Alice ser tilbage på 47 års arbejde
Hun har altid arbejdet med udviklingshæmmede. Hun var med, da de tilbragte dagen i sengene på de store institutioner og til i dag, hvor hun går på pension fra et job som hjemmevejleder i beboernes eget hjem. Hele vejen har hun haft sin fagforening med på sidelinjen
Som alle de andre piger i klassen ville Alice Hansen også gerne være sygeplejerske. Men hendes matematikkundskaber var ikke gode nok, så hun blev i stedet uddannet pædagog – eller omsorgsassistent, som det hed dengang.
I dag, knap 47 år senere og på tærsklen til at blive folkepensionist, kan hun konstatere, at hun har haft verdens bedste job. Hun har altid arbejdet med mennesker med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse og altid med den tungeste gruppe af handicappede, som havde mest brug for hjælp og støtte.
– Det er her, jeg har mødt de største personligheder, og her, jeg har kunnet gøre den største forskel. De er fuldstændig afhængige af vores hjælp, og af at vi kan rumme dem og holde af dem på deres præmisser, siger Alice Hansen.
Det var i 1968, at hun som 18-årig første gang mødte udviklingshæmmede. Hun var ansat som sygehjælper på et plejehjem. Dengang var det meget almindeligt, at udviklingshæmmede blev ansat forskellige steder, fx i landbruget. De fik kost og logi mod at hjælpe til.
På plejehjemmet var der ansat tre mænd, som kom fra den store centralinstitution Ebberødgård under Statens Åndssvageforsorg. De boede i plejehjemmets kælder.
– Hvis de ikke opførte sig, som forstanderinden ville have det, blev de truet med at blive sendt tilbage til Ebberødgård. Og det var værre end at være på plejehjemmet, hvor de ikke blev behandlet særlig godt, siger Alice.
Hun husker stadig Pedersen, som den ene af dem hed. Han havde ikke noget sprog, og det var hendes opgave at vaske ham. Hun og Pedersen forstod hinanden, og de kunne grine sammen.
Efter den oplevelse vidste hun, at hun fremover ville arbejde med udviklingshæmmede.
Du er en kold skid
Efter plejehjemmet gik Alice Hansen i 1968 i gang med den treårige omsorgsassistentuddannelse.
Hendes praktikperioder blev afviklet på Vangede Børnehospital og på Lillemosegård – en institution for voksne udviklingshæmmede. Efter de første tre måneders praktik skrev plejemor – som afdelingsledere hed dengang – i sin udtalelse, at Alice ikke egnede sig til jobbet, for ‘du er en kold skid’.
– Det var lidt af en lussing at få, for jeg var sikker på, at jeg havde fundet mit rette arbejdsområde.
Da forstanderinden – som det var skik dengang – gennemgik udtalelsen med Alice, gav hun dog også udtryk for, at hun bestemt ikke var enig med plejemor, og Alice fortsatte sin uddannelse.
– Plejemor kunne ikke lide mig. Jeg var vist ikke underdanig nok over for hende.
ADL-træning på den hårde måde
Når Alice kigger tilbage på sine første år som elev og senere som omsorgsassistent i slutningen af 1960’erne konstaterer hun, at det på mange måder var en helt anden tid med store centralinstitutioner, der blev ledet af læger, og der blev gået stuegang blandt patienterne, som udviklingshæmmede blev kaldt.
– Lægerne talte ikke med patienterne, men kunne, når de fx stod ved patienten, forklare til de andre, der deltog i stuegangen, hvad patienten havde inde i sit hoved.
Det meste af tiden lå patienterne i deres senge på fælles sovesale, og ofte kom de kun op, når de skulle have mad eller på toilettet.
Patienterne skulle dengang have den såkaldte ADL-træning, som betyder træning i almindelig daglig livsførelse, fx at spise selv.
Alice husker, hvordan plejemor hundsede med en af patienterne, Angelika, der skulle lære at spise selv.
– Plejemor gav hende en lussing. Vi praktikanter stod og kiggede på det. Vi vidste, at det var ulovligt at slå, men vi reagerede ikke. Dengang var praktikvejlederbegrebet ikke opfundet, så vi havde vel heller ikke nogen, vi kunne fortælle det til.
Ellers så Alice ikke megen vold på institutionerne.
– Men jeg har set megen uacceptabel adfærd over for patienterne. Nedværdigende tone og tale til mennesker som en stor grå gruppe i stedet for at se den enkelte.
Der var ikke noget, der hed selvbestemmelse, eller at den enkelte skulle have mulighed for at udvikle sig. De fik bad på samlebånd: En vaskede, en gav dem tøj på og en lagde dem tilbage i sengene.
