icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Kommentar til Simon Ravnsborg 1

  • Af Karen Andersen
  • 11-2016 /

Hvor er det trist, at vi endnu en gang skal drøfte udviklingshæmmedes ret til egen seksualitet på dette niveau (Synspunktet ‘Udviklingshæmmedes ret til egen seksualitet’, Socialpædagogen nr. 10/2016). Jeg tækte: ‘åh nej, ikke igen’, og så gled mit blik automatisk op til navnet på skribenten. Ja, selvfølgelig, det er en mand, der mener at samfundet skal medvirke til, at udviklingshæmmede kan bidrage til at misbruge kvinder.

Selvfølgelig har udviklingshæmmede ret til egen seksualitet, det har vi alle. Men det er ikke en ret, at man så bare kan bruge et andet menneske. Derimod findes der diverse hjælpemidler, som vi alle kan gøre brug af, og der er jo masser af pædagoger med en uddannelse i seksualvejledning.

‘Muligheder frem for begrænsninger’ er et slidt udtryk i pædagogverdenen, et udtryk, der bliver brugt i flæng. Men i denne sammenhæng mener jeg, det er relevant at skele til andre muligheder. Simon, hvor stor en del af den danske befolkning tror du egentlig, der har sex med et andet menneske – skal vi sige to gange om ugen?

At henvise så ensidigt til Jørgen Buttenschøn er da vist ikke særligt videnskabeligt. Jeg kan godt komme på andre teorier, der fortæller noget helt andet, end at ‘hvis udviklingshæmmede ikke kan få succes med mennesker på egen alder, går de længere ned i aldersklasserne, ned til pigerne’. Det er en lige så usaglig og uvidenskabelig påstand som, at ‘hvis mænd ikke har adgang til prostituerede, vil der bare ske mange flere voldtægter’. Har man hørt værre vås? Og er det nogensinde sagt af en normaltfungerende kvinde. Sådan noget chauvinistisk vrøvl.

Jeg har det princip, at man ikke skal udsætte andre for noget, man ikke selv ville udsættes for.

Den glade luder tror jeg ikke på. Hvis hun selv påstår det, er det fordi, hun har meget lidt føling med sig selv og sine følelser. Og det er der nok en årsag til!

Jeg har på en tidligere arbejdsplads været med til at køre en – indimellem – udadreagerende og sansemotorisk forstyrret udviklingshæmmet til en protistueret. En lille forskræmt udlænding, som blev ‘holdt’ af nogle af landets førende rockere. Jeg er i dag meget i tvivl om, hvis behov det var! Og jeg vil idag sætte mit gode arbejde på spil, hvis det nogensinde forlanges af mig igen.

Udviklingshæmmedes ret til egen seksualitet. Ja, hvis ellers?