Omsorg tager tid, hvis den skal virke
Hvis det er tidssystemer, som afgør, hvor lang tid medarbejderne må bruge på fx at bade en udviklingshæmmet, går det ud over beboerens muligheder for at udvikle sig, viser forskningsrapport
Bente er vant til at gå tur hver dag og er glad for spadsereturen sammen med en medarbejder. Men pludselig vil hun ikke, og personalet kan ikke finde ud af hvorfor. Det viser sig, at hendes nye støvler har gnavet hul på hælen. Bente har væsentlige funktionsnedsættelser og kan ikke selv fortælle, hvad der er galt. Derfor er det personalets opgave at tolke hendes signaler, men de medarbejdere, som hjælper hende, har vanskeligt ved at tolke hendes lyde som noget, der har med støvlerne at gøre.
Eksemplet med Bente viser, at hvis mennesker med betydeligt nedsat funktionsevne skal have mulighed for at leve et godt liv og udvikle sig, forudsætter det en omsorg, hvor medarbejderne forstår den udviklingshæmmedes forskellige former for adfærd som kommunikation. Den form for særlig omsorg kræver ikke kun faglighed, men også langsom tid, fremgår det af en netop udgivet ph.d.-afhandling ‘Professionel praksis i botilbud for mennesker med udviklingshæmning’, af Mie Engen, Institut for sociologi og socialt arbejde, Aalborg Universitet.
– Langsom tid er den tid, der skabes af kendskab og kontinuitet i menneskelige relationer og af følelsesmæssige, kropslige og relationelle kompetencer. Langsom tid er også det, der giver personalet mulighed for refleksioner, siger Mie Engen.
– Det handler bl.a. om at undersøge, hvad der kan ligge bag en beboers adfærd, og hvordan man som professionel griber ind og af hensyn til hvem.
Selv om langsom tid er en livsnødvendig ingrediens, når der skal opbygges en relation mellem den udviklingshæmmede og medarbejderne, ser virkeligheden ofte anderledes ud, påpeger Mie Engen.
– Det tager tid at få kendskab og opbygge en relation til mennesker med væsentlige funktionsnedsættelser. I botilbuddene arbejder man systematisk med at strukturere tiden for at øge trygheden og genkendeligheden for mennesker med udviklingshæmning. Måske fordi der i hverdagen er mange forskellige medarbejdere i boligerne, arbejder man systematisk med at skabe ‘systemafhængighed’ frem for ‘personafhængighed’, siger hun.
På den måde søger man at reducere beboernes afhængighed af bestemte medarbejdere. Paradokset er her, at man samtidig har erfaringer med, at en stor del af trygheden for beboerne netop ligger i at være sammen med medarbejdere, som de kender godt og har tillid til. Det kræver personligt kendskab til den enkelte beboer at kunne give ham eller hende den individuelle støtte, som er nødvendig, forklarer hun.
– Hvis hjælpen skal leveres som en ydelse, der er uafhængig af menneskelige relationer, så bliver fagligheden undermineret. Det har store konsekvenser for dem, der er afhængig af særlig omsorg for at kunne leve et hverdagsliv, der rummer mulighed for at tage del i menneskelige anliggender, siger Mie Engen.
Hun har i sin forskningsrapport bl.a. interviewet medarbejdere og ledere i tre botilbud for personer med væsentlig fysisk og psykisk funktionsnedsættelse.
Omsorg og udvikling hånd i hånd
Som forsker fik Mie Engen interesse for mennesker med udviklingshæmning af den enkle grund, at der ikke eksisterer særlig megen forskning om den gruppe borgere.
Det er et område, som har været i forandring de seneste årtier. I dag er der rigtig meget fokus på selvbestemmelse og udvikling, og det er i den kontekst, den socialpædagogiske praksis udfolder sig, forklarer hun.
– Den brede samfundsmæssige opfattelse er, at omsorg og udvikling er hinandens modsætninger, hvor omsorg bliver forbundet med stilstand, passivitet og personlig pleje, som fx bad, rent tøj og tandbørstning.
– Og når det er i den sammenhæng, at den pædagogiske praksis bliver defineret, er der ikke meget faglig status i at italesætte arbejdet som omsorg. Hvis man som socialpædagog vil have faglig anerkendelse, skal man kunne dokumentere, at man kan skabe udvikling og målbare resultater for beboerne, siger Mie Engen.
Hun sætter fokus på omsorgsbegrebet og undersøger, hvordan medarbejderne i botilbuddene tolker beboernes behov, og hvordan de handler på dem. Og modsat den samfundsmæssige opfattelse af omsorg og udvikling, viser hendes undersøgelse, at man i den socialpædagogiske praksis ofte opfatter omsorgsopgaven som en forudsætning for udviklingsopgaven. Omsorg indebærer opmærksomhed på de små ting, der gør en forskel og skaber forandringer i beboernes tilværelse.
– Man kan sige, at omsorgen er fundamentet, hvis den udviklingshæmmede skal have mulighed for at udvikle sig og mestre sit eget liv. Det er derfor centralt, at man i den socialpædagogiske praksis udvikler begreber for denne meget vigtige del af fagligheden, så omsorgen ikke bliver gjort usynlig, siger Mie Engen.