Medarbejderne bar lyseblå uniformer og hvide forklæder. Deres opgave var hovedsagelig at sørge for de praktiske ting omkring patienterne, der fik udleveret rent undertøj en gang om ugen.
– Det var ikke i højsæde at være sammen med børnene.
Det påvirker hende stadig at tænke på den 10-årige Hans, der havde fået lungebetændelse. Da lægen vurderede, at han ikke ville overleve, blev han flyttet ud af det fælles soverum og anbragt alene i et bagrum, hvor han skulle ligge, indtil han døde.
– Vi gik ind og kiggede til ham engang imellem. Han lå og kæmpede, indtil han døde.
Nå, sådan kan det også gøres
Patienterne havde ikke – som udviklingshæmmede har det i dag – ret til et miljøskift mellem bolig og aktiviteter eller arbejde. Der var i stedet mange interne værksteder på centralinstitutionerne.
Og på et af dem kom Alice som praktikant, og det blev en af hendes store faglige oplevelser, fordi lederen af keramikværkstedet havde en helt anden tilgang til patienterne end den, hun tidligere havde oplevet.
Der var en god stemning blandt medarbejderne, og lederen behandlede patienterne andeledes, end hun var vant til at se.
– Han holdt af dem. Han snakkede ordentligt til dem, og så dem som individuelle personer, og frem for alt lyttede han til hver enkelt. Så gjorde vi andre det også. Jeg fik øjnene op for, at tingene kunne gøres på en anden måde, og man kunne gøre en forskel. Vi kunne folde os ud, og vi blev meget bevidste om at se og rumme patienterne.
Og så var der Børge
Undervejs i den treårige uddannelse var Alice på den obligatoriske Personalehøjskole i to gange et halvt år.
– Det var en spændende tid. Det var på alle måder en brydningstid, hvor der blev diskuteret socialpædagogik.
De studerende var aktive og engagerede i studiet.
Men længst fremme i skoene var den karismatiske forstander Børge Nielsen, der talte om, at fremtidens omsorgspersonale vil få deres arbejde ude i beboernes eget hjem, fortæller Alice.
– I slutningen af 1960’erne var det altså ikke andre end forstanderen, der troede på de fremtidsudsigter.
Et andet menneskesyn
Da Alice i 1971 stod med sit eksamensbevis fulgte hun sin daværende mand og fik ansættelse på den store centralinstitution Strandhøj (senere Strandvænget) ved Nyborg, hvor ægtefællen, der også var omsorgselev, skulle i praktik.
Da ægtefællen vendte tilbage til Personalehøjskolen i København, fulgte Alice med og fik ansættelse på sit tidligere praktiksted Børnehospitalet Vangede.
– Dengang kunne man stort set vælge og vrage, hvor man gerne ville arbejde.
Der var kommet en ny afdelingsleder og med hende også et helt andet syn på børnene. Fx skulle børnene ikke længere ligge i sengene hele dagen, sådan som de tidligere havde gjort. Børnene fik mulighed for at bevæge sig rundt på afdelingen, og der blev arrangeret aktiviteter for dem.
– Vi begyndte fx at tage på tur med dem uden for institutionen. Det var lidt wauw-agtigt at opleve, at tingene kunne gøres anderledes.
Læger ud, pædagoger ind
I 1972 vendte Alice og den nu færdiguddannede ægtefælle tilbage til Strandvænget.
Her arbejdede hun frem til 1985 og nåede at være både almindelig pædagog, stedfortræder og afdelingsleder.
Det var i allerhøjeste grad en brydningstid inden for området.
I 1980 blev Statens Åndssvageforsorg nedlagt, og amterne overtog i stedet forsorgen for de udviklingshæmmede. Samtidig blev den lægelige ledelse afløst af en pædagogisk.
– Det var rigtig gode arbejdsår, hvor vi arbejdede med at udvikle tingene. Det var også i de år, at beboerne fik navne, det vil sige, man kaldte dem Lise, Hanne, Børge eller hvad, de nu hed. Der blev ikke længere holdt stuegang, og borgerne blev inddraget i deres eget liv.
Der blev ansat pædagogiske konsulenter i amterne til at vejlede centralinstitutionerne og medarbejderne. Der blev talt om handleplaner og målsætning for det pædagogiske arbejde.
– Wauw – en gang til. Det var nye tider.
Det var især som leder, at Alice Hansen trivedes.
– Jeg kan godt lide at have indflydelse på tingene.
Dengang var det sådan, at man blev udpeget til at være leder, hvis man var en god pædagog, der kunne se udviklingsmuligheder, og som gik forrest i arbejdet, fortæller hun.
I de år drejede meget af hendes liv sig om socialpædagogik. Det blev diskuteret derhjemme med ægtefællen og sammen med vennerne, som mestendels også var pædagoger.
