icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Ved vi, om vi gør det godt nok?

Vi skal dokumentere vores indsats. Det skal vi, fordi det giver mening at sætte ord på og tydeliggøre den indsats, vi laver. Det styrker vores faglighed og kvaliteten i indsatsen

  • Af Verne Pedersen, forbundsnæstformand
  • 08-2015 /

Vi er som socialpædagoger sat i verden for at udvikle og hjælpe borgere i udsatte situationer på vej videre i livet. Men hvordan ved vi, om vores indsats er god nok og gør en forskel? Hvordan kan vi fx vide, om indsatsen er med til at skabe rum for noget så abstrakt som livskvalitet og inklusion?

For mig er svaret dokumentation. Vi skal dokumentere vores indsats. Det skal vi, fordi det giver mening at sætte ord på og tydeliggøre den indsats, vi yder. Det styrker vores faglighed og kvaliteten i indsatsen. Det gør indsatsen synlig for omverdenen. Og det er ikke mindst til gavn for borgeren. Langt de fleste af Socialpædagogernes medlemmer er heldigvis enige med mig. I en undersøgelse fra 2012 gav et stort flertal udtryk for, at den tid, de bruger på dokumentation, er givet godt ud.

Samme oplevelse ser vi også hos lederne. I en ny undersøgelse fra magasinet Offentlig Ledelse, giver to ud af tre af de socialpædagogiske ledere udtryk for, at dokumentation giver mening i forhold til kerneydelsen. Viljen er der – og som noget helt afgørende for, at det kan lykkes, er viljen til stede hos både ledere og medarbejdere. Men der skal selvfølgelig være tale om meningsfuld dokumentation. Dér oplever jeg, at der er plads til forbedringer. For undersøgelsen viser samtidig, at kun knap halvdelen af lederne mener, at mængden af dokumentation er passende, og at den i tilstrækkelig grad bruges til at forbedre kerneydelsen. Det skal vi have lavet om på.

Derfor glæder det mig, at der netop er taget initiativ til to nye tiltag, der som en del af arbejdet med at kvalificere indsatsen har fokus på dokumentation i praksis.

I de netop afsluttede OK-forhandlinger har vi sammen med KL aftalt et projekt, der rummer en række initiativer i forhold til at arbejde mere systematisk med bl.a. at dokumentere indsatser og arbejde med at vurdere effekter af indsatserne målrettet handicapområdet. Et initiativ, der er blevet modtaget meget positivt.

Samtidig har Socialstyrelsen igangsat et arbejde med at udarbejde en håndbog i dokumentation og resultatmåling på sociale tilbud. Der er rigtig gode takter i det indledende arbejde, så jeg har store forventninger til håndbogen. Vi vil arbejde for, at håndbogen også indgår i grunduddannelsen, og har været med til at foreslå, at der nedsættes en taskforce af praktikere, der kan understøtte arbejdspladserne i arbejdet med håndbogen.

Dokumentation er kommet for at blive, og jeg er stolt af, at vi som fag er frontløbere i forhold til at se det som en nødvendig og positiv mulighed for at kvalificere og synliggøre vores indsats.