Pionerer i kolonihaven
I Viborg Kommune indgår socialpædagoger i det tværfaglige team, der arbejder med aktivitet og udvikling på ældreområdet. Med naturoplevelser, motion, kreativitet og fokus på relationer åbner de nye døre for de ældre borgere
– Det er så dejligt at komme herud i haven, selvom det godt nok er lidt koldt i dag, lyder det begejstret fra 85-årige Ruth, mens hun ihærdigt prøver at få de iskolde fingre til at makke ret, så hun kan få hængt fuglenes foderbolde op ved siden af fugleburet og den lille glade havenisse.
For selv på en dag klædt i vådt og gråt er der altid noget at tage sig til i kolonihaven – et af de faste aktivitetstilbud til ældre borgere i Viborg Kommune.
– Vi har frisk kaffe med på termokanden, så skal vi ikke gå indenfor i huset og få varmen lidt, spørger Camilla Lund Thomsen – en af de to socialpædagoger, der hver uge tager i kolonihaven med en gruppe på otte ældre borgere.
Og med stearinlys, kaffe og fin dug på bordet i det skæve grønne træhus bliver der studeret billeder fra de mange dage, de ældre kvinder og mænd har tilbragt i kolonihaven. Solskinstirsdage fyldt med hjemmedyrkede hindbær, jordbær, kartofler og porrer, de smukkeste blomster – og med mad over bål, friluftsliv og hygge.
– Vi har kørt vores kolonihaveprojekt i fire år, og det er et super godt tilbud for de borgere med demens, vi arbejder med. Mange af dem kommer sjældent ud, men vi oplever, at så snart de kommer inden for lågen herude, så smider de stokken og vender rumpen i vejret. Her får de oplevelser under åben himmel – en dag fuld af natur, nærvær, samvær og ro, fortæller Camilla Lund Thomsen, inden hun sammen med Ruth fordyber sig i fotoalbummets mange stjernestunder.
Så smider de stokken
Men kolonihaven er et projekt, som Camilla Lund Thomsen og hendes kollega Gitte Lykke Mikkelsen har måttet kæmpe for at få op at stå. For en udendørs forpligtende aktivitet som det at holde hus og have var oprindeligt ikke på listen over daglige gøremål i Viborg Kommunes ældreteam, hvor de to socialpædagoger stødte på tvivl og undren, da de første gang fremlagde deres idé om at få en fast kolonihavedag sammen med de ældre borgere.
– Der var ingen, der ville være med. Men vores mål var at give borgere, der normalt ikke kommer så meget ud, nogle naturoplevelser – og gerne som her under primitive forhold. Selvom borgere med demens har svært ved at huske, så husker de gerne deres følelser. Og vi ser hver eneste uge, hvordan de her ældre mennesker lyser op, når de får lov til at grave kartofler, plukke jordbær, gå en tur i skoven eller bare sidde og nyde naturen, lytte til fuglene eller kæle med en af de katte, der også er glade for, at komme her, siger Gitte Lykke Mikkelsen.
De to kolonihavepionerer er en del af kommunens Aktivitet og Udvikling, som er sammensat af i alt 35 medarbejdere fordelt i fem team, der har deres daglige gang på en række forskellige aktivitetscentre for ældre borgere. Teamet består fortrinsvis af social- og sundhedsassistenter suppleret af et par sygehjælpere, en ergoterapeut og to beskæftigelsesvejledere – og seks pædagogiske medarbejdere.
– Vi arbejder med ældre, der bor i eget hjem – men som har forskellige udfordringer som fx demens, senhjerneskade, ensomhed og fysiske og psykiske handicap. Vores rolle som socialpædagoger er i høj grad at fokusere på det, der virker, og vi arbejder ud fra værdierne samvær, nærvær og mestring. Det gør vi i kolonihaven og udelivet – og det gør vi via sang og musik, madgrupper, motion og en lang række forskellige aktiviteter, lyder det fra Camilla Lund Thomsen.
