Stort værk om anbragtes historie
500 sider om de anbragtes historie har set dagens lys. Projektleder Jesper Vaczy Kragh er særligt overrasket over Danmarks rolle som ‘foregangsland’, når det fx gælder sterilisation og indespærring af udviklingshæmmede – og af manglen på demokrati
Jeg kan ikke fatte, at de kunne ødelægge et menneske, der var frisk, jeg kan ikke få det ind i mit hoved. Sådan siger en af de 60 tidligere anbragte, der har fortalt deres livshistorie til projekt Anbragt i historien. Et projekt, der i et 500 sider langt værk nu har foreviget historien om udviklingshæmmede, sindslidende, forældreløse og andre, der var anbragt i perioden mellem 1945 og 1980.
Karoline blev i 1948 steriliseret mod sin vilje. I ansøgningen til det statslige sterilisationsnævn skrev lægerne ved den Kellerske Anstalt i Brejning:
‘Det drejer sig således om en 18-årig ung pige, der er åndssvag i let grad. (…) Hun har altid været en sød og omgængelig pige. (…) Man mener derfor, at man nu kan forsøge at anbringe hende i en plads i kontrolleret familiepleje. Forinden bør hun dog ved sterilisation sættes ude af stand til at sætte børn i verden, da hun under friere forhold vil være stærkt udsat for at blive besvangret, da hun allerede her har udvist betydelig interesse for de mandlige alumner, og hun er ude af stand til at opdrage eller forsørge børn, ligesom der er en overordentlig stor sandsynlighed for, at evt. afkom vil blive underlødigt på grund af den svære arvelige belastning i hendes slægt.’
Senere blev Karoline også anbragt på Sprogø, hvor der var indrettet en anstalt for såkaldt ‘moralsk defekte’ kvinder, og hvor hun bl.a. blev forhindret i at gå frit omkring og eksempelvis blev spændt fast med remme.
Senere blev Karoline gift og flyttede til Sverige, hvor hun klarede sig selv i egen bolig med job på forskellige fabrikker.
At hun ifølge lægerne skulle være ‘åndssvag’ har hun svært ved at acceptere:
– Jeg kan ikke fatte, at de kan kalde én sådan. Jeg har kunnet betale mine regninger, jeg klarer mine regninger selv. Det er klart, at man kunne være lidt tilbageholdende, når man går i skole og sådan, men på den tid var det altså ret så svært at følge med.
|
Læs mere På www.anbragtihistorien.dk kan man hente hele den 500 sider lange rapport om projektet – og læse flere beretninger fra tidligere anbragte. Rapporten udkommer som bog i løbet af sommeren 2015 – og forskningsresultaterne skal bl.a. formidles som undervisningsmateriale i folkeskolen og til pædagogstuderende. Projektet er gennemført af en forskergruppe under Svendborg Museum og er finansieret med knap seks mio. kr. fra satspuljen. |
Mindre demokrati
Karolines historie er et konkret eksempel på de overgreb, der i historien blev begået mod eksempelvis udviklingshæmmede, og projektleder Jesper Vaczy Kragh har hæftet sig ved, at arbejdet med de anbragtes historie giver et noget andet billede end den traditionelle opfattelse af Danmark som et meget demokratisk land.
– I dag er der mange, der ser det som om, Danmark har en meget lang demokratisk tradition med ytringsfrihed osv., men der var en stor gruppe mennesker, som slet ikke havde de samme rettigheder som andre. Fx skal vi op til 1961 før folk på fattighjælp fik stemmeret. Og vi skal helt frem til 1989 før udviklingshæmmede måtte gifte sig uden særlig tilladelse.
Noget af det, der har overrasket ham i arbejdet med de anbragtes historie, er, at Danmark på flere punkter spillede en rolle som ‘foregangsland’ – men ikke på en måde, der i dag vækker stolthed. Det drejer sig om sterilisation af fx udviklingshæmmede, der overgik mere end 6.000 danskere, samt internering på fx Sprogø.
– Når jeg bruger udtrykket foregangsland, er det fordi, det var den måde, det blev italesat på i datiden. Folk fra udlandet valfartede fx til Sprogø og Livø for at se, hvordan mennesker med udviklingshæmning blev interneret. Og dem, der stod i spidsen for fx interneringen eller steriliseringen, opfattede det som om, at de gjorde noget godt. De ville gerne støtte udviklingshæmmede og give dem gode vilkår, så de fx ikke skulle få børn, som de ikke kunne magte. Og samtidig var der en idé om, at samfundet skulle beskyttes imod udviklingshæmmede, fordi man fx opfattede dem som mere kriminelle end andre, og der var en angst for at de skulle sprede dårligdomme som fx kønssygdomme.
Jesper Vaczy Kragh lægger vægt på, at menneskesynet dengang var et helt andet.
– Hovedtanken var, at man kunne gøre disse ting, fordi der alligevel ikke var noget at gøre. Der var ikke noget udviklingspotentiale.
|
Historiens tre faser Anbragt i historien opdeler de anbragtes historie i tre faser: opdeler de anbragtes historie i tre faser:Perioden fra 1945 til 1957 var præget af ideer om, at udsatte grupper kunne behandles eller opdrages på store institutioner, der ofte var ledet af læger eller havde lægeligt tilsyn. En behandlingsindsats, som navnlig i psykiatrien og åndssvageforsorgen var domineret af medicinske/somatiske metoder. Fx det hvide snit og sterilisation. Perioden fra fra 1958 til 1967/68 var præget af holdningsmæssige skift, hvor ideer om normalisering, ligeværdighed og menneskerettigheder gør sig noget mere gældende. Faggrupper som pædagoger, socialarbejdere, psykologer m.fl. opnår mere indflydelse i børneforsorgen, åndssvageforsorgen og psykiatrien, hvor undervisning, psykoterapi og psykologiske tests får en større rolle end tidligere. Perioden fra 1968 og frem mod 1980 er præget af ny kritik af åndssvageforsorg, psykiatri og børneforsorg, og hvor ideer om demokratisering, bofællesskaber og behandling i lokalsamfundet vinder frem og fører til et opgør med – og begyndende afvikling af – de store institutioner. |