Når jeg ser tilbage på 2015, er den bedste nyhed nok, at vi har fået en ny undervisningsminister. Farvel til Antorinis meget generaliserende syn på børn og deres behov og goddag til ... hvem og hvad?
Ellen Trane Nørby satte sig på ministertaburetten i juni med løfter om en større evaluering af den forfejlede inklusionsindsats. Og der sidder hun stadig og venter på resultater. Imens venter frustrerede børn, deres opgivende forældre og stressede lærere fortsat på en løsning på de store problemer, inklusionen har ført med sig.
Siden indførelsen i 2012 har den store spareøvelse – forklædt som social ansvarlighed – haft enorme menneskelige omkostninger. Som specialskoleleder har jeg set, hvordan børn med diagnoser, der kræver behandling, er presset ind i en almindelig folkeskoleklasse, som ikke kan rumme dem. Hvordan lærere efter et lynkursus i specialundervisning må erkende, at de langtfra slår til. Hvordan forældre holder deres børn hjemme, fordi skolen kun gør ondt værre.
Derfor ser jeg frem til, at ministeren kommer på banen i 2016 med andet end tomme løfter. Vores børn fortjener, at deres vidt forskellige behov bliver tilgodeset. Alt andet vil være social uansvarlighed.