Pædagogik med i jobbeskrivelsen
Oprindelig var ældreteamet i Viborg – som i mange andre kommuner – fortrinsvis skruet sammen omkring sundhedspersonale og aktivitetsmedarbejdere. Så da Helle Riisgaard Jensen for snart otte år siden blev ansat som den første socialpædagog inden for ældreområdet, var det lidt af en nyskabelse, husker hun.
– De søgte en ‘assistent eller lignende’ til kommunens aktivitetsteam – der stod ikke et ord i stillingsopslaget om, at man også kunne være pædagog. Men jeg tænkte, at jeg da godt kunne bidrage med noget ud fra mine erfaringer med udviklingshæmmede. Som socialpædagog er jeg vant til at arbejde meget med at motivere borgerne, og selvom man kan sige, at de ældre borgere kommer til aktivitetscentrene af egen fri vilje, så handler vores arbejde i høj grad om at motivere dem til stadig at have et aktivt liv, fortæller Helle Riisgaard Jensen.
Næste gang, der blev slået en stilling op, stod der derfor også pædagog i jobbeskrivelsen. Og i dag er der som nævnt seks pædagogiske medarbejdere ansat i kommunens ældreteam.
– Det er på mange måder stadig et pionerarbejde, for det er nyt for mange at tænke pædagogik ind i arbejdet med ældre. Men vi er tværfagligt sammensat, og vi er rigtig gode til at supplere hinanden, lyder det fra Gitte Lykke Mikkelsen, som kommer med et par eksempler på, hvordan de forskellige faggrupper hele tiden lærer af hinanden.
– Hvis jeg står med en mandlig borger med demens, som ændrer adfærd og pludselig opfører sig meget vredladent, så tænker jeg som socialpædagog straks på, om der er noget i hans hverdag eller hjemmeliv, der har ændret sig. Min sundhedsfaglige kollega overvejer derimod, hvordan det ser ud med hans blodsukker – eller om der måske er en urinvejsinfektion eller et sår, der påvirker hans tilstand. Og alle disse iagttagelser er jo en vigtig del af det samlede billede, siger hun.
I det hele taget er det tværfaglige samarbejde i ældreteamet altafgørende for indsatsen, understreger Camilla Lund Thomsen.
– Vi er dybt afhængige af hinanden i vores team, og i alt, hvad vi laver, løfter vi i flok. Det er styrken ved den måde, vi er organiseret på her i Viborg. At vi giver plads til og respekterer hinandens fagligheder, det gør os alle meget stærkere til fordel for de borgere, vi arbejder med.
Glæden ved at blive rørt
I Aktiviteten Vesterparken, som er et af kommunens aktivitetscentre for ældre, bliver der sunget højt og inderligt over formiddagskaffen. Fremmødet er stort, for senere på dagen er der også mulighed for at få rørt sig lidt – og blive rørt.
– Kan du strække armen helt herop og nå bolden? Lad mig også lige se, om du kan nå ned til fødderne.
Helle Riisgaard Jensen giver hænder, arme, skuldre og ryg en tur med den lille orange massagebold, og det er tydeligt at se, at den ældre kvinde nyder kombinationen af udstrækning og massage.
– Ældre mennesker har ligesom alle andre behov for at blive rørt engang imellem, så vi har indført wellness på nogle af vores centre. Med beroligende musik, frisk frugt, lidt cider – og massage. Det er fantastisk at opleve, hvordan de her ældre borgere reagerer, når de bliver rørt ved – fx havde vi en ældre kvinde, der begyndte at græde, fordi vi med massage rørte noget dybt i hende. Det er dejligt, siger Helle Riisgaard Jensen, der holder den ældre kvinde i hånden, mens hun med den anden hånd forsigtigt ruller bolden rundt på den spinkle krop. Hele tiden observerer hun, om borgeren føler velbehag ved massagen.
