Vi insisterer på en løsning
Kommunerne og regionerne skal indse, at vold på arbejdspladsen er prisen for fagligt at udsulte det socialpsykiatriske område
Nu kan jeg vist godt tillade mig at erklære sommeren for forbi. Det er selvfølgelig oplagt trist, for det er samtidig et farvel til lyse sommernætter, sand mellem tæerne, besøg af venner og et tempo i lavere gear. Men jeg er godt tanket op, og det er også nødvendigt. For vi går et travlt efterår i møde på mange fronter.
For desværre er der stadig alt for mange socialpædagoger, som udsættes for vold på arbejdspladsen, og det er selvfølgelig helt, helt uacceptabelt. Problemet løses bare ikke med et enkelt trylleslag. Det er et langt sejt politisk træk, hvor vi nu på femte år stædigt insisterer på en løsning, der sikrer, at faglighed og sikkerhed kan gå hånd i hånd. Gennem de fem år har vi markeret os på mange forskellige fronter, og vi har siddet ved mange forskellige politiske mødeborde og kaldt på handling hos de ansvarlige politikere. Og tiden imellem har vi bl.a. brugt på at finde løsninger og oversætte dem til helt konkrete forslag. Senest har vi sammen med Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd og FOA afleveret et færdigkogt bud på en national handleplan på ministerens bord.
Både handleplanen og vores tidligere forslag siger sådan set det samme; nemlig at vold aldrig må blive et arbejdsvilkår. Vi må insistere på de nødvendige personaleressourcer – og vi må insistere på, at psykisk syge har krav på målrettede og faglige tilbud. Faktisk ved vi præcis, hvad der skal til. Men vi har brug for politikernes hjælp til sikre de rette betingelser for den socialpædagogiske indsats. Regeringen skal sætte turbo på deres beslutningsproces. Kommunerne og regionerne skal indse, at vold på arbejdspladsen er prisen for fagligt at udsulte det socialpsykiatriske område, hvor hverdagen desværre byder på uuddannet personale, alenevagter og for få hænder til for mange borgere, der i virkeligheden har brug for mere støtte.
På andre områder kan vi selv skubbe til en udvikling, og det er ved ude på de enkelte arbejdspladser at styrke kæden mellem tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant og leder – og derigennem få nogle solide og fagligt funderede arbejdspladser, hvor man som ansat tør sige fra.
Vi har taget vores ansvar alvorligt. Nu venter vi bare på, at regeringen, kommunerne og regionerne også gør det, når de efter sommerferien som lovet skal præsentere deres bud på en løsning. Men det handler jo ikke bare om at handle. Det handler om at handle rigtigt. Derfor er jeg også allerede nu skeptisk overfor planerne om nye såkaldte mellemboformer, som er en del af det, regeringen vil præsentere som en løsning. Det lugter desværre mest af tvang, medicinering og ren opbevaring.