I 2009 ratificerede Danmark FN’s Handicapkonvention. En konvention, som udlægger sporene for den handicappolitiske udvikling i de lande, som underskriver og ratificerer den. Konventionen angiver så at sige, hvor vi som samfund skal hen, og ved vores underskrift har vi som nation forpligtet os på konstant at bevæge os i den retning – aldrig baglæns!
Eller sådan burde det i hvert fald være. Det paradoksale er nemlig, at det siden omkring 2009 eller 2010 er begyndt at gå baglæns for nogle mennesker med handicap, nemlig de mest sårbare mennesker med udviklingshæmning. Denne gruppe udviklingshæmmedes vilkår for inklusion i samfundet, for værdighed og ligeværdighed er for første gang siden 1950’erne i tilbagegang.
Hvis vi tager et kig på historien for mennesker med udviklingshæmning i Danmark, så er efterkrigstiden ellers en fortælling om fremgang. Langt fra i ekspresfart, og i perioder har det set ud, som om vi stod stille. Men bevægelsen er hele tiden gået i retning mod større værdighed, mere inklusion osv. En slags opadgående kurve, kunne man sige.
Min påstand er, at denne opadgående handicappolitiske kurve for første gang knækkede engang her sidst i 00’erne. For første gang siden 1950’erne befinder vi os i en periode, hvor vilkårene for mange udviklingshæmmede forringes markant.
Måske ikke for alle udviklingshæmmede. Og måske heller ikke lige meget i alle kommuner. Men især for dem med størst hjælpebehov ser vi efterhånden rigtig mange tegn på, at kurven knækker. Lad mig komme med et par eksempler:
Det er vel ikke mere end 8-10 år siden, at vi her i Danmark var enige om, at vi skulle fastholde udviklingen i retning af mere hjem og mindre institution. Heller ikke udviklingshæmmede må gemmes væk i ghettoer. I dag er nye plejehjemslignende kæmpeinstitutioner igen kommet på mode i flere kommuner.
På den tid – altså for de her 8-10 år siden – var vi vel også enige om Bank Mikkelsens princip om, at også udviklingshæmmede har krav på et dagligt miljøskifte. Uanset om den enkelte havde en chance på et beskyttet værksted, eller om det var aktiviteter og samvær, der var i fokus.
I dag er såkaldte helhedstilbud på vej tilbage. Og stadig flere udviklingshæmmede påtvinges meget lange weekender, fordi deres dagtilbud eller beskæftigelse skæres voldsomt ned.
For 8-10 år siden var vi også enige om, at alle – også mennesker med de mest komplekse og indgribende handicap – var værd at investere i. Deres menneskelige udvikling havde værdi og ‘Det Ka’ Nytte’, som man sagde.
I dag er dette fundamentale værdigrundlag under pres i hysterisk stræben efter at underlægge alle samfundsmæssige prioriteringer en økonomisk cost-benefit-analyse.
Selvfølgelig er vi ikke tilbage i åndssvageforsorgens tid. Men der sker noget afgørende i de her år. Den handicappolitiske kurve for vores behandling af nogle mennesker med udviklingshæmning ser for første gang ud til at knække.
At kurven knækkede sideløbende med det, som skulle være implementeringen af FN’s Handicapkonvention, er tankevækkende. Måske har vi brug for nye redskaber i den handicappolitiske kamp?
Sytter Kristensen er formand for Landsforeningen LEV.
|
Deltag i debatten
|