Også motion og bevægelse er tænkt ind i de forskellige aktiviteter, ældreteamet står for – for selv små fysiske udfoldelser kan gøre en stor forskel, selvom det måske ikke ser ud af så meget. Som fx når Helle Riisgaard Jensen spiller airhockey med en ældre mand i kørestol, fordi hun ved, at han er meget motiveret for at deltage i netop denne aktivitet.
– Der har jeg da tidligere hørt en kollega sige, at det er da godt nok et nemt job, du har. Men når jeg så fortæller, at vi med airhockey både får trænet muskler og balancen – og at vi stimulerer borgerens koordinationsevne, syn, sanserne og konkurrencegenet, ja så er der pludselig en helt anden forståelse for, at vi arbejder meget bevidst med de her ting og bruger sådan en aktivitet som et konkret træningsredskab, lyder det fra Helle Riisgaard Jensen.
Madklub for mænd
I det socialpædagogiske arbejde med de ældre borgere, som teamet har kontakt med, er relationsarbejdet kernen – og det er på mange måder nyt inden for ældreplejen, hvor der traditionelt mest har været fokus på pleje, genoptræning og rehabilitering. Som Camilla Lund Thomsen udtrykker det, så hed det sig for ikke så mange år siden, at dagcentret var et nemt sted at arbejde, for her sad man jo mest og drak kaffe sammen med de ældre.
– Vi har da brugt meget tid på at fortælle, hvad det er, vi kan som socialpædagoger. Mange af de ting, vi laver med borgerne, handler om at være sammen, om nærvær og om at opbygge relationer – som fx den madklub, vi har for mænd en gang om ugen. Det handler egentlig ikke om at lave mad. Det handler om de relationer, de har til hinanden og til os. De mærker, at det betyder noget, at de dukker op, og at der er nogen, der har brug for dem og savner dem, hvis de bliver væk, siger hun.
I madklubben er der lige nu seks mænd, som alle er udfordret med senhjerneskader – men som trofast møder op uge efter uge, fordi de fungerer godt i den lille gruppe, og fordi de føler, at de hører til i et fællesskab.
– Mange af de her mennesker er ensomme og har måske mistet en ægtefælle, og der spiller vi en vigtig rolle, fordi vi ser dem – og vi tør spørge ind til, hvordan de går rundt og har det. Vi er med til at skabe et netværk i deres liv og give dem øget livskvalitet, og det handler faktisk ikke så meget om, hvad vi laver med dem, men langt mere om de relationer, vi bygger op i deres liv, siger Camilla Lund Thomsen og tilføjer, at de med madklubben også er med til at skabe netværk, der række ud over aktivitetscentrenes åbningstid.
KRAP til alle
Den socialpædagogiske tilgang til arbejdet med ældre har efterhånden sat sit tydelige aftryk i sundhed og omsorg i Viborg – bl.a. er det nu besluttet, at de tværfaglige team skal arbejde ud fra et fælles værktøj – det socialpædagogiske system KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik).
Gennem et samarbejde med Psykologcentret i Viborg tilbydes samtlige aktivitetsmedarbejdere et kursus i KRAP – nogle nøjes med et basiskursus, mens andre tager en længere uddannelse.
Formålet er at give alle et fælles sprog og en fælles faglighed at arbejde ud fra.
– Det er nyt at tænke socialpædagogiske metoder og kompetencer ind i ældreområdet, men det har ledelsens fulde opbakning. Og det gode er, at det gør os alle – på tværs af faggrænser – langt mere fagligt stærke, når vi alle arbejder ud fra nogle metoder og redskaber, lyder det fra Gitte Lykke Mikkelsen.
Omdrejningspunktet i KRAP er de menneskelige processer og udviklingen af tanker og adfærd i en anerkendende og ressourcefokuseret ramme – og kunsten er hele tiden at give plads til borgerne og deres behov, fortæller Camilla Lund Thomsen.
