icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
OK 2015

Gang i de reelle forhandlinger

God stemning, men tydelige fronter, da de politiske forhandlinger mellem KL og Forhandlingsfællesskabet startede

  • Af Jens Nielsen
  • 02-2015 /

Efter de indledende formelle møder og nogle tekniske øvelser kom der 7. januar gang i de politiske drøftelser om OK 2015, da KL og Forhandlingsfællesskabet mødtes til det første forhandlingsmøde om de generelle OK-krav

Der var tale om, at parterne præsenterede og uddybede kravene for hinanden – og den politiske del af OK-forhandlingerne kom godt fra start, vurderer Socialpædagogernes formand:

– Det var en god forhandling, en god stemning, og fra alle parter blev der udtrykt optimisme i forhold til at opnå et samlet resultat, siger Benny Andersen.

– Vi præsenterede vores krav, der primært handler om en sikring af reallønnen og procentuelle lønstigninger – og så fremhævede vi vores ønske om tiltag, der kan forbedre det psykiske arbejdsmiljø, fortæller Socialpædagogernes formand.

KL lagde fra land med at understrege, at man fortsat forventer en vanskelig økonomisk situation for kommunerne. Med andre ord: Der er ikke mange penge at gøre godt med i forhandlingerne.

KL pegede også på, at man vil i dialog om fremtidens rolle og opgaver for TR og MED-systemerne. Arbejdsgiversiden ønsker det, man kalder mere fleksible rammer for at indgå lokale MED-aftaler, og at der skal være mindre kontrol fra de centrale parter med de lokale MED-aftaler.

KL problematiserede, som det også var tilfældet ved sidste OK-forhandlinger i 2013 antallet af personer, der er omfattet af TR-beskyttelse.

Og så ønsker kommunerne en styrkelse af den lokale akutfond på bekostning af den centrale ordning.

I forhold til seniorområdet præsenterede KL et gammelkendt synspunkt om, at seniorordninger bør følge og harmoniseres i forhold til tilbagetrækningsreformen. Og endelig ønsker arbejdsgiverne al pensionskarens i overenskomsterne fjernet, lyder det fra forhandlingsmødet.

Arbejdstid på bordet

Der var  som nævnt tale om et møde om de generelle krav i den brede forhandlingskreds og om det samlede resultat – men alligevel kom et emne på bordet, som først og fremmest vedrører det socialpædagogiske område:

– KL anser det for afgørende, at stillingtagen til et resultat beror på en helhedsvurdering. Selvom andre krav ikke forhandles fælles, men med de enkelte organisationer, så nævnte KL hele tre gange en harmonisering af døgnarbejdstidsreglerne, som et område, hvor der skal findes løsninger, beretter Benny Andersen.

KL gav udtryk for, at man godt ved, at der skal afsættes penge til at sikre en sådan harmonisering, men de kommunale forhandlere gav ikke en melding på, hvor stor en del af den samlede ramme, KL ønsker afsat til organisationsforhandlingerne

Derfor har Socialpædagogerne endnu ikke et bud på, hvor meget der kan lade sig gøre på de socialpædagogiske overenskomstområder, konstaterer Benny Andersen.

Den næste politiske forhandling finder sted 23. januar og sidste og endelige forhandling, før der forventes et generelt forlig, er sat i kalenderen 13. februar.

Dagen efter dette blad gik i trykken, 9. januar, begyndte de tilsvarende forhandlinger mellem Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner.

Og sideløbende finder både de tekniske og politiske forhandlinger sted på en lang række specifikke områder. 


Følg med i OK 2015-forhandlingerne og læs Socialpædagogernes og Forhandlingsfællesskabets krav på www.sl.dk/ok2015.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse, Overenskomst