– Det var lidt af en livsstil for os.
Leder og tillidsrepræsentant
Alice har, som hun beskriver det, altid befundet sig til venstre for midten i dansk politik. Og for hende har det med den placering været en selvfølge at være organiseret i en fagforening.
Det gjorde hun allerede som studerende på Personalehøjskolen, hvor hun var elevrådsrepræsentant og medlem af den daværende Åndssvageforsorgens Personaleforbund (ÅP), der i 1981 blev en del af Socialpædagogernes Landsforbund (SL) – i dag Socialpædagogerne.
– Elevrådet ville fx have gennemført, at der ikke var undervisning den dag, vi havde været til eksamen, fordi vi mente, at vi var psykisk nedbrudt. Men Børge Nielsen kaldte os alle sammen, og sagde, at hvis vi blev psykisk nedbrudt over det, hvordan ville vi så fremover kunne klare et arbejde med udviklingshæmmede mennesker.
Hun har også været tillidsrepræsentant for sine kolleger og aktiv i kredsbestyrelsen på Fyn, nu Kreds Lillebælt.
På et tidspunkt var hun både leder og tillidsrepræsentant for de ansatte på Strandvænget. I sig selv en modsætningsfyldt konstruktion, men ingen af medarbejderne ville være tillidsrepræsentant, og Alice mente, at det var vigtigt, at der var en forbindelse til fagforeningen. Så med SL’s opbakning varetog hun TR-jobbet, indtil der heldigvis var en medarbejder, som meldte sig under fanerne.
– Fagforeningen er der for os, så den kan vi ikke undvære, siger hun.
Hun har også altid forsøgt indirekte som leder at opfordre medarbejderne til at melde sig ind i en fagforening.
I de år handlede det fagpolitiske arbejde især om arbejdstidsregler og om at opbygge sikkerhedsorganisationerne til at skabe et bedre arbejdsmiljø for de ansatte.
Alice husker konflikten omkring arbejdstid. Ved overenskomstforhandlingerne i 1981 blev det aftalt, at ansatte på døgninstitutioner ikke længere kunne få udbetalt rådighedsvagter. De skulle i stedet afspadseres. Det var et krav, SL havde rejst med den begrundelse, at døgnansatte skulle have en normal arbejdstid. Det ville betyde et sundere arbejdsmiljø og nedbringe nedslidningen.
– Nogle medlemmer var så utilfredse med, at de ikke længere kunne få penge for en rådighedsvagt, at de meldte sig ud af SL.
Nye udfordringer
Alice blev skilt, og det var tid til at bryde op fra Strandvænget og finde nye faglige udfordringer.
Stedet blev Odense, da hun i 1985 blev ansat som afdelingsleder af døgnafdelingen på den selvejende institution Platanhaven for børn med væsentlige fysiske handicap.
– Det var kronede dage.
Hun var vild med børnene, og begyndte som leder at bløde op på strukturen.
– Målet var, at institutionen skulle give hvert enkelt barn et individuelt tilbud.
Alice nød også aflastningsopgaven, som institutionen havde over for hjemmeboende børn.
– Det var spændende at samarbejde med de pårørende.
Det var også en del af udviklingen, at de pårørende fik en større stemme og blev inddraget i børnenes liv på døgninstitutionen.
– I de år begynder de pårørende at stille krav og have forventninger til deres børns ophold på institutionen. Og beboerne begyndte også at stille krav.
Alice Hansen husker fra sine første år som omsorgsassistent, hvordan systemet ofte opfordrede forældrene til at aflevere deres udviklingshæmmede barn på institution – og så i øvrigt glemme alt om det.
I 1993-94 deltog hun som leder aktivt i en ombygningsproces, hvor børnene fik deres eget værelse, og der var kun to om et badeværelse.
– Arkitekterne ville have pottestole og andre hjælpemidler gemt bort i skabe. Men det ville vi ikke. Vi ville også have loftlifte. Og sådan blev det.
Det var også i de år, at hele lederområdet blev opkvalificeret. Man kunne fx komme på lederuddannelse.
– Som leder skal man have sin faglighed i orden.
Alice har altid prioriteret højt, at hun som leder også kan deltage i det almindelige pædagogiske arbejde.
– Jeg synes, at det er en stærk faglig tradition, at ledelsen har lidt fornemmelse for, hvilke pædagogiske udfordringer, der er. Det er svært at se de pædagogiske muligheder, hvis man som leder er for meget på afstand af tingene, siger hun.
På nye lederopgaver
I 1996 følte hun, at det igen var på tide at prøve kræfter med nye opgaver.
Et indslag i fjernsynets nyhedsdækning havde vakt hendes interesse, da hun så medarbejdere på Munkehatten, der dansede ballet med kørestolsbrugere i tylskørter.