Kampen for relationer
Undertitlen på Mie Engens afhandling er ‘Om den daglige kamp for en menneskelig omsorg’. Der er tale om to former for kamp, fortæller hun.
Den ene kamp er den, der foregår blandt beboerne, hvor de kæmper om medarbejdernes tid. Gennem sine studier af de tre botilbud blev det klart for hende, at beboerne kæmper om medarbejdernes tid, opmærksomhed og kontakt.
– Det er tydeligt, at medarbejderne har en helt central rolle i beboernes liv. Mange af beboerne har ikke meget kontakt med deres familier, og de har heller ikke et fællesskab med de andre beboere i botilbuddet.
Beboerne havde forskellige strategier for at tilegne sig medarbejdernes tid og kontakt. På den anden side var det medarbejdernes opgave at fordele tiden.
– Den anden kamp foregår i et medarbejderperspektiv, hvor man kæmper for at ‘sætte sig i beboerens sted’. Det kan være vanskeligt at tolke en beboers adfærd og underliggende behov, så det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kan kræve meget forståelse, og det kræver kendskab opbygget over tid, siger hun.
Hvad betyder det fx, når en beboer ikke længere vil op om morgenen? Har han fx haft uheldige oplevelser?
– Kampen for menneskelig omsorg handler ofte om at kæmpe for at fastholde fokus på beboerens situation og perspektiv – at det, der fx opleves som problematisk for personalet, ikke nødvendigvis opleves som sådan af beboeren. De gode relationer til beboeren – som er dem, der fylder og giver mening i den socialpædagogiske praksis – kan være svære at etablere og fastholde, og det er her, kampen for at sætte sig ind i beboerens perspektiv bliver særligt vigtig, siger Mie Engen.
Den her form for omsorg har et dobbelt formål: beboerne får den praktiske hjælp og støtte, de har brug for i hverdagen til fx et bad, og samtidig bliver der taget hånd om beboerens oplevelser og kvaliteten af relationen, forklarer Mie Engen.
– Personalet bruger både deres indlevelse i og deres gode kendskab til beboerne. På den måde er det den omsorgsfulde måde at forholde sig på over for beboerne, som gør, at man kan få hverdagen til at glide forholdsvis effektivt, fx få dem til at samarbejde om gøremål, de ikke umiddelbart har lyst til.
Omsorgen under pres
Mie Engen har i sin undersøgelse kigget på, hvad der kan sætte omsorgen under pres, så beboerne ikke får den hjælp og støtte, de har brug for.
Forholdsvis snævre tidsrammer kan betyde noget for omsorgen. Hun kalder det klokketid, hvor uret sætter grænserne og bestemmer, hvornår en opgave skal være færdig.
– Her bliver fokus mere på den praktiske opgave og i mindre grad på de andre kvaliteter i kontakten mellem beboer og personale, siger hun.
Klokketid var det, der satte rammerne i et botilbud med seks beboere, hvor medarbejderne skulle gøre alle seks beboere klar til bussen kl. 8.30, så de kunne blive transporteret til et dagtilbud.
Den tidsramme betød ofte, at morgenerne fik en særlig rytme. Først forholdt medarbejderne sig omsorgsfuldt til beboerne, men jo tættere man kom på bussens afgang, jo mere pres lagde personalet på beboerne. Det vil sige, man begyndte at manipulere beboerne og pressede dem, forklarer hun.
Personalet oplevede det som problematisk, at de var nødt til at manipulere med beboerne, fordi de skulle afsted på et bestemt tidspunkt. Bemandingen i botilbuddet var ikke til, at en eller flere beboere blev hjemme, hvis de havde lyst til det.
– Noget af det vigtigste i det socialpædagogiske arbejde med den her gruppe udviklingshæmmede er fleksibilitet, så man kan tage hensyn til beboernes individuelle behov, siger hun.
I stedet for klokketid, skal der være procestid. Og hermed mener Mie Engen, at der skal bruges den tid på opgaven, som der er behov for ud fra beboerens input og respons.
– Det helt centrale er, at man netop ikke kun har fokus på, at beboeren fx bliver ren og klar til bussen, men at man også får taget hånd om beboerens oplevelse og om relationen, siger hun.
Det handler således ikke bare om praktisk hjælp, men også om processen. Der skal være tid til, at beboeren selv kan deltage. Procestid betyder, at der opfyldes flere behov samtidig. Beboeren bliver ren, men tiden dækker også et behov for samvær, kontakt og ønsket om at være selvstændig og kunne gøre ting selv.
Mie Engens undersøgelse viser, at de praktiske gøremål fylder utrolig meget i hverdagen, og der er stor faglighed i at gennemføre dem på en måde, så de kommer til at indeholde en omsorgsdimension.
– Det giver ikke mening at se de praktiske gøremål udelukkende som pleje. Det er netop i plejesituationerne, man skal tage hånd om beboernes behov, og hvor der ligger særlige muligheder for at skabe relationer og små positive forandringer ved at give beboerne mulighed for at tage del i hverdagslivet.