Jeg er enig med undervisningsministeren på ét punkt. I sit svar til mit tidligere debatindlæg om inklusion skriver Antorini nemlig, at hvis der er ‘konkrete problemer, skal de selvfølgelig løses’ (Socialpædagogen nr. 23/2014). Jamen hvor skal vi så starte, Antorini?
Det er fx et helt konkret problem, at ministeren ser alle børn som værende ens og med de samme muligheder. Den form for generalisering viser med al tydelighed, at skoleelever bare er tal i et stort regnestykke oppe på ministerkontoret. Antorinis mål er at øge antallet af børn, der går i almindelige klasser fra 94,4 til 96 pct. Men hvad nu, hvis flere end fire pct. har behov for noget andet?
Et andet konkret problem er, at folkeskolelærerne ikke er klædt ordentligt på til opgaven med at arbejde med børn, der har særlige behov. Ifølge ministeren giver videndeling og læringskonsulenter en folkeskolelærer så stor indsigt, at psykiatere er overflødige. Lærerne stiller diagnosen og beslutter selv, hvordan det skal håndteres. Med al respekt for folkeskolelærerne så kan dette ende med at gøre langt større skade end gavn.
Der er og skal ikke være plads til alle i folkeskolen, ligesom det ikke er alle børn, der bør have plads i folkeskolen. Men spørgsmålet er, om Antorini overhovedet er bekendt med de forskellige behandlingsmæssige behov, som hun kalder ‘specialundervisning’? Måske er det ministeren, der har behov for specialundervisning, mens de behandlingskrævende børn i stedet fortjener behandling.