– Det var for mig nyt at se den form for socialpædagogisk arbejde. Sikke en kreativitet. Jeg tænkte, det skal jeg bare prøve.
Munkehatten er et tilbud for voksne fysisk og psykisk udviklingshæmmede i Odense Kommune, og hun blev leder på et tidspunkt, hvor institutionen skulle udvides til det dobbelte.
Det var en vanskelig opgave. Der skulle bl.a. ansættes nyt personale til den nybyggede afdeling.
– Det første år var rigtig hårdt. Vi manglede ressourcer, og mange valgte at rejse. Jeg blev betragtet som en skrap leder, bl.a. fordi jeg blev ved med at sige, at vi var nødt til selv med de begrænsede ressourcer at finde ud af det alligevel.
Efter det første år begyndte det at gå fremad.
– Vi fik et godt botilbud og en engageret personalegruppe.
Det handler bl.a. om at finde en fælles kultur, så ingen er i tvivl om, hvordan en borger skal behandles.
– Ellers brænder medarbejderne ud, hvis de føler, at de ikke gør arbejdet godt nok.
I dag er Alice ikke i tvivl om, at socialpædagoger inden for specialgrupperne er dem, der har det fysisk og psykisk mest krævende arbejde.
– De knokler, og selv med de hjælpemidler, der findes i dag, er det et hårdt arbejde. Det er imponerende at se den energi og fantasi, de arbejder med.
Tilbage til en fuser
TV2 sendte den 13. februar 2007 dokumentaren ‘Er du åndssvag’, der var optaget med skjult kamera og viste en dårlig kultur over for beboerne på Strandvænget. Kritikken haglede efterfølgende ned over medarbejderne. Lederen blev fyret, og der blev ansat et nyt lederpar, der skulle indføre ordentlige forhold på Strandvænget.
Alice ville gerne være med til at få Strandvænget på ret køl igen, så hun blev ansat som afdelingsleder i en afdeling, hvor hun var den femte leder på bare fem år.
Det var en hård nød at knække både i forhold til personalet, den øverste ledelse og en pårørendegruppe, fortæller hun. Hun kunne fx ikke registrere nogen arbejdsglæde hos medarbejderne og så aldrig, at de gav beboerne et knus.
– Som leder var det ikke velset, at man deltog i det daglige arbejde med beboerne eller sprang til, hvis der manglede et par hænder. Hun fik at vide, at hendes opgave var at lede og løse administrative opgaver.
Det var utilfredsstillende for hende, så efter 10 måneder valgte hun med støtte fra Socialpædagogerne at blive fritstillet.
– Alt andet i mit arbejdsliv er gået så godt, så det her var måske en lære om, at træerne ikke vokser ind i himlen.
Der skal være politisk vilje
Og for første gang i sit liv blev hun ledig.
– Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle blive arbejdsløs.
Hun fik dog hurtigt sin nuværende stilling som hjemmevejleder i Svendborg Kommune. Hendes opgave er at støtte personer, som har svært ved at få en hverdag til at fungere, men med en håndsrækning fra hjemmevejlederen klarer de at bo alene. Hun er vejleder for mange forskellige grupper, fx mennesker med sklerose, misbrugere, personer med ADHD og udviklingshæmmede.
– Det er et rigtig, rigtig spændende arbejde, og det er fantastisk at have de oplevelser med så forskellige mennesker.
Alice har en klar holdning til den standende diskussion om, hvorvidt der skal ydes hjælp til mennesker, hvor der ikke er et udviklingspotentiale.
– I dag ved vi, at der er et udviklingspotentiale hos alle, men det så man ikke i 1970’erne, hvor jeg begyndte i faget, og patienterne bare lå i sengene. Det ser man i dag, og det skal man blive ved med at se. Jeg kan dog være bekymret for, om der er politisk vilje til at ofre ressourcerne til arbejdet.
Og så til det uundgåelige spørgsmål om, hvad hun skal bruge al sin tid til, når hun 1. marts forlader sin stilling for som 65-årig at blive folkepensionist.
Det svarer hun ikke direkte på, men siger, at hun glæder sig, men at det selvfølgelig også er med angst og bæven, at hun tager skridtet.
– Jeg frygter lidt for ikke længere at kunne være med, hvor der bliver sat socialpædagogiske fingeraftryk på noget.
Og skal hun give noget videre til yngre socialpædagoger så er det, at de skal huske at sætte vandtætte skotter op mellem deres private og deres professionelle liv, så de ikke tager borgerens problemer med hjem.
– Jeg har mødt så mange engagerede socialpædagoger, og det er fantastisk, men de skal huske også være lige så gode til at passe på sig selv. Ellers brænder de ud.