var hjælpeløs, og hvor en lussing var på sin plads. På den anden side stod en gruppe af læger, psykiatere og psykologer, der ønskede at alle former for fysisk afstraffelse skulle afskaffes, og at den førnævnte gruppe skulle være mere åben over for den videnskabelige sagkundskab.
I vejledningen fra 1952 var spanskrør og lussinger stadig tilladt – der var dog begrænsninger. Fx var det kun drenge over 10 år, der måtte slås med spanskrør, og spanskrøret måtte ikke være over fire centimeter i omkreds og ikke over en meter langt. Der var også regler for, hvor længe børnene måtte spærres inde: Børn mellem 10 og 15 år måtte sidde i isolationscelle – de såkaldte betænkningsrum – i op til to døgn, mens børn over 15 år måtte spærres inde i fire døgn.
To år senere blev det dog slået fast, at spanskrør og lussinger helst skulle undgås – og når det var nødvendigt, skulle det indberettes.
I 1953 blev spanskrør forbudt, men man skal helt frem til 1967, før det på børnehjemmene blev forbudt at slå – i øvrigt samtidig med, at revselse også blev forbudt i skolen.
Spis op
Projektlederen på Anbragt i historien, Jesper Vaczy Kragh, er ikke overrasket over historierne om afstraffelse.
– Jeg har fx tidligere været med til at skrive rapporten om Godhavn, så det kommer ikke bag på mig. Men noget af det nye, vi har fundet frem til, er, at isolering i såkaldte betænkningsrum tilsyneladende også var forholdsvis almindeligt inden for børneforsorgen. Det har man ellers mest opfattet som noget, der blev brugt inden for åndssvageforsorgen, hvor det fx var almindeligt med straffeceller, fortæller han.
Jesper Vaczy Kragh hæfter sig i det hele taget ved, at bestemte mønstre omkring afstraffelse går igen på tværs af målgrupperne. Eksempelvis kunne situationer omkring måltidet føre til straf – uanset om det drejede sig om anbragte børn, udviklingshæmmede eller sindslidende.
– Et gennemgående tema handler eksempelvis om, at du skulle spise det, der blev sat foran dig på bordet. Og hvis du kastede maden op, så skulle du også spise dit opkast.
Det går også på tværs, at der tilsyneladende hele tiden har været et vist efterslæb, når lovgivningen er blevet ændret – sådan at nogle fx er blevet slået, selv om det var forbudt.
– Og når det har været forbudt, går det igen, at børn, udviklingshæmmede og sindslidende alle har haft en svag stemme. De er ikke blevet opfattet som troværdige, og derfor har de haft svært ved at klage over dårlig behandling.