Kursændring på demensområdet
Socialpædagogik hører naturligt til på hele demensområdet, mener både en socialpædagog og en journalist og konsulent, der har arbejdet med demens og fulgt området gennem mange år
– Socialpædagogik hører bare til inden for demensområdet, må jeg sige. Vi kan som socialpædagoger se personen frem for sygdommen og er stærke i det relationelle arbejde og i arbejdet med borgernes livsudfoldelse og inklusion med det udgangspunkt, deres sygdom eller handicap nu giver.
Sådan siger socialpædagog Inge Vester, der er stedfortrædende forstander på Bo & Aktiv Seniorcenter Egebo, der er et bofællesskab i Faaborg-Midtfyn Kommune for beboere i alderen 50-85 år med udviklingshæmning og demens.
Hun er den ene af oplægsholderne på den session på kongressen, der handler om demens og socialpædagogikkens rolle på området. Sammen med journalist og konsulent Steen Kabel vil hun sætte fokus på, hvad det er socialpædagoger kan byde ind med, og hvordan det passer ind i den udvikling, der er på demensområdet generelt.
Inge Vester var med til at starte Egebo, og borgerne kom fra mindre bofællesskaber og havde været forholdsvis velfungerende. Som de blev ældre fik de større behov for støtte samt behov for personale hele døgnet.
– Nogle af vore borgere – med Downs syndrom – havde begyndende demens. Alzheimers er knyttet til det ekstra gen, som borgere med Downs syndrom har, og jeg opdagede ret hurtigt, at vi manglede viden om demens og tog derfor en demenskoordinatoruddannelse, fortæller hun.
– Man kan jo ikke standse demens, men med socialpædagogik kan vi støtte det enkelte menneske, så hun med den fungerende del af hjernen kan få god livskvalitet og bruge de færdigheder, hun har. Man kan sige, at det er logik for perlehøns, men det er bare ikke altid, at det er sådan, man arbejder med demensramte, konstaterer Inge Vester.
På Egebo handler det fx meget konkret om at bruge beskæftigelse og aktiviteter, der giver borgerne et aktivt medansvar.
– Det kan handle om at dække bord, tømme opvaskemaskinen eller at feje. Hele tiden må vi tilrettelægge det, så borgeren kan mestre det. Det skal både medinddrage og være en god oplevelse, en succes. Det er klart, at borgerne her på Egebo har brug for mere støtte, men tankegangen er den samme på hele demensområdet: Man skal hele tiden tænke helt individuelt på den enkelte borgers behov og evner. Hele tiden handler det om nærvær – kodeordet er relationen, siger Inge Vester.
Paradigmeskiftet
Men den socialpædagogiske tilgang breder sig, fornemmer hun – og det er også et billede, som Steen Kabel genkender. Han har gennem en årrække som journalist og konsulent fulgt udviklingen på demensområdet:
– De nye tendenser på demensområdet åbner i høj grad op for, at socialpædagogikken kommer til at spille en mere central rolle. Man har faktisk i 10-15 år arbejdet med socialpædagogiske metoder på demensområdet, men det har bare ikke nødvendigvis været udført af socialpædagoger. Men den socialpædagogiske tænkning passer fuldstændigt ind i hele paradigmeskiftet på demensområdet, siger Steen Kabel.
Det paradigmeskifte, han taler om, har for alvor taget fart de sidste tre til fem år:
– Inden for hele demensområdet er man gået fra primært at have fokus på pleje og omsorg til nu, hvor det i høj grad handler om at give den demensramte et aktivt liv med meningsfyldte aktiviteter. Og i den nationale demenshandlingsplan, som regeringen lige har fremlagt for udviklingen frem mod 2025, er der et tydeligt fokus på, at det er vigtigt at inddrage personerne med demens i at få et aktivt liv, hvor de føler sig som en del af et socialt fællesskab, siger Steen Kabel.
Han peger på, at mens demensramte mister korttidshukommelsen, så ‘husker’ kroppen ting, der ligger langt tilbage i livet:
– Derfor giver det også rigtig god mening, når socialpædagoger stiller en campingvogn på plejehjemmets grund og tager på campingtur med dem. Eller at man har husdyr eller en grøntsagshave, som beboerne med demens er med til at passe. Det giver dem en langt bedre livskvalitet, når man på den måde sigter på mennesket bag sygdommen, siger Steen Kabel.
Accept og fællesskab
Paradigmeskiftet er kommet, efter at man i mange år har forsøgt at knække koden og forstå, hvorfor man udvikler demens. Det er ikke lykkedes, men gennem de senere års forskning er det dokumenteret, at man kan sinke udviklingen af demens ved at have et aktivt liv, påpeger han:
– Personer med demens peger selv på, at noget af det vigtigste for dem er, at de har mulighed for at være i fællesskaber sammen med andre, der også har en demenssygdom. Det giver dem en følelse af at være forstået, accepteret og anerkendt, som de mennesker de er, efter at de har fået en demenssygdom. Det styrker deres selvværdsfølelse og øger deres livskvalitet væsentligt, siger han.
Og selvom man, som Inge Vester siger, ikke kan standse demens, kan man med de rigtige metoder forebygge ved at sænke det tempo, sygdommen udvikler sig i:
– Lægerne er blevet bedre til at spotte de første tegn på demens tidligt og dermed stille diagnosen på et tidligere tidspunkt i sygdomsforløbet. Det betyder, at man kan sætte ind med socialfaglige indsatser, der støtter personen med demens og familien i at få hverdagen til at fungere bedre – og det har stor betydning for hele familiens livssituation, siger Steen Kabel.
Tænk i familien og i ledelse
Netop de pårørende er en gruppe, hvor både han og Inge Vest mener, at socialpædagoger kan blive en vigtig medspiller:
– Vi kan støtte med vores viden om sygdommen og om, hvad den gør ved den ramte. Forberede de pårørende på, hvad der vil ske med den demensramte, og hvis de kan mærke vores professionelle tilgang, kan det gøre dem mere trygge. Også ude i almensektoren giver det rigtig god mening at støtte de pårørende, siger Inge Vester.
Det kan blive særligt aktuelt i forhold til gruppen af yngre demente og deres familier, mener Steen Kabel:
– Alt bliver forandret i disse familiers liv, og de har brug for støtte til at finde ud af, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen, siger han og peger på, at det i denne gruppe er normalt, at ægtefællen stadig er på arbejdsmarkedet, ligesom der ofte er hjemmeboende børn, typisk i teenagealderen, som bliver voldsomt påvirket af, at deres far eller mor har fået en sygdom, som de dør af.
Han mener, at det er vigtigt at tænke socialpædagogikken ind i den faglige ledelse på området – gerne med flere socialpædagoger som ledere og afdelingsledere på plejecentrene:
– Det vil være med til at fremme brugen af socialpædagogiske metoder, som vil give mere livskvalitet til beboerne og mere arbejdsglæde til medarbejderne. Det viser erfaringerne fra de steder i landet, hvor man arbejder målrettet med socialpædagogiske metoder på demensområdet.