– Vi kan som pædagoger bidrage med den tilgang, at det er os, der skal tilpasse rammerne ud fra borgernes behov – ikke omvendt. Hvis nu en dement borger ikke gider være med til at synge, så er det ikke ham, der er irriterende eller vil være uforskammet – han kan bare ikke kapere det. Så er vores opgave at vende det om, så vi anerkender det som en mestring, at borgeren rent faktisk er i stand til at sige fra og måske gå uden for, når han ikke kan overskue tingene. Det gør en stor forskel.
Vi ser den enkelte borger
Eksemplerne på, hvor den socialpædagogiske tilgang gør en forskel, står nærmest i kø hen over bordet – og den røde tråd i alle hverdagshistorierne er, at udgangspunktet altid er den enkelte borgers behov og kompetencer – og at man skal huske at komme bag ved det, man umiddelbart ser. Teamet gør flittigt brug af neuropædagogik, hvor det handler om at forstå borgeren, forstå hvorfor vedkommende gør, som han gør – og nå frem til, hvad man så skal gøre ved det.
Som da Gitte Lykke Mikkelsen på et tidspunkt arbejdede med en borger, der havde svært ved at aflæse kropssprog, og som ind imellem opførte sig ret grænseoverskridende.
– Han kunne godt finde på at bede om et kys eller invitere en med hjem, og der var mange, der syntes, det var svært at håndtere. Men hans hjerneskade gjorde, at han ikke var i stand til at se på os og vores kropssprog, når han gik over grænsen – og derfor handlede det i bund og grund om, at vi blev nødt til at sige fra over for ham rent verbalt. Det er jo at tage udgangspunkt i, hvad han formår og forstår, siger hun.
Eller som da Camilla Lund Thomsen tog på hjemmebesøg hos en ældre mand, som efter en konflikt i aktivitetscentret helt havde valgt at melde sig ud af fællesskabet og ikke længere mødte op til aktiviteterne.
– Jeg valgte at sætte mig i hans sted, kan man sige. Han havde oplevelsen af, at han var blevet ydmyget i fællesskabet, fordi han var blevet sat på plads efter en konflikt – og det fyldte så meget i hans hoved, at han slet ikke kunne slippe den vrede. Men jeg tog en snak med ham, anerkendte hans oplevelse af situationen og gav han en uforbeholden undskyldning. I dag kommer han hos os igen flere gange om ugen, og det er da helt klart med til at højne hans livskvalitet, smiler hun.
Rickshawcykel i pendul
En stor del af de ældre, som kommer i aktivitetscentrene, har demens eller senhjerneskader, og også med denne gruppe borgere tager de fem socialpædagogers arbejde afsæt i, hvad der er af muligheder. For når man som dement ikke er i stand til at finde rundt, men man stadig har en rask og rørig krop, så må man finde på nye metoder til at få bevægelse og motion ind i dagligdagen.
– Vi har fx en aktivitet, hvor vi går eller cykler med borgerne på en fast rute, der kører i ring. Man kan så vælge at gå en eller to kilometer, og vi har også en rickshawcykel, der kører i pendul, hvis man bare trænger til frisk luft. Pointen er, at alle kan være med på det niveau, de nu mestrer – og den aktivitet har kørt rigtig godt lige fra start, fortæller Helle Riisgaard Jensen.
Det samme har kolonihaven, hvor netop ældre med demens har stor gavn af at komme ud i det fri og få rørt sig under åben himmel. For selvom det kan være svært at måle livskvalitet og gode relationer blandt borgerne, så kan resultaterne ses andre steder, lyder det fra Camilla Lund Thomsen.
– De ældre, vi har med herud hver tirsdag, de sover altså bedre om natten, og de har mindre brug for hjemmepleje efter en hel dag i det fri, siger hun og tilføjer, at det også handler om at få stimuleret alle de sanser, som ellers så let kommer til at ligge i dvale, hvis man bare sidder derhjemme og kigger på væggen.
– Vi koger egne kartofler, tænder bål og spiser masser af friske bær, og det vækker minder hos de ældre, når de dufter, smager og får jord under neglene. De gør ting her, som de måske helt havde glemt, de kunne, og så er det, at de husker deres følelser. Så er det, at de mærker livet.